AN­NET­TE HEICK Arisk el­ler ej ANNETTES UGE PÅ In­s­ta­gram

An­net­te Heick er 43 år. Tv- vær­tin­de, san­ge­r­in­de og for­fat­ter. Hun er gift med kok­ken Jes­per Vol­l­mer og har to dren­ge

BT - - SONDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

Den dan­ske fl ygt­nin­ge­lov­giv­ning træk­ker trå­de til na­zis­men? Det fy­ger med be­skyld­nin­ger i kølvan­det på den sa­ti­ri­ske teg­ning af Lars Løk­ke Ras­mus­sen i na­zi­u­ni­form. Flø­je­ne i de­bat­ten gør brug af svæ­re over­dri­vel­ser og stram­mer to­nen – desvær­re med det re­sul­tat at vi over tid svæk­ker vo­res sprog. For hvis no­gen er ’ ver­dens stør­ste idi­ot’, hvad skal vi så si­ge, når der duk­ker en op, som er end­nu me­re idi­o­tisk? FA­STE LÆ­SE­RE AF den­ne klum­me vil vi­de, at mit hjer­te ban­ker for det dan­ske sprog med i al­le dets facet­ter og fi nur­lig­he­der. Jeg bli­ver hen­ført, når nog­le me­strer spro­get og gi­ver det far­ve. Og jeg bli­ver hen­rykt, hvis nog­le ret­ter på mig, for­di jeg så­le­des fø­ler, jeg læ­rer no­get nyt – bli­ver klo­ge­re. ORD­BØ­GER SOM ’ DANSK- DANSK’, ’ frem­medord’ og ’ ety­mo­lo­gi’ bru­ges på ugent­lig ba­sis hjem­me hos mig. Et ords hi­sto­ri­ske op­rin­del­se er for mig mindst li­ge så spæn­den­de læs­ning som en god bog. f. eks. kan det vir­ke mær­ke­ligt, at en smoking ( som er et en­gelsk ord) hed­der no­get an­det på net­op en­gelsk . Men or­det op­stod i det dan­ske sprog i en tid, hvor man eft er mid­da­gen gik ind i her­re­væ­rel­set for at ry­ge og skift ede til en kor­te­re jak­ke for at skå­ne kjo­lejak­ken. JEG VÆG­TER OR­DETS hi­sto­ri­ske kor­rek­t­hed tun­ge­re end den po­li­ti­ske kor­rek­t­hed. Når vi bli­ver po­li­tisk kor­rek­te, så sov­ser vi plud­se­lig or­de­ne ind i fø­lel­ses­mæs­si­ge og sub­jek­ti­ve vær­di­er. Det er den­ne fø­lel­ses­mæs­si­ge til­gang til or­de­ne, der i min op­tik gør di­a­log kro­pu­mu­lig. For det be­ty­der, at hvis to men­ne­sker ik­ke de­ler sam­me fø­lel­ser om­kring et ord og dets brug, så ta­ler de ik­ke sam­me sprog. NU OR­KER VI ik­ke ’ ne­ger- de­bat­ten’ en gang til. Men man kun­ne f. eks. spør­ge, om jeg ob­jek­tivt set er arisk. Ja, vil nog­le me­ne, eft er­som jeg har lyst hår og blå øj­ne. Men det ar­gu­ment hol­der ik­ke, for­di det hvi­ler på en na­zi­stisk myte, og den vil jeg nø­digt ind­dra­ges i. Læn­ge før na­zi­ster­nes duk­ke­de op, fand­tes til gen­gæld en langt æl­dre te­o­ri om, at ly­se eu­ro­pæ­e­re stam­mer fra ari­er­ne, det in­doiran- ske folk fra det gam­le Per­si­en. Me­get for­sim­plet for­talt var det­te folk ly­se­re i hu­den og be­væ­ge­de sig over fl ere tu­sin­de år op til det eu­ro­pæ­i­ske kon­ti­nent. Hol­der den te­o­ri, er jeg ob­jek­tivt set arisk ( jf. or­dets hi­sto­rie). Og­så selv­om det i dag har en trist klang af na­zis­me (= fø­lel­se der knyt­ter sig til or­det). JEG EL­SKER SA­TI­RE og sa­ti­rens væ­sen. Den kan væ­re ond, og det må den og­så godt væ­re. Bil­le­det af Lars Løk­ke i na­zi­u­ni­form er stærkt bil­led­sprog. Men vi må ac­cep­te­re den sar­ka­sti­ske over­dri­vel­se, for så­dan er sa­ti­rens væ­sen. I al­vor­li­ge­re sam­men­hæn­ge gør man og­så brug af bil­led­sprog og me­ta­fo­rer. Men vil man op­nå for­stå­el­se hos mod­ta­ge­ren uden brug af sa­ti­re, skal man væ­re sik­ker på at ta­le et sprog, der ik­ke for­vir­rer. OPPONENTER STI­LER EF­TER at fi nde et sym­bol, der har til for­mål at ud­stil­le mod­par­ten, og de un­der­byg­ger ger­ne de­res ar­gu­men­ta­tion med en po­se fø­lel­ses­be­to­ne­de ord. Det er jo et eff ek­tivt red­skab, hvis man vil væk­ke ju­bel hos dem, der i for­vej­en er hep­pe­kor. Men vil man fl yt­te hold­nin­gen hos de men­ne­sker, der op­po­ne­res imod, så har man in­gen­ting op­nå­et. Ja, man har vel nær­mest tabt. DET PRO­BLEM KAN man sni­ge sig udenom ved at put­te et ’ Jeg sy­nes…’ ind for­an. For vi er al­le i vo­res go­de ret til at sy­nes hvad som helst om hvem som helst. Men det kræ­ver i så fald et stort mod at stå ved sin hold­ning. Og man skal vi­de, at en fø­lel­ses­ud­lad­ning mod an­dre nemt kom­mer til at gi­ve bag­slag for en selv. Spørg ba­re Mo­gens Lyk­ke­toft !

