Pri­sen for det sto­re svigt

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

JEG HAV­DE EN pe­ri­o­de, hvor jeg ab­so­lut ik­ke kun­ne rum­me at læ­se og hø­re me­re på el­ler om Lan­ce Arm­strong. Som jour­na­list stod jeg på si­de­linj­en af Arm­strongs fi re sid­ste Tour de Fran­ce- sej­re, jeg har væ­ret med til at skri­ve hans far­vel­portræt­ter, jeg har væ­ret med til at skri­ve ham til­ba­ge i spor­ten, jeg har væ­ret med til at skri­ve om al­le for­nem­mel­ser­ne af hans kar­ri­e­re­løgn, og jeg har væ­ret med til at skri­ve om hans en­de­li­ge fald. Og jeg blev op­rig­tigt træt til sidst. Der­for tør jeg ik­ke si­ge, hvad det var, der fi k mig til at hi­ve den ame­ri­kan­ske jour­na­list Juli­et Ma­curs’ bog

ned fra re­o­len for­le­den aft en.

Men ned kom den, og nu sid­der jeg så bå­de for­ar­get og fa­sci­ne­ret til­ba­ge og læ­ser mig igen­nem et af sports­hi­sto­ri­ens mest skrup­pel­lø­se svin­delnum­re.

Jeg er ik­ke fær­dig, men det er så langt, som jeg er kom­met, en frem­ra­gen­de bog og et frem­ra­gen­de ind­blik i et bed­rag, som det sta­digt for­bav­ser mig, at man kun­ne hol­de skjult så læn­ge, som det var til­fæl­det. BE­SKRI­VEL­SEN AF DOPINGMISBRUGET i al­min­de­lig­hed og EPO- brug i sær­de­les­hed i cy­kel­spor­ten i 90er­ne og 00er­ne, som kom­mer frem, er så fuld­stæn­dig vild, at man dår­ligt kan tro det.

En sce­ne gjor­de et stærkt ind­tryk. Det er ka­pit­let, hvor man hø­rer, hvor­dan den sta­dig ak­ti­ve Chri­sti­an Van­de Vel­de for­bløff es, da han som nypro­fes­sio­nel på det da­væ­ren­de US Postal- mand­skab bli­ver in­tro­du­ce­ret til de vil­kår, der skal bli­ve en grund­præ­mis for, at han kan føl­ge med i det pro­fes­sio­nel­le felt.

Man for­nem­mer hans tvivl og ube­hag ved kig­get ind i en pil­le- og sprøjte­kul­tur, der fak­tisk er ulæk­ker. Og man for­nem­mer hans desil­lu­sion over, at det, der vir­ke­lig er hans drøm og pas­sion, ik­ke kan for­føl­ges med rå træ­ning og ta­lent ale­ne.

Det var ik­ke ri­me­ligt, at det var så­dan.

Det var stupidt. Og det var ik­ke ba­re et re­sul­tat af, at en hel mas­se ryt­te­re hav­de øde­lagt kon­kur­ren­ce­mil­jø­et for sig selv og hin­an­den. Det var og­så et re­sul­tat af, at en mas­se le­de­re i cy­kel­spor­ten – bå­de på hol­de­ne og po­li­tisk – hav­de svig­tet fun­da­men­talt.

Det svigt be­ta­ler man sta­dig dyrt for i dag. JEG SKREV TID­LI­GE­RE på ugen en klum­me om Bjar­ne Ri­is, som gen­nem ven­nen, den tid­li­ge­re Saxo bank- di­rek­tør Lars Sei­er Chri­sten­sen, vars­le­de, at han præ­sen­te­rer et nyt pro­jekt i slut­nin­gen af fe­bru­ar.

I den klum­me skrev jeg og­så, at Bjar­ne Ri­is for mig sta­dig står for en mar­kant grad af ut­ro­vær­dig­hed om­kring sin le­del­se af det da­væ­ren­de Team CSC.

Ri­is var bå­de som ryt­ter og I dag er det – lyk­ke­lig­vis – for­ment­lig ik­ke en grund­præ­mis for at få et liv i cy­kel­spor­ten, at man er klar til at gø­re sig til do­ping­mis­bru­ger sport­s­di­rek­tør en del af den tid, hvor fel­tet fl ød med do­ping. Han har selv in­drøm­met, at han – selv­føl­ge­lig, til­fø­jer jeg, for så­dan var det – og­så vandt si­ne sej­re ved hjælp af do­ping. An­dre har for­talt, at Ri­is var fuldt vi­den­de om – nog­le hæv­der og­så, at han op­mun­tre­de til – brug af do­ping, da han se­ne­re blev hol­de­jer.

Det­te sid­ste for­hold hu­sker al­le de an­dre me­get bed­re end Ri­is selv. Pud­sigt nok. NÅ, MEN UD af den klum­me vok­se­de en me­re ge­ne­rel de­bat om, hvor­vidt cy­kel­spor­ten i dag mon er kom­met af­gø­ren­de me­get vi­de­re.

Det tror jeg nok, at den er. Og det si­ger jeg ik­ke, for­di jeg hå­ber og øn­sker det for spor­ten, men for­di det si­ges med en tro­vær­dig­hed i stem­men, når man ta­ler med folk, der ken­der bå­de de gam­le da­ge og de nye da­ge.

I dag er det – lyk­ke­lig­vis – for­ment­lig ik­ke en grund­præ­mis for at få et liv i cy­kel­spor­ten, at man er klar til at gø­re sig til do­ping­mis­bru­ger. Så langt tror jeg rent fak­tisk, at man er kom­met, og den do­ping­be­kæm­pel­se, som spor­ten har væ­ret un­der­lagt de se­ne­ste syv- ot­te år, kan vi godt til­la­de os at tro på, rent fak­tisk har gjort en for­skel.

Den har væ­ret ra­di­kal, og jeg tror ger­ne på det, når jeg hø­rer, at ople­vel­sen in­de i mil­jø­et er, at alt er for­an­dret ra­di­kalt.

Men for os som be­trag­ten­de of­fent­lig­hed bli­ver ople­vel­sen af en ra­di­kal for­an­dring først en­de­lig, når vi står helt over­be­vi­ste til­ba­ge om, at ra­cet i top­pen af hie­rar­ki­et – der hvor man kø­rer eft er sej­re i de al­ler­stør­ste eta­pe­løb – er rent. Der er jeg ik­ke nå­et til end­nu. Der kø­res sta­dig for­ba­sket hur­tigt her og der, og der bli­ver sta­dig afl eve­ret po­si­ti­ve do­ping­prø­ver fra ryt­te­re, der be­fi nder sig på så lavt et ni­veau, at man op­rig­tigt for­bav­ses over, hvor rin­ge do­pin­gen vir­ker, hvis det ik­ke kan hjæl­pe me­re i kon­kur­ren­cen mod bed­re og for­ment­lig re­ne ryt­te­re. C Y K E L S Æ S O N E N 2016 ER så småt ved at rul­le i gang. Ja­nu­ar har tra­di­tio­nen tro budt på løb i bå­de Au­stra­li­en og Ar­gen­ti­na, og fra næ­ste uge be­gyn­der lø­be­ne på den ara­bi­ske halvø, in­den den eu­ro­pæ­i­ske sæ­son går i gang.

Det er en bed­re ver­den end i Arm­stron­gå­re­ne, men det er sta­dig en ver­den, der kæm­per med sin hi­sto­rie.

BTs SPORT­S­CHEF

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.