Mi­ne tan­ker kun­ne ik­ke gri­be fa Kun­ne jeg fin­de ud af det. Var je

BT - - NYHEDER -

IN­TER­VIEW » Selv­føl­ge­lig var der en an­den, der måt­te væ­re bed­re end mig, og som var no­gen. Jeg var in­gen. El­ler i hvert fald ba­re mig, der gik på fjer­de år på te­a­ter­sko­len. Al­li­ge­vel var jeg ble­vet kaldt til ca­sting på en ny, stor tv- se­rie. De vil­le se mig igen, og jeg hav­de mødt in­struk­tø­ren Per Fly, for de vil­le vel og­så se, om jeg kun­ne ta­ge imod in­struk­tion. Om ik­ke an­det, så fik jeg da lidt er­fa­ring, tænk­te jeg, for jeg hav­de kun haft få da­ges fil­mun­der­vis­ning på sko­len. « » Ef­ter et par uger fik jeg et opkald. Jeg nå­e­de ik­ke at sva­re på det, for jeg hav­de un­der­vis­ning på te­a­ter­sko­len. Jeg kun­ne se, at ca­ste­ren Rie He­de­gaard hav­de rin­get til mig. Jeg skæl­ve­de. Den sid­ste ti­me kun­ne jeg slet ik­ke fo­ku­se­re på un­der­vis­nin­gen. Jeg kun­ne slet ik­ke væ­re. Da vi skul­le hjem, gik jeg i ste­det op i et tomt lo­ka­le og luk­ke­de dø­ren. Tog en dyb indån­ding. Trak vej­ret. Tænd­te hver­ken ly­set el­ler hen­te­de en stol at sid­de på. Jeg stod ba­re midt i lo­ka­let og rin­ge­de op. Mit hjer­te bå­de ham­re­de der­u­dad og stod helt stil­le.

’ Hej, Na­ta­lie, jeg vil ba­re li­ge si­ge, at vi ger­ne vil til­by­de dig rol­len, hvis du vil ha­ve den’, sag­de Rie så. Til­by­de mig den? Jeg ved ik­ke, om det var i 30 se­kun­der el­ler i 10 mi­nut­ter, jeg sad på bord­kan­ten, ef­ter at jeg hav­de lagt på. Kig­ge­de ba­re ud ad vin­du­et og tænk­te: ’ Hold nu kæft’. Jeg vid­ste godt, at det så var en stor ting, jeg skul­le til at la­ve.

Jeg hav­de selv­føl­ge­lig set al­le de dan­ske tv- se­ri­er, li­ge­som de fle­ste an­dre. Men mi­ne tan­ker kun­ne ik­ke gri­be fast om no­get. Kun­ne jeg fin­de ud af det? Var jeg dyg­tig nok? Var de sik­re på, det var rig­tigt, det skul­le væ­re mig?

Det var en stor glæ­de og en kæm­pe let­tel­se at vi­de, at jeg nu var sik­ret to års ar­bej­de. Og at det så var det­te pro­jekt, var jeg me­get tak­nem­me­lig for.

Jeg ved godt, at jeg har væ­ret me- get hel­dig som ung sku­e­spil­ler at få så­dan en rol­le som den, jeg nu spil­ler i ’ Bed­rag’. Det at ha­ve væ­ret i ar­bej­de, at få mu­lig­hed for at vi­se an­dre, hvad man kan, er så af­gø­ren­de. Ik­ke al­le sku­e­spil­le­re får chan­cen for at vi­se, hvad de har at by­de på. Og når man så en­de­lig får lov til det, så er det må­ske kun en lil­le brøk­del af det, man rum­mer, man får lov at de­mon­stre­re. Hvis det går godt, hvis folk tæn­ker, at mit ar­bej­de er spæn­den­de nok, kan jeg jo væ­re hel­dig, at det ge­ne­re­rer fle­re job. Jeg var så tak­nem­me­lig for ba­re at få lov til at kom­me i gang. « Re­search til rol­len » Som for­be­re­den­de ar­bej­de var jeg ude at snak­ke med en ad­vo­kat, som er en stor hi­sto­rie in­den for no­gen­lun­de sam­me felt som se­ri­ens Clau­dia. Jeg in­ter­viewe­de ham i to ti­mer, og jeg kun­ne stil­le al­le de spørgs­mål, jeg vil­le. For mig var det ik­ke så in­ter­es­sant at hø­re om, hvor­dan han skrev kon­trak­ter, men me­re om, hvil­ket for­hold til fa­mi­li­en man får, når man knok­ler så me­get. Hvor­dan på­vir­ker det en, hvis man skal ta­ge sto­re be­slut­nin­ger me­get hur­tigt og må mo­bi­li­se­re en vis form for ky­nis­me? Hvor hårdt er det for de un­ge i bran­chen? Hvor læn­ge kan man kla­re pres­set? Jeg var og­så sam­men med en nyud­dan­net jurist, som vi­ste mig rundt på cam­pus på ju­rastu­di­et, som jo er kæm­pe­stort og spredt over byg­nin­ger i he­le Kø­ben­havn. Den ind­sigt og re­search lag­rer sig som en Du skal tur­de gå helt ud på ti­me­ter­vip­pen og hop­pe, selv om du ik­ke ved, om der er vand i bas­si­net’, sag­de min af­de­lings­le­der Hen­ning Sprogøe til mig på te­a­ter­sko­len. Fyl­der kon­trol­len for me­get, er der slet ik­ke rum til det nær­vær bank i bag­ho­ve­det. På en el­ler an­den må­de kom­mer den vi­den med, når jeg la­ver en sce­ne.

