DRØM­MEN OM

BT - - SØNDAG -

Det er de fær­re­ste 35- åri­ge, der skæn­ker dø­den en tan­ke. Mor­ten Wied gør. Fak­tisk har han skæn­ket den så man­ge tan­ker, at der rundt om hal­sen på ham hæn­ger en me­dal­jon in­de­hol­den­de te­le­fon­num­re, som skal rin­ges op i sam­me øje­blik, han fi ndes død. For går alt eft er pla­nen, bli­ver dø­den blot en mel­lem­sta­tion på vej­en til et evigt liv. Mor­ten Wied er et af de man­ge tu­sin­de men­ne­sker ver­den over – og den ene­ste dan­sker – der har ind­gå­et kon­trakt med dø­den. En kon­trakt, der sik­rer ham plads i en avan­ce­ret kum­me­fry­ser, hvor han skal op­be­va­res, indtil det en­gang i frem­ti­den vil væ­re mu­ligt at genop­li­ve ham.

» Jeg er sund og rask, fejl­er ik­ke no­get. Så jeg er ik­ke et nødstil­fæl­de. Jeg har valgt det, for­di jeg sy­nes, at li­vet er godt, men dø­den er et pro­blem, « ly­der den helt ra­tio­nel­le for­kla­ring på det usæd­van­li­ge valg fra Mor­ten Wied, som har en kan­di­dat­grad i tek­no­lo­gi, har væ­ret til­knyt­tet Ri­sø, ar­bej­det for Vi­den­skabs­mi­ni­ste­ri­et og nu er kon­su­lent samt ad­ven­tu­rear­ran­gør.

Han nul­rer me­dal­jo­nen mel­lem fi ngre­ne. Hans liv­li­ne til det evi­ge liv, til et mu­ligt frem­tid­se­ven­tyr.

Tør- is på hjer­nen

» Når no­gen rin­ger til de num­re, der er prin­tet ind i den, står der et stand­by- team klar i Eng­land, som kom­mer her­til. I sam­me øje­blik man er­klæ­res for død, be­gyn­des ned­kølin­gen af hjer­nen ved at hæl­de tør- is på. Der­eft er tøm­mes man for krop­pens ca. seks li­ter blod, som er­stat­tes med fryse­væ­ske. Der­på læg­ges man i en me­tal­boks med me­re tør- is på og sen­des over At­lan­ten – i det­te til­fæl­de til Mi­chi­gan – hvor man gør ned­kølin­gen fær­dig. Me­get lang­somt fryses man ned til mi­nus 196 gra­der, og så sæn­kes man ned i en stå­l­be­hol­der, « for­kla­rer Mor­ten Wied.

Or­de­ne fal­der helt usen­ti­men­talt. Det er fak­ta. Og det er vi­den­skab, som han tror på. Selv­om det er uden ga­ran­ti­er.

» Man ved fra ny­e­re forsk­ning, at det er mu­ligt at la­ve kø­le­pro­ces­sen om­vendt, alt­så sel­ve op­tø­nin­gen. Pro­ble­met er, at det end­nu ik­ke er mu­ligt at genop­li­ve bag­eft er, « si­ger han. Helt fak­tu­elt.

Hvem har du kys­set i din ga­de­dør?

Det er knap 50 år si­den, at det før­ste men­ne­ske traf sam­me valg som han.

I 1967, da Dai­mi sang ’ Hvem har du kys­set i din ga­de­dør?’ og The Be­at­les hit­te­de med ’ Hel­lo, Good­bye’, sag­de pro­fes­sor James Bed­ford og­så goddag og far­vel. Far­vel til for­ti­den og goddag til frem­ti­den, da han lod sig fryse ned i en stå­l­be­hol­der i Pho­e­nix.

Bed­ford, som dø­de af ny­r­ekæft , hav­de meldt sig fri­vil­ligt i vi­den­ska­bens navn. Men og­så i sit eget. For selv­om han ved sin død var 73 år gam­mel, var han langt­fra fær­dig med li- vet. Og ud­sig­ten til en dag at få en chan­ce me­re var dét, der trak.

