’Fri mig for det gnid­nings­lø­se liv’

BT - - KENDER DU DET? -

Jeg er på bar­sel. Min ene hund har få­et hval­pe, ef­ter en no­get kom­pli­ce­ret fød­sel, der end­te med akut ope­ra­tion – af hund­en (som over­le­ve­de) og en tøm­ning af min bank­kon­to (som led en stil­le død). 14.000 bobs ko­ster det, at bor­to­pe­re­re en død hvalp – ef­ter al­min­de­lig kon­tor­tid... Men de fem over­le­ven­de hval­pe og mor­hund har det godt, og vi er gla­de. ’Det er der­for jeg al­drig skal ha­ve dyr,’ ud­bry­der min ve­nin­de skråsik­kert. »De ko­ster, de lar­mer, de ski­der og de øde­la­eg­ger alt. Og så kan man al­drig gå no­gen ste­der. Man er jo af­ha­en­gig af lor­tet.« Jeg har for­søgt at for­kla­re: Om gla­e­den ved at kom­me hjem til en flok gla­de pel­stot­ter, men hun er iskold. Og okay, jeg vil med­gi­ve, at syv hunde og tre kat­te er en smu­le skørt. Men det er og­så ret dej­ligt. »Dej­ligt? Det er be­sva­er­ligt! Du har al­drig tid til dig selv,« si­ger hun og snup­per sin tra­e­nings­t­a­ske. Hun skal til cross-fit, og det ha­ster, for hun har en da­te, og hun har ta­get 500 gram på i ju­len. Jeg kan hø­re Mi­ni Coo­pe­ren la­ve hjul­spind, mens jeg sid­der til­ba­ge med en fø­lel­se af ’deja vu’. Folk sy­nes, at mit liv er be­sva­er­ligt. Det har jeg tit hørt. Da jeg var ung ale­ne­mor og meld­te mig til fora­el­dre­be­sty­rel­sen og fest­ud­val­get og al­le de an­dre ud­valg. Da jeg flyt­te­de i en gam­mel smadre­kas­se af et hus. Da jeg lod mi­ne ven­ner med bo­lig­pro­ble­mer bo hos mig for en tid. Man­ge af mi­ne valg er be­sva­er­li­ge. Men er det ik­ke det be­sva­er­li­ge, der gør li­vet in­ter­es­sant? Jeg tror, at man går glip af no­get, hvis man er ban­ge for be­sva­er. Man har brug for mod­stand for at kun­ne ma­er­ke sig selv. Man har brug for at sa­et­te sig selv til si­de og gø­re no­get for an­dre for at ma­er­ke, at man gør en for­skel i ver­den. Jeg vil vove at på­stå, at man bli­ver lyk­ke­li­ge­re af at gø­re li­vet lidt be­sva­er­ligt for sig selv – en­gang imel­lem. Jeg si­ger ik­ke, at man kun skal va­e­re no­get for an­dre – men­ne­sker som dyr. Tva­er­ti­mod. Det vig­ti­ge i li­vet er at re­a­li­se­re selv, sa­et­te sig mål og nå dem. Men man er nødt til fort­sat at ud­for­dre sig selv for at vok­se. Et ki­ne­sisk ord­s­prog si­ger: ’Hvis du vil ha­ve no­get gjort, så gå til den trav­le’. Det er sandt. Ener­gi­ni­veau­et sti­ger, når man får ho­ve­d­et ud af egen nav­le, og fo­re­ta­ger sig no­get me­nings­fyldt. Jeg tror, al­le ken­der fø­lel­sen af, at ef­ter to ugers som­mer­fe­rie bli­ver alt det, man ple­je­de at nå ved si­den af ar­bej­det til uover­sku­e­li­ge pro­jek­ter. »Støv­su­ge? I dag? Helt ae­r­ligt, jeg skal og­så nå at se ’Tour de Fran­ce’.« Men når der sker no­get ufor­ud­set, som kra­e­ver, at man ta­ger af­fa­e­re her og nu, så sti­ger ener­gi­ni­veau­et, og man bli­ver en su­per­helt, med ua­ne­de kra­ef­ter. Plud­se­lig når man bå­de at kø­re den pulsår­e­blø­de­n­de na­bo på ska­destu­en, hen­te søn­ni­ke fra fod­bold og få lø­bet en tur, nu hvor adre­na­li­nen al­li­ge­vel kø­rer. Vi fun­ge­rer som ko­ral­ler. Der skal va­e­re strøm­nin­ger om­kring os, for at vi strå­ler og le­ver. Er der for stil­le, fal­mer vi – og dør. Jeg ken­der en del, der har op­nå­et det gnid­nings­lø­se liv. Jeg er ik­ke mis­un­de­lig. De flas­her de­res smuk­ke liv fyldt med sta­tus­sym­bo­ler, men vir­ker som om de har mi­stet ev­nen til at va­erds­a­et­te dem. In­tet må ryste den per­fek­te ba­lan­ce, og de ka­em­per en uli­ge kamp for at ved­li­ge­hol­de sta­tus quo, med ka­pi­tal­pen­sio­ner, bo­tox og ae­g­te­pag­ter. Men det bli­ver et fat­tigt liv. Har man luk­ket sin dør for be­sva­er­lig­he­der, har man og­så luk­ket den for mu­lig­he­der. De vig­tig­ste ting i li­vet ko­ster no­get – af dig. Du får ik­ke no­get uden at in­ve­ste­re. Tid, pen­ge og ka­er­lig­hed – og husk lø­ben­de at ge­nin­ve­stére.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.