AN­NET­TE HEICK Hel­dig­vis er I nu ad­va­ret

BT - - SØNDAG -

Jeg hol­der det ik­ke ud. Ik­ke en gang me­re. Jeg har hørt på det mindst tre gan­ge om da­gen hver dag i nu et år: ’ Hvor har I væ­ret hel­di­ge!’ SØ­DE OG VEL­ME­NEN­DE men­ne­sker si­ger det til mig og min fa­mi­lie, for­di de har ræ­son­ne­ret sig frem til, at hel­det må væ­re en trøst for min mand, der er ble­vet han­di­cap­pet, men som po­ten­ti­elt kun­ne væ­re endt i kø­re­stol. MIN MAND BLEV un­der sin ulyk­ke red­det af en kvin­de, som ene og ale­ne var år­sa­gen til, at han ik­ke dø­de. Og, ja – det var et held, at hun var li­ge dér. Li­ge på det tids­punkt. Det er ik­ke til dis­kus­sion. Det fak­tum, at en en­gel red­de­de hans liv, det var held. Men der­fra og hen til den næ­ste po­r­tion held er der ær­ligt talt lidt langt. Det har væ­ret og er sta­dig ben­hårdt ar­bej­de, og det brin­ger mig frem til at si­ge, at vi som­me ti­der, når vi ger­ne vil væ­re po­si­ti­ve og har de bed­ste in­ten­tio­ner, fak­tisk kom­mer til at glem­me den egent­li­ge med­fø­lel­se. FOR VAR DET hel­digt, at min mand over­ho­ve­det var ud­sat for en ulyk­ke? Var det hel­digt, at han lå seks må­ne­der på ho­spi­ta­let? Er det hel­digt, at han har mén for li­vet? Er det hel­digt, at han al­drig kan sø­ge et nor­malt ar­bej­de igen? Er det hel­digt, at vo­res til­væ­rel­se blev vendt på ho­ve­d­et? Er det hel­digt, at vi hver dag slås med pro­ble­mer, som på­vir­ker vo­res fa­mi­lie og af­skæ­rer vo­res børn fra man­ge af de ting, de før tog for gi­vet? NEJ, JEG HAR fak­tisk svært ved helt at op­fat­te det som held. Og jeg har og­så svært ved at se, hvor­for alt skal må­les op mod an­dres uheld. Vil­le man si­ge til ham i kø­re­sto­len, at han da var hel­dig, at han ik­ke mi­ste­de sin for­stand? El­ler til ham, der blev hjer­neska­det, at han var hel­dig, for­di han ik­ke dø­de? El­ler hvad med hen­de, der mi­ste­de ne­der­ste del af sit ben: Var hun hel­dig, at hun ik­ke mi­ste­de det an­det ben og­så? DET MEST GRO­TE­SKE, jeg har hørt, var da en af mi­ne gam­le ve­nin­der mi­ste­de sin søn. Hun hav­de to søn­ner, en med et men­talt han­di­cap og en rask. Folk sag­de til hen­de i ram­me al­vor, at hun var hel­dig, at det var ham med han­di­cap­pet, der var død. Jeg kan ga­ran­te­re, at hun hav­de me­get svært ved at fi nde no­get som helst held ved at mi­ste en søn. Han­di­cap­pet el­ler ej. FOR HVER EN­KELT per­son er ta­bet af en på­rø­ren­de el­ler af før­lig­he­den lig med en tra­ge­die. Le­ver man vi­de­re? Ja, jo – men er det ud fra det kri­te­ri­um, vi vur­de­rer held? JEG KOM EGENT­LIG til at tæn­ke på det, for­di jeg den an­den dag læ­ste en post på In­s­ta­gram, hvor en ven be­kla­ge­de sig over sit tv. Straks kom der en la­ko­nisk kom­men­tar ne­de­nun­der: Alt­så un­der­for­stå­et: ’ Hvis du ik­ke har stør­re pro­ble­mer, så skam dig’. Det er en af den slags kom­men­ta­rer, jeg og­så kan bli­ve så evig træt af. Vi kan da ik­ke, hver gang vi har et pro­blem, ba­re slå det hen med et: Tænk på de sult­ne børn i Afri­ka! Og så tro, at hu­mø­ret sti­ger af den grund. JEG TROR, VI er ved at ska­be os selv en helt ny form for li­del­se. På de so­ci­a­le me­di­er gi­ver folk ud­tryk for bå­de glæ­de og fru­stra­tio­ner, og ik­ke hver gang, men hver evig ene­ste gang er der en el­ler an­den gnav­pot, der skal punk­te­re ju­be­len el­ler ærg­rel­sen. Det kan man­ge gan­ge be­ty­de, at vi i ste­det væl­ger at bræn­de in­de med vo­res ud­lad­nin­ger af bå­de godt og skidt, og det fø­rer til en op­hob­ning, som i sid­ste en­de re­sul­te­rer i angst el­ler de­pres­sion. DER­FOR VIL JEG – næ­ste gang no­gen kal­der vo­res si­tu­a­tion hel­dig – ik­ke ga­ran­te­re for, at jeg smi­ler pænt og nik­ker. Så er I ad­va­ret!

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.