EKS­PER­TER ER SKEP­TI­SKE M

BT - - SØNDAG -

ira­kel­man­den. Så­dan blev han kaldt i al­le dan­ske me­di­er, da han - helt miraku­løst - genop­li­ve­de de 13 te­e­na­ge­re, som for fem år si­den kæn­tre­de på Præ­stø Fjord og faldt i det is­nen­de kol­de vand. In­gen tro­e­de, at de vil­le kla­re den oven­på den vold­som­me ned­køling.

Hvor fa­sci­ne­ren­de tan­ken om evigt liv gen­nem kry­o­p­ræ­ser­ve­ring end er, så tror dan­ske eks­per­ter

ik­ke på, at det vil væ­re mu­ligt

Men det gjor­de de. Tak­ket væ­re Be­ne­di­ct Kjær­gaard, kli­nisk lek­tor og over­læ­ge ved Aal­borg Uni­ver­si­tets­ho­spi­tal. Man­den der er eks­pert i at genop­li­ve fros­ne men­ne­sker.

Men trods egen suc­ces­ra­te, tviv­ler Be­ne­di­ct Kjær­gaard på, at han el­ler an­dre en dag vil få held med at genop­li­ve kry­o­p­ræ­ser­ve­re­de men­ne­sker.

» Som jeg vur­de­rer det, er der sta­dig alt for lang vej igen, « si­ger han.

» Ser man på Præ­stø- bør­ne­ne og man­ge an­dre, der har væ­ret kø­let vold­somt ned eft er en ulyk­ke, har de væ­ret kli­nisk dø­de. Og det kan man jo hol­de til i et styk­ke tid – jo kol­de­re, de­sto læn­ge­re – men det er ik­ke dét, som vi ta­ler om her. Her er vi ude i en slags fryse­tør­ring. Og det er selv­føl­ge­lig en fa­sci­ne­ren­de tan­ke, at du kan be­va­re krop­pens cel­ler, hvis du er i stand til at fj er­ne det me­ste vand i dem og der­eft er fryse dem ned til mi­nus 196 gra­der, og der­eft er få liv i dem igen. Men indtil vi­de­re har man, så vidt jeg ved, ik­ke kun­net fryse et stør­re dyr som en gris el­ler lig­nen­de ned på den må­de og få liv i det igen, « si­ger Be­ne­di­ct Kjær­gaard.

Han for­sker selv i ned­køling af gri­se. Men det er kun til 20 gra­der - alt­så 17 gra­der un­der den nor­ma­le kro­p­stem­pe­ra­tur for men­ne­sker - og for at un­der­sø­ge, hvil­ke hjer­neska­der der sker ved læn­ge­re tids hjer­te­stop. Og der er langt fra 20 gra­der til de mi­nus 196, som de kry­o­p­ræ­ser­ve­re­de krop­pe op­be­va­res i.

» Det er ik­ke for­di, jeg vil væ­re sort­se­er, for ba­re de se­ne­ste ti år er der sket ufat­te­lig man­ge ting in­den­for forsk­nin­gen. Men hvor fa­sci­ne­ren­de tan­ken om kry­o­p­ræ­ser­ve­ring end er, så er jeg skep­tisk, så læn­ge der ik­ke har væ­ret la­vet for­søg på stør­re dyr, « si­ger Be­ne­di­ct Kjær­gaard.

Frø og sa­la­man­der

Og den skep­sis de­ler hans kol­le­ga pro­fes­sor Hans Ram­løv, som for­sker i net­op kry­o­bi­o­lo­gi ved Roskil­de Uni­ver­si­tet.

Han har fak­tisk la­vet fl ere for­søg med dyr, som er ble­vet ud­sat for kraft ig ned­frys­ning. Men vi ta­ler om den spids­snu­de­de frø og den si­bi­ri­ske sa­la­man­der, dyr som er mel­lem fem og ti cm i læng­den, beg­ge til­hø­ren­de grup­pen af vek­sel­var­me dyr, mod­sat men­ne­sket, som til­hø­rer de ens­var­me­de.