Ma­nuskript­for­fat­ter­ne har gi­vet mig en ka­rak­ter­be­skri­vel­se af, hvor­dan de ser Clau­dia. Men he­le hen­des bag­grund har jeg selv få­et lov til at sid­de og ud­vik­le sam­men med dem. Hun kom­mer fra en har­monisk mid­delklas­se­bag­grund og har væ­ret en me­ga­stræ­ber he­le vej­en gen­nem gym­na­si­et og uni­ver­si­te­tet. I be­gyn­del­sen af ju­rastu­di­et bli­ver hun kæ­re­ste med To­bi­as, men da det går i styk­ker, mø­der hun kort tid ef­ter Ste­en, som er gæ­ste­un­der­vi­ser. De fin­der hur­tigt sam­men, får et barn og bli­ver skilt igen. Man­ge har spurgt, hvor­for hun har et barn med en me­get æl­dre mand, men her er alt­så for­kla­rin­gen. Vi be­hø­ver ik­ke at skæ­re al­ting ud i pap for se­er­ne. Pu­bli­kum skal ha­ve plads til at un­dre sig over, hvor­dan så ung en kvin­de kan ha­ve så stort et barn og spør­ge sig selv om, hvor­dan hun har nå­et alt det, hun har.

Clau­dia skal træf­fe valg, hver gang vi mø­der hen­de. Gør hun det rig­ti­ge el­ler det for­ker­te? Hun har jo valgt fra be­gyn­del­sen at hop­pe med på en vogn, som hun så skal ta­ge stil­ling til, om hun vil sprin­ge af igen. Hvil­ke kon­se­kven­ser kan det få? Li­ge præ­cis hen­des de­ter­mi­na­tion og am­bi­tion kan jeg sag­tens nik­ke gen­ken­den­de til. Den har jeg og­så haft for at kom­me ind på te­a­ter­sko­len og bli­ve sku­e­spil­ler. Hen­des må­de at gø­re tin­ge­ne på vil­le jeg ik­ke ef­ter­lig­ne. Jeg sy­nes, hun træf­fer nog­le vil­de valg. Hun er nok me­re i stand til at ta­ge skyklap­per­ne på. « Øve­de in­den op­ta­gel­ser­ne » Vi hav­de først læ­se­prø­ver, li­ge­som på te­a­tret. Så fulg­te sam­ta­ler med ma­nuskript­for­fat­ter og pro­du­cent og der­på nog­le da­ge, hvor vi øve­de for at mær­ke ka­rak­te­rer­ne og hin­an­den. Uden film i ka­me­ra­et. Ef­ter halvan­den til to uger med smin­keog kostu­me­prø­ver var vi i gang.

Den før­ste dag skul­le vi op­ta­ge i en stor vil­la i Ryvan­gen. Jeg cyk­le­de der­ud. En ti­me før nød­ven­digt, for jeg vil­le ger­ne væ­re i god tid. Da jeg dre­je­de om hjør­net til den vil­la­vej, vi skul­le ind­spil­le på, ser jeg en kæm­pe bus, smin­ke- og kostu­me­bi­ler og ge­ne­ra­tor­vog­nen hol­de for­an hu­set. Puha. Så blev det he­le li­ge plud­se­lig vir­ke­ligt. Jeg vid­ste ik­ke no­get om, hvor jeg skul­le gå hen, og hvad jeg skul­le gø­re. Jeg var me­get spændt på, hvad da­gen vil­le by­de på, og hvor­dan jeg skul­le kla­re den. For én ting er, når man står og øver med et lil­le ka­me­ra ude i et lo­ka­le i DR- By­en. No­get an­det er, når der er et rig­tigt ka­me­ra, og 50 men­ne­sker står og ven­ter. Når vi har be­græn­set tid, in­den ly­set er for­kert. Når det ko­ster man­ge pen­ge.

Men det gik rig­tig godt. Tror jeg. For sce­nen kom slet ik­ke med, og jeg har al­drig set den!

Hel­dig­vis kan man læ­ne sig til­ba­ge i an­dres er­fa­ring: Det er en kæm­pe ga­ve som nyud­dan­net at kom­me ud at mø­de nog­le af dem, som vir­ke­lig har styr på det, de la­ver; Per Fly, Ni­ko­laj Lie Kaas og Tho­mas Bo Lar­sen – og al­le de an­dre – og­så dem bag ka­me­ra­et, som er så sinds­sygt dyg­ti­ge. Jeg må sto­le på, at in­struk­tø­ren ta­ger hånd om mig. Og jeg må sto­le på mig selv. At jeg godt kan, og at det nok skal gå. « Ti­me­ter­vip­pen » Når jeg står på film­set­tet el­ler på sce­nen, skal jeg na­tur­lig­vis ken­de mi­ne replik­ker. Jeg skal ken­de det mær­ke på gul­vet, jeg skal stå på. Jeg ved, hvor jeg skal gå hen, og jeg ved, at når jeg sæt­ter mig, skal jeg kig­ge i den el­ler den ret­ning og fan­ge ly­set. Men sam­ti­dig skal jeg kun­ne gi­ve fuld­stæn­dig slip og væ­re fuldt til ste­de med mi­ne med­spil­le­re. Den ba­lan­ce­gang er jeg ble­vet bed­re til med ti­den. Blandt an­det for­di jeg har lært at slip­pe den kon­trol, jeg kræ­ve­de som helt ung. Jeg skul­le læ­re, at det at spil­le sku­e­spil og­så er at fejle.

’ Du skal tur­de gå helt ud på ti­me­ter­vip­pen og hop­pe, selv om du ik­ke ved, om der er vand i bas­si­net’, sag­de min af­de­lings­le­der Hen­ning Sprogøe til mig på te­a­ter­sko­len. Fyl­der

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.