AN­NET­TE HEICK En hil­sen fra kul­tur­lø­se ANNETTES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - VOORZIJDE PAGINA - Bt. dk/ brev­kas­ser

Jeg hør­te en dis­kus­sion mel­lem to men­ne­sker. Em­net var mul­ti- kul­tur. Den ene men­te, at vi skul­le luk­ke ned for fl ygt­nin­ge, for­di de var en trus­sel mod vo­res kul­tur. Her­til sva­re­de den an­den: Hvis du vir­ke­lig me­ner, at frem­me­de kul­tu­rer er en trus­sel mod den dan­ske kul­tur, så må du jo og­så me­ne, at den dan­ske kul­tur er svag. JEG HØR­TE IK­KE me­re af de­res i øv­rigt hef­ti­ge de­bat. Jeg sad som ramt af ly­net. Var der en sand­hed i det? Jeg må vir­ke­lig si­ge, at det er en dis­kus­sion, der i den­ne uge er fort­sat in­de i mit ho­ved. Hvis vi li­ge pil­ler he­le fl ygt­nin­ge- de­bat­ten ud af pro­ble­ma­tik­ken, lig­ger der så ik­ke en sel­ver­ken­del­se af, at dansk kul­tur er ble­vet svæk­ket over en år­ræk­ke? In­de­fra. Alt­så at vi selv har ned­brudt den lang­somt ved at for­næg­te den, ved at ta­le den ned som provin­si­el, og ved at ba­ga­tel­li­se­re den? JEG TROR IK­KE, jeg for­nær­mer no­gen ved at si­ge, at vi dan­ske­re ik­ke er ret go­de til at vi­se os frem med stolt­hed. ” Den lil­le havfrue er pin­ligt lil­le. Så tab­te hånd­bold­hol­det igen! Smør­re­brød gi­der børn ik­ke læn­ge­re æde. Nu­dist­stran­de er mest for ty­ske­re. Li­ge­som øl og pøl­ser er det”. Jeg tror desvær­re ik­ke, at halv­de­len af be­folk­nin­gen er i stand til at næv­ne en sang af Carl Ni­el­sen. Og det, der i ud­lan­det er be­rømt som ’ da­nish pa­s­try’, kal­der vi selv for wi­e­ner­brød. HVOR­DAN DE­FI­NE­RER VI dansk­hed? Hvad for­tæl­ler vi, når vi mø­der en frem­med? Hvad er vo­res ken­de­tegn? Jeg tror, vo­res iro­ni er det før­ste, jeg vil­le gri­be fat i. Den er me­get sæ­re­gen dansk. Men spør­ger man blad­teg­ne­re, så vil de sik­kert til­fø­je, at vi har cen­su­re­ret vo­res hu­mor. Har vi det? VI VIL GER­NE rum­me an­dre men­ne­sker med an­dre kul­tu­rer. Jeg vil i hvert fald ger­ne, og jeg bil­der mig ind, at jeg godt kan fi nde ud af det uden at afl æg­ge min egen iden­ti­tet. Jeg kan sag­tens frem­hæ­ve de dan­ske mø­bel­de­sig­ne­re uden in­di­rek­te at ned­gø­re Ikea. Jeg kan sag­tens hyl­de vo­res na­tio­nal­ret, Stegt fl æsk med per­sil­lesovs, og al­li­ge­vel ny­de en pizza. Jeg kan godt ta­ge bi­len om mor­ge­nen og sam­ti­dig glæ­des over, at så man­ge dan­ske­re cyk­ler. I det he­le ta­get kan jeg glæ­des over dansk­hed uden at væ­re na­tio­na­list. JEG FOR­STÅR IK­KE al den larm, der har væ­ret om den dan­ske fri­ka­del­le. I Sve­ri­ge, hvor man i den grad er po­li­tisk kor­rek­te, ser­ve­rer in­sti­tu­tio­ner­ne mas­ser af svi­ne­kød. Der får bør­ne­ha­ver og sko­ler varm mad hver dag til frokost, og jeg har al­drig på uge­pla­nen læst, at der skul­le væ­re ha­lal­kød på me­nu­en. Men der er da al­tid et al­ter­na­tiv til da­gens ret.

’’

ER HUM­LEN IK­KE, at vi ik­ke be­hø­ver at gi­ve afk ald på vo­res idéer, va­ner og hi­sto­rie, hvis ba­re vi hu­sker at gi­ve plads til et al­ter­na­tiv? Me­re en­di­men­sio­nel­le er vi vel ik­ke. Jeg tror på, vi skal blæ­re os med vo­res kul­tur. Væ­re stol­te af den. Knu­sel­ske den. Fav­ne vo­res hi­sto­rie – og­så den del vi ik­ke er helt så stol­te af. Og det skal vi gø­re for at stå ved os selv med alt, hvad der er af godt og skidt. JEG VIL IK­KE klo­ge mig på, om fl ygt­nin­ge­strøm­men er god el­ler dår­lig for vo­res sam­fund, men jeg tror af hjer­tet på, at vi skal for­tæl­le vidt og bredt om den dan­ske sub­stans, som bå­de hand­ler om en kold ba­jer og en klap­hat, men og­så om fri­sind og en åben de­bat­kul­tur, hvor vi respek­te­rer an­dre me­nin­ger. Kort sagt vil jeg ba­re godt væ­re stolt over at væ­re dansk. Så er der ga­ran­te­ret nog­le frem­me­de, der kun­ne ha­ve lyst at lå­ne no­get af min kul­tur. Så fi k vi præ­sen­te­ret næ­ste års musical Saturday Night Fe­ver ve­je, hvor­dan du for­tæl­ler ham om pro­ble­mer­ne. Hold dem på din egen ba­ne­halv­del, så han kan få øj­ne­ne op for, at du er ban­ge for at mi­ste ham. Ik­ke ba­re pga. søv­nap­nø, men du er sim­pelt­hen ban­ge for at gli­de fra ham. Jeg har en god ven, som har søv­nap­nø, og umid­del­bart ly­der det jo me­get som det, du be­skri­ver, men jeg er hel­ler ik­ke læ­ge el­ler eks­pert på det felt. Jeg ved ba­re, at ube­hand­let søv­nap­nø dels for­rin­ger livskva­li­te­ten, dels kan for­kor­te li­vet med ad­skil­li­ge år. Ved han godt det? Det er dej­ligt, at I sta­dig el­sker hin­an­den, men det skul­le I jo ger­ne bli­ve ved med at gø­re. Det sker ik­ke uden in­ve­ste­rin­ger i par­for­hol­det. Vil din mand in­ve­ste­re? Hvis ik­ke, så må du ta­ge det til eft er­ret­ning. Må­ske er dans ik­ke hans ting, og må­ske skal han ik­ke hol­des vå­gen, men i ste­det hjæl­pes til den ret­te søvn. Det er slet ik­ke no­gen dår­lig idé at kon­sul­te­re en læ­ge. Det kan han vel gø­re for din skyld? Tal med ham om, hvor­dan du kan gø­re no­get for igen at få hans respekt, for du op­le­ver den ik­ke nu. På den må­de kan du få ak­ti­ve­ret hans vil­je til at age­re.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.