» Så beg­ge for­søgs­dyr er i for­vej­en til­pas­set ek­stremt veks­len­de tem­pe­ra­tu­rer og kan der­med tå­le, at der dan­nes is i dem, « for­kla­rer Hans Ram­løv om dét, der er et af ker­ne­punk- ter­ne i den skep­sis, som den etab­le­re­de for­sker­ver­den de­ler om kry­o­p­ræ­ser­ve­ring.

Ved ned­frys­ning dan­nes der nem­lig is­krystal­ler, som træn­ger ind i cel­ler­ne og del­vist øde­læg­ger dem. Og der­til kom­mer, at krystal­ler­ne ved op­tø­ning ud­vi­der sig, og der­med vil ska­be end­nu stør­re ska­der.

Ny­re fra en ka­nin

In­den­for kry­o­p­ræ­ser­ve­rings- ver­de­nen ar­bej­der man dog med at ska­be en så­kaldt ’ forg­las­ning’ af krop­pen, hvil­ket for­hin­drer dan­nel­sen af is­krystal­ler.

Me­to­den har dog iføl­ge Hans Ram­løv kun væ­ret for­søgt med en ny­re fra en ka­nin, som ik­ke blev øde­lagt i glas­fa­sen og li­ge­le­des blev ak­tiv igen, da glas­set blev fj er­net.

» Så te­o­re­tisk er det rig­tigt, at hvis du dan­ner glas, er ud­sig­ter­ne me­get me­re op­ti­mi­sti­ske. Men pro­ble­met er, at du skal bru­ge til­sæt­nings­stoff er i så hø­je kon­cen­tra­tio­ner, at de for­ment­lig er gift ige i sig selv. Og et an­det pro­blem er krop­pens stør­rel­se, som gør det nær­mest umu­ligt at op­nå de ek­stremt hø­je kø­le­ra­ter, der skal til, « si­ger Hans Ram­løv og til­fø­jer et tred­je pro­blem:

» Når dis­se lig – som jeg vil til­la­de mig at kal­de dem – er på glas­form, så er de ut­ro­lig skø­re. Skø­re­re end det glas, du har sid­den­de i di­ne vin­du­er. Så ale­ne i hånd­te­rin­gen af dem kan du hur­tigt kom­me til at bræk­ke bå­de en arm og et ben af. «

Me­get, me­get skep­tisk

Som om det ik­ke var nok i sig selv, for­kla­rer Hans Ram­løv yder­li­ge­re, at sel­ve op­tø­nings­pro­ces­sen er li­ge så pro­ble­ma­tisk, for­di mo­le­ky­ler­ne i krop­pen plud­se­lig løs­nes fra de­res ’ fan­gen­skab’ og om­dan­nes til is­krystal­ler!

» Nu sker det ba­re på et se­ne­re tids­punkt i pro­ces­sen. Men der­med er pro­ble­met jo ik­ke løst, « som han si­ger.

Så Hans Ram­løv er vir­ke­lig skep­tisk over­for den fa­gre nye ver­den, som kry­o­p­ræ­ser­ve­rings- fi rma­er­ne præ­sen­te­rer.

» Med den vi­den, som jeg har i dag, er jeg me­get, me­get skep­tisk. Jeg skal ik­ke si­ge, at det al­drig no­gen­sin­de kan la­de sig gø­re, men jeg tror ik­ke, at det bli­ver i Mor­ten Wieds le­ve­tid, « si­ger han med re­fe­ren­ce til dan­ske­ren, der har købt plads i fryse­be­hol­de­ren.

» Hvis vi vir­ke­lig skal spil­le frem­tids­mu­sik, så kan jeg fo­re­stil­le mig, at hvis man på et el­ler an­det tids­punkt bli­ver i stand til at klo­ne men­ne­sker med de egen­ska­ber, der gør, at dyr kan tå­le la­ve tem­pe­ra­tu­rer, så skul­le det ik­ke un­dre mig, om vi vil kun­ne la­ve nog­le men­ne­sker, der godt kan tå­le at bli­ve fros­set ned. Men så er vi alt­så ude i en frem­tid om må­ske 100 år, hvor det er mu­ligt at la­ve men­ne­ske­klo­ner. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.