SØN­DAG 7. FE­BRU­AR 2016

Der er nyt på web­s­i­tet rå. dk

’’

kun ta­le en­gelsk. Det kan fak­tisk væ­re ret sjovt, og man må ger­ne hjæl­pe på vej. Sport… det er jo og­så en ting. Får han rørt sig nok? Får han rørt sig for me­get? Med det sid­ste me­ner jeg: går han til for man­ge ting? Er ka­len­de­ren over- boo­k­et? El­ler ga­mer han me­get? For så skal der må­ske tyn­des ud i det. Jeg sy­nes helt klart, I skal ha­ve læ­re­ren me­re på ba­nen her. Få en di­a­log om, hvor­dan I kan støt­te hin­an­den. Gør det ik­ke til et pro­blem. Her­re­g­ud, der er jo pe­ri­o­der, hvor man ba­re ik­ke har så me­get ener­gi. Må­ske vok­ser han me­get li­ge i øje­blik­ket. Det på­vir­ker ham i så fald og­så. Men tal med læ­re­ren, BEG­GE to. Det kan godt væ­re, der er 33 klok­ke­ti­mer, men på en el­ler an­den må­de slår de ik­ke til. Hjælp je­res søn, så han ik­ke fø­ler det som et ne­der­lag, når han ik­ke når det på de 33 ti­mer. Jeg er ban­ge for, at han har dår­lig samvit­tig­hed over bå­de at skul­le in­drøm­me, at han ( hel­ler) ik­ke i den­ne uge nå­e­de lek­tier­ne i sko­len og sam­ti­dig skal plea­se sin far ved at kæm­pe hans ( fa­de­rens) kamp mod sko­lere­for­men. Der ry­ger på en el­ler an­den må­de et tyndt slør af skam henover he­le si­tu­a­tio­nen. Det bør far­mand og­så kun­ne se. Jeg har jo ik­ke den en­de­gyl­di­ge løs­ning på je­res pro­blem, men jeg hå­ber, mi­ne be­tragt­nin­ger kan gi­ve an­led­ning til, at I får ru­sket op i di­a­lo­gen der­hjem­me, men så san­de­lig og­så med læ­re­ren.

An­net­te

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.