Mit liv

BT - - FORBRUG -

Han vil­le ha­ve sex hver dag. He­le ti­den. Hvis hans part­ner sag­de nej, tol­ke­de han det som, at de ik­ke var fo­rel­ske­de i ham, og blev sur, in­dad­vendt og til ti­der ’ ond­skabs­fuld’. Han be­skyld­te dem for al­ver­dens dår­lig­dom­me, og at det var for­di, de var ham ut­ro, at de ik­ke vil­le ha­ve sex.

For at for­stå, hvad der fik hans øj­ne op for, at hans kurs i li­vet var af­spo­ret, skal vi se ca. syv år til­ba­ge.

Tho­mas Vester­gaard ar­bej­de­de på da­væ­ren­de tids­punkt på en vaf­fel­fa­brik i Aar­hus, hvor han put­te­de vaf­ler, der kom rul­len­de på et sam­lebånd, ned i papkas­ser.

» Mens jeg stod der for­an bån­det, mær­ke­de jeg en stik­ken­de smer­te i bry­stet. Plud­se­lig kol­lap­se­de mi­ne ben un­der mig, og jeg faldt om på ste­det. Min ene si­de sov, og jeg kun­ne hver­ken stå el­ler si­ge no­get, « for­tæl­ler han.

På ho­spi­ta­let tro­e­de de først, at Tho­mas Vester­gaard hav­de få­et en blod­prop, men der var in­tet at se på scan­nin­ger­ne. Han blev sy­ge­meldt og se­ne­re er­klæ­ret be­ret­ti­get til før- tids­pen­sion. Nu står det klart, at han li­der af po­st­trau­ma­tisk stress som en kon­se­kvens af hans barn­dom og hår­de livs­stil.

I den ef­ter­føl­gen­de pe­ri­o­de iso­le­re­de Tho­mas Vester­gaard sig for­an skær­men og så po­r­no fra mor­gen til af­ten. Til sidst blev han nødt til at af­mel­de sit internet. Han vid­ste godt, at den var gal – det var sam­men­brud­det et uomt­vi­ste­ligt be­vis på – men han gjor­de ik­ke no­get yder­li­ge­re ved det. Det var nem­mest ba­re at ig­no­re­re det og le­ve vi­de­re. Er­ken­del­se For fem år si­den – da Tho­mas var 34 år – fandt han en kæ­re­ste. Hun var den før­ste, som han for­tal­te om sit sto­re se­x­be­hov, og til hans over­ra­skel­se sva­re­de hun, at hun var sexafhængig. Ef­ter et halvt år sam­men måt­te hun dog er­ken­de, at hun nok ik­ke var sexafhængig al­li­ge­vel. Hun kun­ne ik­ke kla­re me­re, og slut var for­hold num­mer 20.

» Bun­ken af for­li­ste for­hold hav­de vok­set sig så stor, at jeg blev tvun­get til at se in­dad. For jeg vil­le ik­ke le­ve

1.

2.

3. ale­ne re­sten af mi­ne da­ge. Jeg vil ger­ne ha­ve den gen­si­di­ge tryg­hed og kær­lig­hed, som et for­hold gi­ver, « for­tæl­ler Tho­mas Vester­gaard.

Si­den den­gang har han væ­ret fast del­ta­ger på ta­bu­ret­ten i di­ver­se be­hand­lings­grup­per. Han har læst spal­te op og spal­te ned om sin af­hæn­gig­hed, og han er­ken­der nu, at det har væ­ret svært at se vir­ke­lig­he­den i øj­ne­ne og ind­se, at det var ham – og ik­ke ver­den – den var gal med.

Han har sagt und­skyld til nog­le af dem, som han har sår­et, og har der­i­gen­nem få­et et godt for­hold til kvin­den, som er mor til hans 14- åri­ge dreng. I dag hol­der han fored­rag om sit liv, sin af­hæn­gig­hed og om det svæ­re ved er­ken­del­se. Han er li­ge­le­des ved at skri­ve en bog om sam­me em­ne:

» Det var nem­me­re at le­ve på en løgn, så jeg var fri for at kig­ge mig selv i spej­let. Må­ske er det der­for, at det tog mig knap 25 år at er­ken­de pro­ble­met. Og da jeg først er­kend­te det, fandt jeg ud af, at jeg hav­de le­vet he­le mit liv i en de­pres­sion uden at vi­de det. «

Man bli­ver af­hæn­gig af sex som en flugt fra ens fø­lel­ser så­som frygt og vre­de. Man flyg­ter ind i en drøm­me­ver­den, hvor ens ube­hag for en stund for­svin­der. Den se­xaf­hæn­gi­ge kom­mer i be­hand­ling gen­nem ene­sam­ta­ler og grup­pe­te­ra­pi hos f. eks. SAA - Ano­ny­me Sex- Af­hæn­gi­ge. Man ta­ler me­get om for­ti­den, for­di li­del­sen tit bun­der i trau­mer fra barn­dom­men. Ved at ta­le om, hvad ens vre­de el­ler frygt bun­der i, kan man fin­de frem til an­dre må­der at hånd­te­re det på, end med sin af­hæn­gig­hed. I be­hand­lin­gen gør man og­så i høj grad brug af konjunk­tiv terapi, hvor pa­ten­ter­ne får for­skel­li­ge red­ska­ber, som de kan ta­ge i brug, når af­hæn­gig­he­den træn­ger sig på. Dis­se red­ska­ber er me­get in­di­vi­du­el­le og va­ri­e­rer fra per­son til per­son. Magnus Larus­son, der er te­ra­pe­ut på Pro­mis, en kli­nik for se­xaf­hæn­gig­hed, for­tæl­ler om de tre tegn på li­del­sen:

Du bli­ver me­re og me­re op­ta­get af det, og det fyl­der til­ta­gen­de i din be­vidst­hed. Du til­si­de­sæt­ter an­dre ting.

Det eska­le­rer, og det skal væ­re me­re ek­stremt, me­re in­tenst og det fyl­der ved­va­ren­de me­re i din hver­dag.

Selv­om det gi­ver dig smer­te, el­ler går ud over folk i din nær­hed, så fort­sæt­ter du al­li­ge­vel.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.