’ ’

BT - - SØNDAG -

Det ér og bli­ver dog fort­sat et stort spørgs­mål, om den drøm no­gen­sin­de bli­ver re­a­li­se­ret for de tu­sin­der, der har sik­ret sig plads i en kryo- be­hol­der. For man­ge ting kan gå galt. Og har gjort det, si­den tid­li­ge­re nævn­te James Bed­ford meld­te sig fri­vil­ligt i 1967. Alt det ved Mor­ten Wied godt.

» Bed­ford blev jo kørt rundt og smidt i for­skel­li­ge fry­se­re i åre­vis. En ren ka­ta­stro­fe. Og der har og­så væ­ret en sag om en af de her fa­ci­li­te­ter, der løb tør for pen­ge, så folk tø­e­de op, « gri­ner Mor­ten Wied ba­re. Han er stål­sat i sin be­slut­ning. Og op­ti­mi­stisk.

» En­hver, der får kon­sta­te­ret en dø­de­lig syg­dom, ta­ger imod den be­hand­ling, de til­by­des. Og for mig er det her blot en for­læn­gel­se af det. Jeg ved godt, at jeg har købt en lot­to- kupon, et wildcard til et even­tyr. Det har ko­stet mig no­gen­lun­de det sam­me som en ko­ge- ø. Og det er der så nog­le, der hel­le­re vil ha­ve. Men hvis man har en lil­le smu­le kær­lig­hed til til­væ­rel­sen, og er vil­lig til at gø­re op­rør mod de ting, vi har lært om, at den vej skal vi al­le, så sy­nes jeg, at det her er en mu­lig­hed. Man ved ik­ke, om det fun­ge­rer, der gi­ves in­gen ga­ran­ti­er. Men hvad har du at mi­ste? Du er jo død. «

In­gen tids­be­græns­ning

Hvad Mor­ten Wied ved, er, at alt er kl­ar­gjort til den dag, han dør. Som han hå­ber først er om man­ge, man­ge år, hvor der må­ske al­le­re­de er sket et gen­nem­brud i forsk­nin­gen .

» Men i prin­cip­pet er der in­gen tids­be­græns­ning på, hvor læn­ge man op­hol­der sig i stå­l­be­hol­de­ren. Det kan væ­re op til 30.000 år. Man er sik­ker på, at den dag man kan genop­li­ve folk, vil man bli­ve det. Og hvis man ved sin død li­der af en i dag uhel­bre­de­lig syg­dom, som i frem­ti­den kan ku­re­res, får man en chan­ce til.

Hvad sker der i frem­ti­den? Hvor­dan ser ver­den ud til den tid? Jeg aner det ik­ke, men det bli­ver da spæn­den­de. Jeg ta­ger det som et even­tyr. Som men­ne­ske er du al­le­re­de én gang født ind i en ver­den, du in­gen for­ud­sæt­ning har for. Nu har du trods alt ba­ga­ge med dig, som jeg reg­ner med er en for­del.

Og den er vel ik­ke læn­ge­re, end at hvis nu jeg for­try­der, hvis jeg bli­ver genop­li­vet og tæn­ker ’ hold kæft , det er ik­ke no­get for mig’, så har jeg sta­dig to mu­lig­he­der til­ba­ge: En­ten at hop­pe i fry­se­ren igen el­ler ud over en skrænt. For den le­ven­de er dø­den al­tid en mu­lig­hed. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.