En nød­ven­dig flugt fra vir­ke­lig­he­den

BT - - KENDER DU DET? -

Hvor­når gør man no­get usæd­van­ligt, for­di det er godt for en? Og hvor­når flyg­ter man fra vir­ke­lig­he­den? Når folk kon­ver­te­rer, er det så for­di de mang­ler no­get i de­res liv? Er det sva­ge men­ne­sker, der skal bru­ge en kryk­ke? El­ler er det men­ne­sker, der har fun­det det, der gi­ver de­res liv me­ning? Når folk bli­ver op­slugt af yo­ga og mind­ful­ness, når de bli­ver gre­bet af at byg­ge Märklin- tog­ba­ner i kæl­de­ren el­ler ta­ger på ba­ck- pa­ck­ing i Ne­pal, er det så de­res rig­ti­ge liv el­ler er det en flugt fra ’ det rig­ti­ge’ liv? Jeg spør­ger, for­di jeg den se­ne­ste tid har måt­te se på mit liv ude­fra. Jeg fø­ler selv, at jeg er i gang med at re­a­li­se­re mi­ne drøm­me og har fun­det no­get, der fø­les som lyk­ke. Men sam­ti­dig spør­ger mi­ne ven­ner med mild be­kym­ring, om jeg godt ved, at det med, at jeg plud­se­lig bru­ger al min tid på at av­le hund­e­hval­pe og gå i gum­mi­støv­ler, er en flugt fra ver­den? Jeg kan godt se, hvad de me­ner... Det lyk­ke­des al­drig at få den ef­ter­nø­ler, jeg drøm­te om. De sto­re børn er flyt­tet hjem­me­fra. Jeg mi­ste­de min sid­ste for­æl­der, sam­ti­dig med at mit par­for­hold brast. Nu er­stat­ter jeg de tab­te men­ne­ske­li­ge re­la­tio­ner med dyr, som ik­ke kan såre mig el­ler for­la­de mig. På sin vis har de ret. Og på sin vis, kan de godt hol­de op med at be­kym­re sig. For det er sundt nok. Me­ner jeg. Når jeg mær­ker ef­ter i min ma­ve, er jeg grund­læg­gen­de glad. Jeg sy­nes mit liv er fyldt med me­ning, og jeg fø­ler mig i kon­takt med mig selv. Jeg har fun­det en in­dre ro, der gi­ver mig et trygt rum, til at be­ar­bej­de al­le de tab og for­an­drin­ger mit liv har un­der­gå­et det sid­ste års tid. Jeg er nå­et frem til, at an­dres be­kym­ring for, at jeg iso­le­rer mig på lan­det og fyl­der mit liv med ’ udenomsting’, så der ik­ke er plads til at da­te el­ler gå i by­en, er spej­lin­ger af de­res eg­ne be­hov. Nog­le gan­ge har man ba­re brug for at for­svin­de ind i sig selv. Om det hand­ler om tab, over­gangs­al­der el­ler an­dre livskri­ser, er der tids­punk­ter, hvor li­vet ru­sker én så hårdt, at man li­ge skal kun­ne mær­ke sig selv igen. Der er ik­ke plads til at fo­ku­se­re på an­dres be­hov, fø­lel­ser el­ler be­kym­rin­ger. Så kan det godt væ­re, at må­den man ta­ck­ler det på, ser skør ud og gi­ver om­gi­vel­ser­ne lyst til at klas­si­fi­ce­re én i ka­te­go­ri­en: ’ Freakshow’. Men helt ær­ligt. De ka­te­go­ri­er, man kan op­sum­me­res i, er ik­ke nød­ven­dig­vis dæk­ken­de for, hvor­dan de fø­les in­de­ni. Nog­le af de lyk­ke­lig­ste stun­der i mit liv hav­de jeg, den­gang

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.