’Man er vok­sen, når man bli­ver glad for Le Creu­set’

BT - - KENDER DU DET? -

Hvor­når er man egent­ligt vok­sen? Når man bli­ver helt van­vit­tig glad for nye Le Creu­set gry­der, og ik­ke en­gang vil smi­de ae­sker­ne ud? Be­gej­strin­gen er ik­ke til at ta­ge fej af. Den min­der om den­gang, jeg som barn sov den før­ste nat i mi­ne nye gum­mi­støv­ler. Nu er jeg ble­vet min mor. Li­ge plud­se­lig er det mig, der be­gej­stres over en grås­purv. Men hvor­når er jeg ble­vet vok­sen? Det er kom­met sni­gen­de... Plud­se­lig er jeg li­ge så gam­mel som de an­dre fora­el­dre til fora­el­dre­mø­det. Det ple­je­de el­lers at va­e­re ’de voks­ne – og så mig’. Nu er jeg så­dan én, der al­tid har en pak­ke ser­viet­ter i lom­men og som godt kan be­reg­ne kon­se­kven­ser­ne af mi­ne valg. Når man plud­se­lig pri­o­ri­te­rer la­e­kre råva­rer og gry­der, frem­for et par ube­ha­ge­li­ge men smar­te sko, så ved man, at man er ble­vet – sin mor. El­ler når man hø­rer sig selv si­ge, til sin 17 åri­ge søn: ’Hvor stort er mar­ke­det egent­ligt for punkmu­sik i Dan­mark?’ med den slet skjul­te agen­da, at man hå­ber, at han la­ver si­ne lek­tier, og i øv­rigt no­get du­e­ligt... Så er det en vok­sen, som ta­ler. Der er sim­pelt­hen krav­let et vok­sent men­ne­ske ind i min mund, som nu ta­ler til mi­ne børn om de ting, voks­ne for­ven­tes at ta­le om – reg­nin­ger, an­svar ud­dan­nel­se – uden at det nød­ven­dig­vis er ud­tryk for min hold­ning. Jeg kan sta­dig godt hø­re, hvad jeg si­ger med en 17-årigs ører. Og jeg kan godt for­stå, at han ind i mel­lem tra­ef­fer far­li­ge­re men sjove­re valg. Da jeg var ung, køb­te jeg en­gang en kop kaf­fe på Vester­port sta­tion. Det er den ene­ste kop kaf­fe, jeg har druk­ket i mit liv, men kaf­fe var det ene­ste var­me, man kun­ne kø­be. Det var mi­nus 10 gra­der, men det hav­de ik­ke for­hin­dret mig i at ta­ge hot­pants på. Det var nem­lig før, jeg blev ma­ge­lig – og snus­lat­ter­lig for­nuf­tig. In­den jeg drak kaf­fen, over­ve­je­de jeg at ha­el­de den ned til mi­ne stak­kels ta­e­er, som var ved at fryse af. Men ta­e­er­ne var ik­ke vig­ti­ge. Det vig­ti­ge var, at jeg var smart at se på – set med en 20-årigs øj­ne. I tå­be­li­ge hot­pants i sne­vejr. Men mi­ne tan­ker var me­re fo­ku­se­ret på om Martin, som jeg skul­le mø­de, mon vil­le pil­le buk­ser­ne af mig, end om jeg kun­ne hol­de var­men. Nu er jeg smart – set med en 40-årigs øj­ne. I So­rell­støv­ler, fle­e­ce, dun og hue. Mens jeg lig­ner An­ders And på Nord­po­len, ryster jeg på ho­ve­d­et af de tå­be­li­ge 20-åri­ge pi­ger i de­res hot­pants. (Mi­ne hot­pants var i øv­rigt en stør­rel­se 36 – det er helt uta­en­ke­ligt nu – og vil­le va­e­re ube­ha­ge­ligt i fle­re år, hvis jeg skul­le prø­ve at op­nå det.) Jeg vil hel­le­re hyg­ge over mad­lav­nin­gen end ja­ge et sygt ide­al. Det er mit pri­vil­e­gi­um som 43-årig halvvejs i

li­vet. Nu vil jeg hel­le­re ha­ve luk­suri­ø­se gry­der af stø­be­jern og la­ve la­ek­ker mad. Jeg fik i øv­rigt og­så en risko­ger i ju­le­ga­ve – en

helt fan­ta­stisk ga­ve, som jeg er op­rig­tigt glad for. For ba­re fem år si­den vil­le jeg va­e­re gå­et amok af ra­se­ri over så­dan en ga­ve. Men nu er jeg ble­vet vok­sen og ta­en­ker: ’En risko­ger, hvor­dan har jeg over­ho­ve­det kun­net le­ve uden den – og et fa­la­fel­jern?’ »Li­fe has a fun­ny way of sne­aking up on you,« som Ala­nis Mo­ri­set­te sang, da jeg var ung. Som voks­ne be­kym­rer vi os alt for me­get over ung­dom­mens ube­kym­ret­hed. Al­li­ge­vel bli­ver jeg stolt, når søn­ni­ke si­ger: »Nej, jeg har ik­ke no­gen plan B. Jeg sat­ser på plan A – Punk.« Han skal nok bli­ve vok­sen, men for­hå­bent­ligt ik­ke end­nu. Det er min rol­le.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.