Ca­ri­bi­ens grøn­ne trum

BT - - REJSER -

TRO­PISK at ja, det er no­get, han gør, men det er chauf­før­en, der skal be­de om det.

Vi går over til Paul, som mod­sa­et­ter sig det, for­di taxa­en al­le­re­de er vel­sig­net, og han ser ik­ke no­gen grund til at gø­re det igen. Vi prø­ver at få ab­be­den til at vi­se, hvor­dan han gør, men vi må fo­re­stil­le os hånd­spå­la­eg­gel­se af kø­ler­hjel­men, mens han forta­el­ler, hvor­for:

»No­get så verds­ligt som at vel­sig­ne bi­ler er ba­re en na­tur­lig for­la­en­gel­se af ud­bre­del­sen af Guds god­hed, men det kra­e­ver den sam­me respekt for li­vet uden for kir­ken, som den ae­r­bø­dig­hed, man tra­e­der ind i den med, så an­sva­ret lig­ger hos per­so­nen bag rat­tet.«

Hav­de vi kendt til in­fra­struk­tu­ren her i den nord­ve­st­li­ge del af den ca­ri­bi­ske ø-stat på for­hånd, hav­de det må­ske ik­ke va­e­ret så nød­ven­digt med den vel­sig­nel­se, for bort­set fra nog­le go­de sving i høj­der­ne, og nog­le få grus­ve­je med ska­er­ver, er Tri­ni­dad godt kø­ren­de i me­re end én for­stand. De go­de ve­je er re­sul­ta­tet af en af­ta­le med USA og Eng­land un­der 2. ver­denskrig, hvor øen sta­dig var en bri­tisk kron­ko­lo­ni. Chur­chill men­te, at Tri­ni­dad hav­de stra­te­gisk be­lig­gen­hed i Ca­ri­bi­en, så han gav den ame­ri­kan­ske flå­de grønt lys til at byg­ge ba­ser mod til gen­ga­eld at be­ta­le for at as­fal­te­re vej­net­tet.

Det var en god for­ret­ning, for rå­ma­te­ri­a­ler­ne hav­de de selv. Ne­de syd på øen i La Brea lig­ger Pitch La­ke, som er ver­dens stør­ste, na­tur­li­ge fo­re­komst af as­falt i en sø på 40 hektar og 75 me­ters dyb­de. Den har va­e­ret kendt si­den 1500-tal­let og er i ny­e­re tid ble­vet en turist-at­trak­tion, der hvert år til­tra­ek­ker om­kring 20.000 be­sø­gen­de. San­se­lig fug­lekig­ge­ri Vi sy­nes, det er ri­ge­ligt at se as­falt un­der vo­res da­ek, for vi fo­re­tra­ek­ker den grøn­ne si­de af Tri­ni­dad, der fin­des in­den­for en ra­di­us af 30 km fra ho­ved­sta­den Port of Spain.

Det sum­mer og kvi­drer, da vi går ind ad lå­gen hos Gl­o­ria og Theo Fer­gu­son, som et par gan­ge dag­ligt åb­ner de­res hjem og duf­ten­de blom­ster­ha­ve i St. Jo­seph for fug­le-en­tu­si­a­ster, der, li­ge­som dem, er nys­ger­ri­ge ef­ter at kom­me så ta­et på ver­dens mind­ste fugl som mu­ligt.

Ko­li­bri­er er så små og hur­ti­ge, at det kan va­e­re sva­ert for det men­ne­ske­li­ge øje at fast­hol­de den. Men i Ye­ret­tê, ae­g­te­par­rets pri­va­te fug­le­re­ser­vat, lok­ker de de små ko­lo­bri­er til med en suk­kero­p­løs­ning i fo­der­kol­ber­ne, når ha­vens blom­ster­nektar ik­ke er nok. Det har re­sul­te­ret i en sva­erm af ca. 200 fug­le for­delt på 18 ar­ter, som vim­ser rundt i luf­ten med de­res ka­rak­te­ri­sti­ske 15-80 vin­ge­slag i se­kun­det, som nog­le gan­ge gør, at de fly­ver bag­la­ens.

Tro­pisk var­me, en sød duft fra suk­ker og blom­ster og en evig sum­men af vin­ge­slag og pip gør det til en san­se­lig og te­ra­pe­u­tisk op­le­vel­se – bort­set fra fru­stra­tio­nen over, at det er sva­ert at fo­to­gra­fe­re ko­li­bri­er­ne.

Et be­søg skal be­stil­les på for­hånd, og det kan in­klu­de­re Gl­o­ri­as hjem­mela­ve­de Tri­ni­dad-me­nu til brunch el­ler frokost for ca. 150-300 kr.

Der er regnskov tva­ers over den nord­li­ge en­de af øen, og den er frit til­ga­en­ge­lig til van­dre­tu­re, pi­c­nic og ka­ja­kro­ning på flo­der­ne. Det er øko­turis­me på hø­je­ste plan, men det er ik­ke no­get, de lo­ka­le ta­en­ker over. De gør det ba­re.

Vi har ud­set os Avo­catvand­fal­det ik­ke langt fra den char­me­ren­de lil­le by Blan­chi­s­seu­se, som får sit vand fra Ma­ri­an­ne-flo­den, og har hy­ret en gu­i­de til at hja­el­pe os på vej. Han dre­jer fra ved et trae, hvor et hånd­ma­let skilt med ’Pop’s Ave­nue - Ro­ad To Wa­ter­fall’ er ban­ket op. Ved et ba­raklig­nen­de hus la­eg­ger en 90-årig slum­stormer gra­es til par­ke­ring, og ud­sty­rer os med lan­ge gre­ne som van­dre­sta­ve, der skal vi­se sig at va­e­re et godt red­skab.

Ved vand­lø­bets bred be­gyn­der vo­res van­dre­tur, men snart må vi ud i strøm­men, over glat­te sten, i vand til lå­re­ne, in­den vi kan kla­tre op på den hø­je klip­pe­va­eg og gå på den uja­ev­ne sti langs flo­den, indtil vi når vand­fal­det.

De godt 40 mi­nut­ters van­dre­tur i fug­tig var­me kal­der på en svøm­me­tur. Det er for­fri­sken­de at ka­ste sig i den na­tur­li­ge po­ol for fo­den af vand­fal­det, in­den tu­ren går til­ba­ge ad sam­me vej, men med lidt stør­re sik­ker­hed på fød­der­ne – og­så tak­ket va­e­re van­dre­sta­ven. Men vi er end­nu ik­ke ma­et­te på na­tu­ro­p­le­vel­ser, så vi fort­sa­et­ter ud i det grøn­ne. Flod­sejlads i skum­rin­gen Man be­hø­ver ik­ke at va­e­re en Vil­fred Va­de­fugl med khaki­vest og kik­kert for at få det ful­de ud­byt­te af to ti­mers sejlads ind i det be­røm­te fug­le­re­ser­vat i Ca­ro­ni-sum­pen syd for Port of Spain, men vi får brug for al den zoom, vo­res ka­me­ra­er kan kla­re, da vi til sidst op­le­ver tu­rens clou.

Vi muk­ker først lidt ved ud­sig­ten til da­gens sid­ste af­gang ved 16-ti­den, for­di ly­set be­gyn­der at for­svin­de en ti­me ef­ter, men det gi­ver fak­tisk lidt stem­ning at sej­le lang­somt i den åb­ne pram, på vej mod den tro­pi­ske tus­mør­ke­ti­me gen­nem man­groven, hvor ka­em­pe­sto­re ter­mit­bo­er

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.