Det var fy­si­ke­ren Robert Et­tin­ger, der i 1964 hav­de præ­sen­te­ret drøm­men om det evi­ge liv i sin stærkt kon­tro­ver­si­el­le bog ’ The Pro­spect of Im­mor­ta­li­ty’ (’ Ud­sig­ten til udø­de­lig­hed’).

» Selv­om ned­frys­nings­tek­nik­ken er pri­mi­tiv, når vi dør, og uan­set om det er al­der el­ler syg­dom, der slår os ihjel, så vil frem­ti­dens ven­ner før el­ler si­den væ­re i stand til at genop­li­ve og ku­re­re os, « lød te­sen bl. a. i hans bog.

Liv eft er op­tø­ning

Ned­frys­nings­tek­nik­ken, som Et­tin­ger skrev om for me­re end et halvt år­hund­re­de si­den, var kry­o­p­ræ­ser­ve­ring.

Kort for­talt er det en tek­nik, hvor man ned­kø­ler bi­o­lo­gisk ma­te­ri­a­le i fl yden­de kvæl­stof ved mi­nus 196 gra­der, den tem­pe­ra­tur, hvor vækst­pro­ces­sen op­hø­rer. Er op­be­va­rin­gen den ret­te, kan ma­te­ri­a­let dels op­be­va­res nær­mest uen­de­ligt og ik­ke mindst le­ve vi­de­re ef­ter op­tø­ning. Tek­nik­ken ken­des her­hjem­me pri­mært som op­be­va­rings­me­to­de for ek­sem­pel­vis sæd, æg og frø.

Men uden­for Dan­marks græn­ser er kry­o­p­ræ­ser­ve­ring ble­vet en hel in­du­stri og til­by­des til såvel men­ne­sker som dyr i USA, li­ge­som den vok­ser frem i såvel Rusland som Ki­na.

I USA er der fl ere sto­re fi rma­er, der kan til­by­de evigt liv. Det stør­ste – og dy­re­ste – er Alcor Li­fe Exten­sion Fo­un­da­tion i Arizo­na, som har væ­ret med på frysebøl­gen si­den 1976 og har knap 1.046 nu­le­ven­de med­lem­mer. De­res før­ste ’ pa­tient’ – som man i den ver­den kal­der ned­fros­ne med­lem­mer – var før­nævn­te James Bed­ford. Si­den er yder­li­ge­re 138 kom­met til samt 60 kæ­le­dyr.

Pri­sen for at sik­re sig evigt liv lig­ger hos Alcor Li­fe Exten­tion Fo­un­da­tion på om­kring 1,5 mio. kr.

Kon­kur­ren­ten hed­der Cry­o­ni­cs In­sti­tu­te, og lig­ger i Pho­e­nix. De be­gynd­te li­ge­le­des i 1976, blev stift et af oven­nævn­te Robert Et­tin­ger og har ind­skre­vet i de­res be­stem­mel­ser, at men­ne­ske­liv kom­mer før pro­fi t. Der­for til­by­der de mar­ke­dets bil­lig­ste kry­o­p­ræ­ser­ve­ring. Knap 300.000 kr. er pri­sen, som in­sti­tut­tets 1.239 med­lem­mer må slip­pe for liv eft er dø­den.

Gam­melt ho­ved på ny krop

Som Alcor har de og­så ned­fros­ne kæ­le­dyr, li­ge­som de til­by­der den bil­li­ge­re løs­ning, nem­lig ned­frys­ning af kun ho­ve­d­et. Ny­e­re forsk­ning har nem­lig be­vist, at det er i hjer­nen, man lag­rer op­lys­nin­ger­ne om, hvem man er. Og der­med er ho­ve­d­et til­stræk­ke­ligt den dag, man brin­ges til li­ve igen. Om end det selv­føl­ge­lig kræ­ver, at det vil væ­re mu­ligt at trans­plan­te­re det over på en an­dens krop.

SØN­DAG 24. JA­NU­AR 2016

’’

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.