Han er ik­ke som d

BT - - NYHEDER -

Vi vil ba­re så ger­ne ha­ve dem ud af hu­len. Hvor sva­ert kan det egent­lig va­e­re? Vi skal ta­ge ud­gangs­punkt i bru­ger­ne, for det er dem, vi er her for. Selv om klok­ken er tre om nat­ten, men de har det dår­ligt, for­di de må­ske li­ge er våg­net op, og der er da­e­mo­ner, el­ler hvad de nu bøv­ler med, så skal de ha­ve mu­lig­hed for at få hja­elp,« si­ger Ole Sø­ren­sen og fort­sa­et­ter: Sluk­ker al­drig te­le­fo­nen »Psy­ki­a­tri­en hol­der jo ik­ke fyraf­ten. Vi er tre, som skif­tes til at ha­ve rå­dig­heds­vagt en uge ad gan­gen, så bor­ger­ne kan al­tid få fat i os - 24 ti­mer i døg­net. Jeg har va­e­ret le­der af so­ci­alp­sy­ki­a­tri­en i Lan­geland Kom­mu­ne si­den 1996. Og jeg har al­drig haft sluk­ket te­le­fo­nen i de 20 år, und­ta­gen når jeg er rejst ud el­ler har kørt last­bil.

Men det sjove er, at bru­ger­ne al­li­ge­vel ta­ger stort hen­syn og har en høj grad af selv­ju­stits. Det er al­drig ble­vet mis­brugt. Hvis de ik­ke har det vir­ke­lig dår­ligt, så rin­ger de hel­ler ik­ke. Og når der bli­ver rin­get, så kan det va­e­re, vi kan kla­re det med en snak i te­le­fo­nen. Må­ske sen­der de en sms. Men det er klart, at hvis den er helt gal og det vir­ke­lig er ’SOS’, så kom­mer vi med det sam­me. Så er det må­ske ba­re ind i bi­len og af sted til psy­ki­a­trisk af­de­ling på Svend­borg Sy­ge­hus,« si­ger Ole Sø­ren­sen, som er dre­vet af en ae­g­te in­ter­es­se og em­pa­ti for si­ne med­men­ne­sker.

Den in­ter­es­se har han med fra barn­doms­hjem­met i den lil­le lands­by As­ferg ved Ran­ders. Som én blandt fi­re brød­re i et hjem med stort hjer­te­rum og al­tid plads til tre­fi­re an­dre ved bor­det, hvis det var det, da­gen li­ge brag­te, har det al­tid lig­get na­tur­ligt for ham at by­de an­dre in­den­for. Bå­de i di­rek­te og over­ført be­tyd­ning. Den fe­mi­ni­ne bror »Min mor hav­de den der sa­er­li­ge ev­ne... Når vi al­le sam­men hav­de spist og rejst os fra bor­det, og der må­ske hav­de va­e­ret tre ek­stra med til spis­ning, så var der al­li­ge­vel mad til­ba­ge i gry­den. Mi­ne brød­re si­ger og­så, at jeg lig­ner min mor mest og Jeg me­ner, man skal gø­re tin­ge­ne ef­ter ASF-me­to­den: Al­min­de­lig Sund For­nuft. Der er in­gen ho­kus­po­kus i det der­for er den mest fe­mi­ni­ne af os, så jeg har jo nok ta­get no­get af det der med mig,« si­ger han med et grin og tra­ek­ker hån­den gen­nem det i sa­gens na­tur me­get ma­skuli­ne og gråspra­eng­te ska­eg.

Ole Sø­ren­sen kred­ser fle­re gan­ge i lø­bet af in­ter­viewet med BT om, at der ik­ke er grund til at gø­re tin­ge­ne sva­e­re­re, end de er.

»Jeg er in­ter­es­se­ret i men­ne­sker, og jeg er god til re­la­tio­ner. Jeg me­ner, man skal gø­re tin­ge­ne ef­ter ASF­me­to­den: Al­min­de­lig Sund For­nuft. Der er in­gen ho­kus­po­kus i det. Det vi la­ver i dag i psy­ki­a­tri­en, er jo stort set det sam­me, som de la­ve­de på Ko­fo­eds Sko­le i 1930er­ne, så hvor sva­ert kan det va­e­re? Hvor­for genop­fin­de den dy­be tal­ler­ken én gang til? Den må­de, den mand (Hans Chri­sti­an Ko­fo­ed, red.) gjor­de det på den­gang, er jeg dybt im­po­ne­ret over,« si­ger Ole Sø­ren­sen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.