Iskold mu­sikf

BT - - REJSER -

BRRRRRR Ly­den af trin i sne­en fyl­der den kla­re luft, mens skar­pe sil­hu­et­ter af varm ån­de dan­ser i spot­tets blå skær, før de for­dam­per med et fin­ger­k­nips. Som dug for so­len, el­ler ret­te­re for må­nen. Pu­bli­kum skut­ter sig på is­blok­ke­ne i det lil­le am­fi­te­a­ter un­der den skyfri af­ten­him­mel. Uden lyd ryk­ker de en anel­se tæt­te­re på den nær­me­ste na­bo for bed­re at kun­ne hol­de var­men. Men det er sta­dig koldt. Iskoldt. På sce­nen har mu­si­ke­ren sag­net far­ten af to is­blok­ke i en bal­je fyldt med ister­nin­ger for­an mi­kro­fo­nens alt­op­slu­gen­de mem­bran. Be­væ­gel­ser­ne bli­ver om­gå­en­de til ly­den af kna­sen­de trin gen­nem et sne­hvidt vin­ter­land­skab, in­den den klin­ger ud og af­lø­ses af en xy­lo­fons dy­be, krystal­kla­re to­ner og en næ­sten over­men­ne­ske­lig vo­kal, der skæ­rer sig gen­nem marv og ben. Re­ne og helt vi­dun­der­li­ge to­ner fin­der sam­men i hed om­fav­nel­se i vin­ter­kul­den, og får det til at lø­be koldt ned ad ryg­gen, selv un­der den var­me­ste vin­ter­pels.

Det er ly­den af sød mu­sik. Nor­disk mu­sik au na­tu­rel, skå­ret i is og af den eks­pe­ri­men­te­ren­de mu­si­ker Terje Is­ungsets drøm om at ska­be ly­den af en nor­disk Mo­der Na­tur. Ly­den af fros­sen vand Si­den sin før­ste kon­cert i en grot­te i Lil­le­ham­mer i 1999, hvor han til­fæl­dig­vis faldt over et fros­set vand­fald med en helt fan­ta­stisk lyd, har Terje Is­ungset ka­stet sin kær­lig­hed på det yp­per­ste in­stru­ment af al­le: vand. Fros­sen vand. Der­for sam­les han og hans hold af nor­ske- og in­ter­na­tio­na­le mu­si­ke­re hvert år ved årets før­ste fuld­må­ne til Ice Mu­sic Festi­val i Gei­lo.

Festi­va­len er en hyl­dest til li­vet, na­tu­ren – og til van­det. Og i de fi­re da­ge festi­va­len va­rer, skru­es der helt op for den re­ne, krystal­fi­ne klang af in­stru­men­ter skabt og for­met af fros­sen vand fra nor­ske sø­er, gletsje­re og vand­løb.

Et par uger in­den festi­va­len fly­ver mu­si­ke­re, lyd­kunst­ne­re og is­skul­p­tø­rer fra he­le ver­den til den lil­le fjeld­lands­by Gei­lo for at for­be­re­de årets festi­val.

Am­fi­te­a­tre, sce­ner, trom­mer, cel­lo, bas, horn, trom­pet, ma­rim­ba, har­pe og så­gar en tu­ba i mands­høj- de bli­ver tryl­let frem af isen. Og selv om det er en lang og tids­kræ­ven­de pro­ces at frag­te sto­re is­blok­ke, fle­re med en vægt på op mod 1.500 ki­lo, fra al­le hjør­ner af Nor­ge til Gei­lo, for her at ud­skæ­re dem til in­stru­men­ter, er der rent fak­tisk en me­ning med gal­ska­ben.

Ved at bru­ge en af na­tu­rens uund­vær­li­ge res­sour­cer – det fros­ne vand – kan mu­si­ker­ne fremtvin­ge de mest fan­ta­sti­ske ly­de. Ly­de som vel at mær­ke al­drig er ens. Ly­den af hvert en­kelt in­stru­ment hæn­ger nem­lig nø­je sam­men med hvor, hvor­når og ved hvil­ken tem­pe­ra­tur van­det er ’ hø­stet’. Men og­så af vejr, vind og luft­fug­tig­hed un­der sel­ve festi­va­len.

Og jo la­ve­re tem­pe­ra­tu­rer, de­sto bed­re lyd. Med an­dre ord ly­der klan­gen af et in­stru­ment med en tem­pe­ra­tur på nul gra­der langt me­re flad og ke­de­lig end et in­stru­ment med en tem­pe­ra­tur på mi­nus 15 el­ler 20 gra­der. Mu­sik med magi En af festi­va­lens høj­de­punk­ter er Mid­nats­kon­cer­ten, der ty­pisk fin­der sted på en rustik sce­ne på sel­ve fjel­det el­ler på et me­re iso­le­ret sted i en af de nær­lig­gen­de sko­ve.

Kon­cer­ten be­gyn­der klok­ken 12 mid­nat, på det tid­punkt hvor mør­ket, stil­he­den, kul­den og nær­he­den er mest in­tens. Det gi­ver en helt sær­lig og næ­sten magisk stem­ning, hvor bå­de pu­bli­kum og mu­si­ke­re er me­re højstem­te og ’ in tu­ne’ med sig selv, hin­an­den og na­tu­ren.

Kon­cer­ten va­rer som re­gel en ti­me og slut­tes af med den smuk­ke lyd af vin­ter­fros­ne van­ter og klap, der takt­fast for­svin­der ud i den mør­ke nat.

Ud over Mid­nats­kon­cer­ten, og en ræk­ke for­skel­li­ge an­dre kon­cer­ter, har festi­va­len og­så en fa­mi­lie­kon­cert på pro­gram­met. Her er stem­nin­gen af­slap­pet, og mu­sikg­la­de børn får lov til at le­ge med på sce­nen.

Ef­ter fi­re da­ge med eks­pe­ri­men­te­ren­de is­mu­sik slut­ter festi­va­len, og Gei­lo ven­der end­nu en gang til­ba­ge til dag­lig­da­gen som en af Nor­ges fo­re­truk­ne skis­port­s­ste­der, mens in­stru­men­ter­ne, der i lø­bet af festi­va­len har lig­get på køl i sto­re frost­bok­se, ta­ger på de­res sid­ste rej­se. Til­ba­ge til Mo­der Jord, hvor de med for­å­rets kom­me igen ta­ger form som vand.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.