Dyk­ke­re be­kra­ef­ter fund af sav­net ubåd

BT - - NYHEDER -

U-31 13. ja­nu­ar 1915 sej­le­de den na­e­sten nye ubåd i den ty­ske kej­ser­li­ge flå­de U-31 ud fra Wil­helms­ha­ven med 35 mand om bord og for­svandt. En hårdnak­ket myte vil vi­de, at ubå­den nog­le må­ne­der se­ne­re skyl­le­de i land på en en­gelsk strand med al­le de dø­de sø­ma­end om bord, kvalt af en ud­si­ven­de gif­tig gas i ubå­den.

Fra of­fi­ci­elt hold har man dog for­modet, at ubå­den en­ten ram­te en mi­ne el­ler sank på grund af en tek­nisk el­ler en men­ne­ske­lig fejl.

År­sa­gen ken­des sta­dig ik­ke, men vra­get af den for­s­vund­ne ubåd er nu en­de­gyl­digt iden­ti­fi­ce­ret: U-31 og dens be­sa­et­ning har de sid­ste 101 år lig­get på bun­den af Nord­s­ø­en, ca. 100 ki­lo­me­ter fra den en­gel­ske øst­kyst.

Det den­gang unavn­giv­ne vrag blev op­da­get i 2012 af far­tø­jer, som kort­lag­de hav­bun­den for ener­gi­virk­som­he­der­ne Vat­ten­fall og Scot­tish Po­wer, der led­te ef­ter eg­ne­de ste­der til havvind­møl­le­par­ker.

I før­ste om­gang an­tog man, at vra­get var en hol­land­sk ubåd fra An­den Ver­denskrig – den sid­ste som den hol­land­ske flå­de ik­ke har lo­ka­li­se­ret end­nu.

Der­for var det et hold hol­land­ske dyk­ke­re, der nu har un­der­søgt vra­get na­er­me­re og kan fast­slå, at det er den ty­ske U-31.

»Ubå­den ud til at va­e­re i be­ma­er­kel­ses­va­er­dig god stand ef­ter at ha­ve lig­get på hav­bun­den i me­re end et år­hund­re­de. Tår­net er be­va­ret, bå­de for- og bag­stavn er del­vist til­da­ek­ket,« si­ger Mark Dunk­ley, ha­var­ka­e­o­log ved sel­ska­bet Hi­sto­ric Eng­land til avi­sen The Te­le­graph. Den ty­ske ubå­ds­flå­de un­der Før­ste Ver­denskrig er et af de sta­er­ke­ste krigs­vå­ben hi­sto­ri­en har set. Den ty­ske Kej­ser­li­ge Flå­de var ble­vet ud­byg­get enormt si­den 1900 og blev ved Før­ste Ver­denskrigs ud­brud i 1914 kun over­gå­et i stør­rel­se af den en­gel­ske. Magt­ful­de dra­e­be­re Ty­sker­nes ubå­de var ik­ke va­e­sent­ligt bed­re end an­dre ubå­de i ver­den rent tek­nisk på det tids­punkt. Som an­dre sø­fa­ren­de na­tio­ner hav­de og­så Dan­mark i sin flå­de fle­re ubå­de af til­sva­ren­de stan­dard. Men i ver­denskri­gens før­ste år her­ske­de de ty­ske ubå­de su­ve­ra­ent over ha­ve­ne – un­der ha­vets over­fla­de.

U-31 var en di­e­selek­trisk ubåd i en klas­se, der blev ufat­te­ligt suc­ces­rig un­der kri­gen. U-31 løb af sta­be­len kun få må­ne­der før sit for­lis og nå­e­de kun at ud­fø­re en en­kelt egent­lig kamp­hand­ling, som ik­ke før­te til sa­enk­ning af et fjend­ligt skib.

Den ty­ske flå­de søg­te el­lers at sa­en­ke al­le ski­be, der bi­drog til den en­gel­ske krigsind­sats. Det før­te til sa­enk­nin­gen af ci­vi­le ski­be som Lu­si­ta­nia, der hav­de krigs­ma­te­ri­el med fra USA til Eng­land. Lu­si­ta­nia blev 7. maj 1915 ramt af tor­pedo­er fra den ty­ske U-20 og sank på kun 18 mi­nut­ter ud for Ir­land med 1.198 pas­sa­ge­rer. Gravfred – uden møl­ler De ty­ske ubå­de lå i en ring om de bri­ti­ske øer og pluk­ke­de sy­ste­ma­tisk ski­be ud, en for en. Eng­la­en­der­ne kun­ne ik­ke for­sva­re sig imod ubå­de­ne – man hav­de hver­ken fly­ve­ma­ski­ner til at op­da­ge ubå­de­ne og end­nu in­gen dybvands­bom­ber til at be­ka­em­pe dem med.

Hen mod 1917 var eng­la­en­der­ne på grund af de ty­ske ubå­des suc­ces for­ment­lig så ta­et på at kna­ek­ke nak­ken og ta­be en søkrig, som de no­gen­sin­de har va­e­ret.

Det bed­ste for­svar mod ubå­de­ne vi­ste sit at va­e­re at sam­le må­let og gø­re det stør­re. I ste­det for at la­de ski­be­ne sej­le ud en­kelt­vis, be­gynd­te man at sen­de dem af sted i kon­voj. Det hand­le­de om, at fa­er­re krigs­ski­be så kun­ne be­vog­te fle­re han­dels­ski­be ad gan­gen, og at krigs­ski­be­ne kun­ne be­vog­te hin­an­den.

U-31 vil ik­ke bli­ve flyt­tet og det lil­le styk­ke af hav­bun­den ud for Eng­land er ud­na­evnt til mi­li­ta­ert grav­sted til søs. Frem­ti­di­ge vind­møl­le-par­ker i om­rå­det skal der­for pla­ce­res, så de ik­ke for­styr­rer vra­get og gravfre­den.

»Fa­mi­lie og ef­ter­kom­me­re til de fald­ne i U-31 kan må­ske fin­de trøst i at ken­de be­sa­et­nin­gens en­de­li­ge hvi­le­sted. Og op­da­gel­sen kan tje­ne som en slå­en­de på­min­del­se om al­le dem, der faldt un­der Før­ste Ver­denskrig, bå­de til søs, til lands og i luf­ten,« si­ger hi­sto­ri­ke­ren Mark Dunk­ley.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.