’ Jeg skul­le byg­ge mit liv op uden al­ko­hol’

Re­nee Mad­sen er vok­set op med en al­ko­ho­li­se­ret mor og en ple­je­fa­mi­lie, der ik­ke for­stod hen­de. Som vok­sen har hun brudt med beg­ge – og fun­det en ny fa­mi­lie blandt Kø­ben­havns hjem­lø­se

BT - - MODE - Ma­rie Var­m­ing

btwe­e­kedn@ bt. dk Fo­to Nils Meilvang

På Re­nee Mad­sens ven­stre un­de­rarm står ’ Ju­netwen­ty­ni­netwo­t­hous­an­dandtwel­ve’. Det er en mær­ke­dag. For det var den dag, hun holdt op med at drik­ke. Ret­te­de ryg­gen og be­slut­te­de sig for at be­gyn­de at gø­re no­get for an­dre. I dag hjæl­per den 31- åri­ge kvin­de Kø­ben­havns hjem­lø­se med at få var­men og hol­de hu­mø­ret op­pe. Hun strik­ker hu­er, der kan var­me de hjem­lø­se og hjæl­per dem med stort og småt. Det er langt­fra et til­fæl­de, at det er de hjem­lø­se, Re­nee Mad­sen bru­ger si­ne kræf­ter på. For det var blandt dem, at hun fandt en fa­mi­lie, da hen­des egen svig­te­de.

På flugt med mor

En kold ef­ter­mid­dag ind­fin­der hun sig på en røg­fyldt vin­stue i mid­ten af Kø­ben­havn. Hun be­stil­ler en al­ko­hol­fri øl og sæt­ter sig til ret­te. Klar til at for­tæl­le sin hi­sto­rie.

» Min mor var kun 18 år, da hun fød­te mig. Hun var en vild pi­ge, der le­ve­de som strip­per og mo­del, « for­tæl­ler Re­nee Mad­sen. Selv hu­sker hun ik­ke no­get fra si­ne før­ste år, men hun har få­et for­talt, at hun tit blev pas­set af folk, for­di hen­des mor skul­le på druk.

Til gen­gæld kan hun hu­ske, at hun som fi­re- årig var på flugt med sin mor. Med be­ne­ne på nak­ken og tom­mel­finge­ren ud gik tu­ren fra Dan­mark til Hol­land. Bag sig ef­ter­lod de mo­de­rens vol­de­li­ge kæ­re­ste.

» Da vi kom hjem, af­le­ve­re­de hun mig på et bør­ne­hjem. Året ef­ter blev jeg hen­tet af en ple­je­fa­mi­lie. Min bi­o­lo­gi­ske mor sag­de al­tid, at ple­je­fa­mi­li­en kun var ude på at tje­ne pen­ge på mig. Jeg skul­le f. eks. be­ta­le for de­res nye bil, « si­ger Re­nee Mad­sen. Hun så sin mor hver we­e­kend. » Men hun var prosti­tu­e­ret og bo­e­de al­tid et nyt sted. Nog­le gan­ge hos sin al­fons. En­ten hav­de hun in­gen pen­ge, el­ler og­så skul­le jeg ud at fin­de hen­de på et værts­hus. Hjem­me drak hun me­re og me­re og be­gynd­te at tu­de og und­skyl­de al­ting. Så sad vi og ’ bon­de­de’ lidt, in­den hun blev ag­gres­siv og gik på værts­hus – igen. Så sad jeg dér ale­ne, ban­ge og ked af det for­an nat- tv. Jeg le­ve­de af fros­ne rø­de pøl­ser, når jeg var hos hen­de, og hun fik tit bank, mens jeg var der, « hu­sker Re­nee Mad­sen.

Hjem­me hos ple­je­fa­mi­li­en var al­ting an­der­le­des – og al­li­ge­vel ik­ke me­get bed­re.

» I de 12 år, jeg var hos dem, tror jeg ik­ke, at jeg sam­men- lagt tal­te tre ti­mer med min ple­je­far. Min ple­je­mor gik me­get op i, at al­ting så pænt og or­dent­ligt ud. Hvis man var ked af det, måt­te man gå ind på sit væ­rel­se, indtil man kun­ne smi­le igen, « si­ger hun.

I dag har hun in­tet for­hold til hver­ken sin bi­o­lo­gi­ske mor el­ler sin ple­je­mor.

Druk og by­tu­re

Da Re­nee Mad­sen var 17 år, slap bå­de kom­mu­nen, ple­je­fa­mi­li­en og al­le an­dre de­res tag i hen­de. Hun fik en et­væ­rel­ses lej­lig­hed i Aar­hus og et par vel­men­te råd om at gå i gang med en ud­dan­nel­se. Men det var svært.

» Jeg var me­get en­som og gik me­get i by­en. Jeg sov rundt om­kring hos folk og kun­ne ik­ke kom­me op at gå i sko­le. For jeg drak alt for me­get, « hu­sker hun.

De føl­gen­de år flyt­te­de hun frem og til­ba­ge mel­lem Aar­hus og Kø­ben­havn.

» Jeg kan hu­ske, at jeg på et tids­punkt sad på en bar i Isted­ga­de og spurg­te, om jeg ik­ke kun­ne få job som ser­vi­tri­ce – for en fa­døl. Jeg mød­te en junkie og spurg­te, om hun vil­le hæn­ge ud med mig – for pen­ge. Jeg hang ud med grøn­læn­der­ne på Cen­tral­hjør­net. Jeg blev fy­ret fra et job, for­di jeg sta­dig­væk var fuld kl. 12 om for­mid­da­gen, og hav­ne­de en­gang i Kor­sør, for­di jeg faldt i søvn i to­get i en bran­dert. Jeg var ge­ne­relt li­geg­lad med mig selv og glem­te alt om al­le an­dre. Jeg blev me­re og me­re som min mor, der al­tid skul­le rin­ge til folk om nat­ten og væ­re fuld i rø­ret. På et tids­punkt var jeg så en­som, at jeg be­gynd­te at hæn­ge ud med de hjem­lø­se. Jeg drak me­get, men en­de­lig føl­te jeg mig som en del af en fa­mi­lie. De in­ter­es­se­re­de sig for mig, og det var al­tid dem, der fik mig til­ba­ge i sko­len. Det holdt ba­re al­drig, for jeg drak i bøl­ger, og når jeg drak, kun­ne jeg ik­ke pas­se sko­len. «

På en druk­tur for 12 år si­den mød­te hun bar­ten­de­ren Ben fra Au­stra­li­en. I man­ge år hav­de de et lang­di­stan­ce­for­hold, hvor de rej­ste mel­lem Dan­mark og Au­stra­li­en, men i fem år bo­e­de Re­nee Mad­sen i Au­stra­li­en. Det hjalp hver­ken på en­som­he­den el­ler drik­ke­ri­et.

» Det vil­de liv eska­le­re­de. Jeg var kok, ar­bej­de­de 66 ti­mer om ugen og drak me­get me­re end i Dan­mark. Ben sad og ven­te­de, når jeg var på druk i da­ge­vis. In­di­mel­lem var han tæt på at rin­ge til po­li­ti­et, « hu­sker hun med en ho­ved­rysten.

» Jeg hav­de man­ge bla­ck­outs, tog ger­ne på druk 14 da­ge i træk, og når jeg var fuld, hand­le­de det kun om mig. «

Det mas­si­ve al­ko­hol­mis­brug drev ef­ter­hån­den over i en re­gu­lær de­pres­sion

» Jeg sav­ne­de Dan­mark, og ef­ter fem år vil­le jeg ba­re

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.