’ ’

BT - - KULTUR -

Jeg tur­de ik­ke sø­ge ind på sku­e­spilsko­len. Jeg var ban­ge for at få nej du sgu ramt li­ge i rø­ven’. Så var det på plads. Det var sinds­sygt dej­ligt, « si­ger Es­ben Smed.

» Jeg er op­dra­get til, at hvis man gør no­get, så skal man gø­re det or­dent­ligt. Man bli­ver nødt til at la­ve sit hjem­me­ar­bej­de. Det er i pro­ces­sen, de go­de ting kom­mer frem. Og hvis man ik­ke er vel­for­be­redt, så spil­ler man ba­re på ru­ti­nen. Det kan væ­re godt nok, hvis man spil­ler ja­zz, men det går ik­ke i mit fag, « si­ger Es­ben Smed, der ik­ke har no­gen il­lu­sio­ner om li­vet i ram­pe­ly­set:

» I min bran­che er vi me­get op­ta­get af, hvor­dan tin­ge­ne bli­ver mod­ta­get, og der­for bli­ver man me­get sår­bar. Det kom­mer til at hand­le om folks an­mel­del­ser af dig og om, hvem der kan li­de dig, og det kan godt gå én på. Min fa­mi­lie og mi­ne ven­ner ved, hvem jeg er, og det er de vær­di­er, jeg skal hol­de fast i. Ik­ke klapsal­ver­ne i for­bin­del­se med mit ar­bej­de. For det er ba­re et ar­bej­de. Godt nok et ar­bej­de jeg bru­ger us­and­syn­lig me­get tid på, og som kan væ­re ret op­s­li­den­de, for­di jeg bru­ger mig selv så me­get. Men det er vig­tigt at hu­ske sig selv på, at det er no­get, jeg frem­stil­ler. Man kan ik­ke le­ve på klapsal­ver­ne, men man kan le­ve for at ud­fø­re sel­ve ar­bej­det. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.