AN­NET­TE HEICK TAVS­HE­DENS TYRAN­NI

BT - - SØNDAG -

Jeg har bo­et i Sve­ri­ge i nu 14 år. Der er me­get godt at si­ge om det­te land. Jeg hol­der me­get af de­res or­dent­lig­hed, de­res hø­fli­ge fa­con, re­gel­ret­hed når det ga­el­der bil­kør­sel og den lidt gam­mel­dags til­gang til sko­len, hvor la­e­re­ren fak­tisk er en au­to­ri­tet. Jeg sy­nes of­te, jeg stø­der på ting, som vi bur­de kun­ne ko­pi­e­re i Dan­mark. F.eks. sko­lema­den, så man slip­per for at smø­re mad­pak­ker. De hø­je so­ci­a­le ydel­ser, så fle­re vil­le gå en va­er­dig pen­sion i mø­de. Be­skat­nin­gen af prove­nu­et ved et bo­ligs­alg i ste­det for ejen­doms­skat, som ef­ter min bed­ste over­be­vis­ning bå­de vil­le va­e­re me­re fair og me­re ind­brin­gen­de for sam­fun­det. JO, DER ER me­get godt at si­ge om Sve­ri­ge. Men li­ge li­ge nu sy­nes det som om, at Sve­ri­ge har tabt sut­ten. Desva­er­re er jeg ik­ke over­ra­sket, men sid­der me­re og ta­en­ker: Hvad sag­de jeg!? FOR PRA­E­CIS ET år si­den brag­te jeg her min si­den så be­ryg­te­de ’ne­ger-ar­ti­kel’, som hav­de til hen­sigt at rej­se spørgs­må­let: Er po­li­tisk kor­rek­t­hed ved at spa­en­de ben for mu­lig­he­den for di­a­log? Ska­eldsord og de­bat­ter, samt ro­ser og go­de pointer flød i slip­strøm­men af ar­tik­len. Men den mest mar­kan­te og in­si­ste­ren­de stem­me var min na­bos. Alt­så ham i Sve­ri­ge. Sta­e­digt blev han ved på Fa­ce­book at be­de mig fjer­ne ar­tik­len, alt imens jeg un­dre­de mig, hvor­for han ik­ke ba­re gik de ti skridt over vej­en og sag­de: Hey…! DET LA­ER­TE MIG en trist ting om det land, jeg bor i. Et ’de­mo­kra­tur’, hvor folk dik­te­res til at va­e­re eni­ge. Udadtil. In­dadtil for­bi­stres man­ge nem­lig. Over at in­sti­tu­tio­ner ik­ke la­en­ge­re må fla­ge med svensk flag på na­tio­nal­da­gen (det an­ses for na­tio­na­li­stisk), at man for­sø­ger at gø­re pi­ger og dren­ge ens (for­di køn­net er li­ge­gyl­digt), at man først slår ud med ar­me­ne og si­ger: ’Vi åb­ner vo­re hjer­ter’ – hvor­på man luk­ker gra­en­ser­ne. MEN IN­GEN SI­GER no­get. De fle­ste er li­ge så tav­se som den po­li­ti­le­del­se, der hem­me­lig­holdt mas­se­over­greb på kvin­der i Sto­ck­holm sid­ste som­mer, for­trins­vis be­gå­et af af­g­han­ske flygt­nin­ge – for­modent­lig for­di man ik­ke vil­le vir­ke ra­ci­stisk. Her­ov­re er folk tav­se he­le vej­en hen til stem­m­eur­nen, hvor Sve­ri­ge­de­mo­kra­ter­na (som min­der om dan­ske DF) ved sid­ste valg fik 13 pct. af stem­mer­ne og nu står til na­e­sten 30 pct. i me­nings­må­lin­ger­ne. ’HVEM ER I’ spør­ger man­ge sven­ske­re hin­an­den på de so­ci­a­le me­di­er. Et spørgs­mål, som vir­ker ret over­flø­digt. I ste­det kun­ne man få lyst til at hol­de et spejl op og spør­ge: Hvem er I an­dre? For hvor­dan kan man fast­hol­de en så blind kurs, som man har gjort indtil vi­de­re? Hvor­dan kan man un­der da­ek­ke af at va­e­re ’et or­dent­ligt men­ne­ske’ na­eg­te di­a­log med nog­le, der har en an­den me­ning, og så for­ven­te, at mod­par­ten ba­re slår ha­e­le­ne sam­men? FOR LI­GE AT sa­et­te trumf på van­vid­det her­ov­re, så kom­mer her en per­son­lig hi­sto­rie: Min søn fik for to uger si­den en ind­be­ret­ning i sko­len. Jeg modt­og en mail fra hans la­e­rer, der na­eg­te­de at gen­forta­el­le, hvad min søn hav­de sagt men blot med­del­te, at man ik­ke vil ac­cep­te­re den form for ad­fa­erd i Sve­ri­ge.

’’

DET HAND­LE­DE SÅ om, at han hav­de om­talt eski­mo­er i et sko­le­pro­jekt. Han fik at vi­de, at eski­mo var et me­get ra­ci­stisk ord på linje med ne­ger, som ’be­ty­der sla­ve’. Min søn, som blev foru­ret­tet tog så hul på den gam­le dis­kus­sion om, at ne­ger fak­tisk stam­mer fra or­det ne­gro… alt­så sort…og ik­ke be­ty­der sla­ve i hen­hold til ety­mo­lo­gi­en. Der­med fik han sår­et en sort sko­le­kam­me­rat. HJEM­ME MÅT­TE JEG ta­le dun­der til ham og si­ge, at det ik­ke er en dis­kus­sion, han skal gå ind i, når han ved, hvor­dan den slags op­fat­tes i Sve­ri­ge. Og da slet ik­ke, når der står en sort dreng ved si­den af. Det er bå­de dumt og uem­pa­tisk. Jeg føl­te mig til gen­ga­eld kal­det til at skri­ve til sko­len, at jeg ik­ke ken­der no­gen dan­ske­re, der vil­le op­fat­te or­det eski­mo som ra­ci­stisk, men at jeg da imø­de­så en li­ste over ord, som li­ge­le­des var for­bud­te i Sve­ri­ge, så vi hav­de en ret­tes­nor. Jeg må fak­tisk si­ge, at jeg så frem til at hø­re sko­len svar. DET KOM SÅ. ret!’

Der stod ba­re: ’Du har sik­kert DE MÅT­TE NA­E­STEN hel­le­re ha­ve sva­ret mig med et ae­r­ligt ’hold ka­eft’.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.