’Vi er skabt til fa­el­les­skab’ V

BT - - KLUMMEN -

i ved ik­ke, hvor­når men­ne­sker be­gynd­te at kun­ne ta­le sam­men. Men vi ved, at det aen­dre­de, hvad det vil si­ge at va­e­re men­ne­ske.

Som in­gen an­den art kan vi de­le tan­ker, fø­lel­ser, ide­er og vi­den. Det har va­e­ret helt af­gø­ren­de for vo­res mu­lig­he­der for at gø­re tek­no­lo­gi­ske frem­skridt. Vi har kun­net la­e­re og la­e­re fra os og ba­e­re vo­res vi­den vi­de­re til an­dre. Det har og­så for­sta­er­ket vo­res gla­e­de ved og af­ha­en­gig­hed af ta­et­te for­bin­del­ser til an­dre. Men­ne­ske­he­den er ik­ke et ‘jeg’, men et ‘vi’.

En af de stør­ste driv­kra­ef­ter, vi har, er at for­bin­de os til an­dre. Ta­enk på trans­port­re­vo­lu­tio­nen, hvor me­get vi har gla­e­det os over at kun­ne bli­ve for­bun­det hur­tigt og ef­fek­tivt. Fra he­sten til ski­bet, jer­n­ba­nen, bi­len, fly­et... vi er for­bun­det som al­drig før. El­ler ta­enk på de so­ci­a­le me­di­er – på un­der ti år er vo­res di­gi­ta­le net­va­er­ker, ven­ska­ber og for­bin­del­ser eks­plo­de­ret.

Me­nings­ful­de re­la­tio­ner er det vig­tig­ste i vo­res liv. Det vi­ser man­ge un­der­sø­gel­ser. Det er for­ment­lig og­så en vig­tig del af for­kla­rin­gen på, at dan­sker­ne gang på gang er blandt ver­dens lyk­ke­lig­ste fol­keslag. Vi har tra­di­tion for sta­er­ke fa­el­les­ska­ber og for at sto­le på hin­an­den. På ar­bejds­plad­sen er vi me­re kol­le­ger end kon­kur­ren­ter, vi ar­bej­der sam­men for et fa­el­les mål, det er der stor gla­e­de og til­freds­hed i. Det gi­ver vo­res ar­bej­de og liv me­ning.

Vi er dybt af­ha­en­gi­ge af hin­an­den, og selv om den tek­no­lo­gi­ske ud­vik­ling i vo­res mo­der­ne ver­den har gjort det mu­ligt for man­ge at kla­re sig på egen hånd, mi­stri­ves langt de fle­ste af os, hvis vi kun har os selv. ’No man is an island’. Det er ik­ke et til­fa­el­de, at man iso­le­rer fan­ger for at få dem til at bry­de sam­men.

Fø­lel­sen af en­som­hed er så ube­ha­ge­lig, for­di den er et ad­var­sels­tegn på linje med, at vi fø­ler os sult­ne. Det er hjer­nens sig­nal om, at ‘hey, bud­dy – du har brug for an­dre men­ne­sker’, li­ge­som sult er et sig­nal om, at du skal ha­ve mad. Det er en over­le­vel­ses­me­ka­nis­me – for det var ek­stremt far­ligt for vo­res for­fa­ed­re at va­e­re ale­ne og iso­le­re­de.

Det er ik­ke fy­sisk tru­en­de på sam­me må­de i dag, men vo­res hjer­ne ser sta­dig en­som­hed som en fa­re­si­tu­a­tion og skru­er op for me­ka­nis­mer, som gav me­ning på sa­van­nen. Og det gør os sy­ge og ulyk­ke­li­ge, hvis en­som­he­den bi­der sig fast. Groft sagt kan man dø af en­som­hed.

Der­for kan jeg va­e­re be­kym­ret for det fo­kus, som er kom­met på det en­kel­te in­di­vid. Vi må ik­ke ta­ge vo­res fa­el­les­ska­ber for gi­vet. Vi har brug for at ple­je og va­erds­a­et­te dem. Og vi har brug for at ple­je vo­res em­pa­ti – vo­res ev­ne til at sa­et­te os i an­dres sted, ’to be the ot­her per­son’.

Det er et af men­ne­skets helt ba­sa­le be­hov at va­e­re en del af et fa­el­les­skab. Det må vi al­drig un­der­vur­de­re el­ler ned­pri­o­ri­te­re.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.