Ugens brev: Han sover he­le ti­den

BT - - VOORZIJDE PAGINA -

Jeg an­ser mig selv for at væ­re for­nuft igt tæn­ken­de og selv i stand til at kla­re mi­ne pro­ble­mer. Jeg er ba­re kørt i hård­knu­de. Min mand kom­mer hjem fra ar­bej­de om­kring kl. 17.00. Han ta­ger af sted kl. 7.00 om mor­ge­nen. Han hjæl­per ger­ne med at la­ve mad, og vi spi­ser som re­gel 17.30. Vi er fær­di­ge med at spi­se, ryd­de op, og la­vet aft enkaff en kl. 18.30, hvor­ef­ter vi sæt­ter os i hver sin læ­ne­stol, og eft er 10 min, snor­k­sover min mand. HVER EVIG ENE­STE AF­TEN. Han har en le­der­stil­ling og ved godt, han har et stort an­svar, men SÅ træt, er der in­gen, der kan væ­re. Jeg har ham mistænkt for søv­nap­nø, men han vil ik­ke til læ­ge. Han snor­ker helt vildt og stop­per med at træk­ke vej­ret i kor­te­re el­ler læn­ge­re pe­ri­o­der. Jeg har for­søgt med det su­re, og det sø­de, men han vir­ker ik­ke til at væ­re vil­lig til at æn­dre på det. Han drik­ker ik­ke, han slår mig ik­ke, han er ik­ke ut­ro, el­ler spil­ler vo­res pen­ge op, og jeg er ik­ke i tvivl om, at han el­sker mig. Og jeg el­sker ham. Han er mit livs kær­lig­hed, og selv om jeg bli­ver vred, er jeg jo og­så ban­ge for at mi­ste ham, da han er me­get inak­tiv. I mit stil­le sind har jeg skre­vet hans døds­an­non­ce, jeg mang­ler ba­re da­to­en. Vi har talt om at gå til dans, men det bli­ver ik­ke til no­get. Jeg er be­gyndt at stu­de­re og har ri­ge­ligt at se til, men alt det hus­li­ge hæn­ger på mig. I we­e­ken- den sover han som re­gel til kl. 10 - 12 og fal­der al­li­ge­vel i søvn igen i lø­bet af eft er­mid­da­gen, hvis jeg ik­ke hol­der ham i gang. Skal jeg ba­re la­de ham sove og ska­be ind­hold i mit eget liv ? Jeg sy­nes ba­re, af­stan­den mel­lem os bli­ver stør­re og stør­re. Jeg har brug for min nat­te­søvn og går i seng kl. 22. Det er som re­gel der, han våg­ner igen, så det er ik­ke me­get kva­li­tet­s­tid, vi har. Hå­ber du kan spar­ke os i den rig­ti­ge ret­ning. Tak for dit brev. Der er et en­kelt ord, der sprin­ger mig i øjet. Du skri­ver, at du bli­ver vred. Det for­står jeg egent­lig godt, men jeg tæn­ker, om du har prø­vet uden vre­de og di­ver­se di­ag­no­ser at for­tæl­le din mand, hvad det gør ved dig, når han spar­ker pro­ble­mer­ne til hjør­ne. Du bli­ver jo ked af det, når du ik­ke mær­ker no­gen re­spons. Og hvad vær­re er: På den lan­ge ba­ne mi­ster du respekt, for­di han ik­ke ta­ger ak­tion på no­get, der åben­lyst ska­ber pro­ble­mer i je­res par­for­hold. Og og­så for­di du jo må op­fat­te det som man­gel på respekt for dig, når han ik­ke vil ta­ge din kla­ge­sang al­vor­ligt. I et par­for­hold er der nødt til at væ­re en gen­si­dig respekt. Om­sorg er et an­det ord, som du må­ske skal bru­ge lidt me­re tid på. Jeg er slet ik­ke i tvivl om, at du be­kym­rer dig om din mand, men mær­ker han det og­så så­dan, el­ler op­fat­ter han dig me­re som iret­te­sæt­ten­de og døm­men­de? Prøv at over-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.