’ Jeg ske­le­de til de pi­ger, der var så hel­di­ge at ha­ve ka­va­ler­gang’

BT - - NYHEDER -

IN­TER­VIEW med bryster. Jeg var kon­kur­ren­cesvøm­mer i he­le min ung­dom og ud­vik­le­de mig der­for sent. Der var en stor fri­hed i at væ­re bomstærk og lig­ne en dreng, men jeg ske­le­de og­så i smug til de pi­ger, der var så hel­di­ge at ha­ve run­de lår og ka­va­ler­gang. Men som med så me­get an­det, kom­mer alt godt til den, der ven­ter. Når man stop­per med at dyr­ke sport 5- 6 gan­ge om ugen, sti­ger fedt­pro­cen­ten helt af sig selv. Der gik enormt lang tid, jeg tror jeg var op­pe i 3. g, før jeg fi k bryster. Men der var og­så en form for fri­hed i det, for så var man ba­re en af dren­ge­ne og blev ik­ke be­trag­tet som en po­ten­ti­el kæ­re­ste. Men om­vendt kun­ne man og­så se, at den op­mærk­som­hed, pi­ger med bryster fi k, var lidt spæn­den­de. Det er mær­ke­ligt ... at det er ble­vet me­re le­gi­timt at ta­le grimt om mænd end om kvin­der. Man­ge hav­de travlt med, at der blev talt grimt om Hel­le Thor­ning, men jeg vil si­ge, at man­ge af mi­ne mand­li­ge kol­le­ger må læg­ge ryg til en hel del. Ge­ne­relt ta­ler folk pænt til mig, og det sæt­ter jeg så­dan set ba­re pris på. Jeg vil­le øn­ske ... at jeg hav­de læst øko­no­mi i ste­det for at læ­se pæ­da­go­gik. Det var hyg­ge­ligt og sjovt at læ­se, og man kun­ne ta­ge dob­belt pensum, uden det gjor­de ondt no­gen ste­der, men jeg kun­ne ha­ve gjort mig selv den tje­ne­ste at ha­ve ta­get nog­le rig­tig tun­ge fag. Øko­no­mi er en god idé, for der er øko­no­mi bag al po­li­tik. Jeg læ­ne­de mig lidt for me­get til­ba­ge i det blø­de, ly­se­rø­de hu­ma­ni­o­ra. Min selv­til­lid da­le­de til nul, da ... en eks­pe­di­ent gav mig ele­va­tor­blik­ket og ud­brød: » Vi har san­de­lig ik­ke no­get i den stør­rel­se « . Det ske­te, da jeg skul­le med­vir­ke i en bog om mo­de ud­ar­bej­det af vo­res dyg­ti­ge sty­list på Bor­gen, Pa­ri Kha­dem. Jeg er jo ik­ke et lil­le nips - og så pas­ser jeg ik­ke ind i den fas­hionver­de­nen. Det er en ud­mær­ket ver­den, men jeg for­står den ik­ke. Nog­le gan­ge træ­der man ind i en pa­ral­lel­ver­den, hvor man ik­ke ken­der spro­get el­ler for­står hvad der fo­re­går, og så fø­ler man sig lidt util­pas. Min far har le­vet af at sæl­ge tøj i man­ge år, og det har be­ty­det, at jeg ik­ke be­hø­ve­de at vi­de så me­get om det. Hvis jeg er i tvivl om no­get, så kan jeg rin­ge og spør­ge ham, hvad jeg skal ta­ge på. Der ud­brød høj lat­ter ... da jeg for­le­den dag li­ge hav­de klædt om og gik ind i pres­se­af­de­lin­gen på Chri­sti­ans­borg. Jeg hav­de ta­get mit fri­tid­støj på, mi­ne hjem­me­strik­ke­de, ly­se­rø­de sok­ker, man kun­ne se over mi­ne vin­ter­støv­ler, et rødt ul­d­rør som hue og en 20 år gam­mel ski­jak­ke. Så­dan var jeg godt på­klædt til cy­kel­tu­ren hjem, og det kan jeg da godt se var me­get sjovt, når jeg el­lers ple­jer at væ­re klædt helt an­der­le­des. Men for mig er der me­get stor for­skel på, om jeg er hjem­me el­ler ude. Der­hjem­me bru­ger jeg mit kr­udt på at ba­ge brød, ta­ge mig af høn­se­ne og pjat­te med mi­ne børn. Der er jeg mig selv, og jeg be­hø­ver ik­ke at tæn­ke på, om jeg si­ger no­get klogt, og om jeg har hu­sket at tjek­ke fak­ta. Det vær­ste der kan ske for en kvin­de, er ... at bli­ve vold­ta­get, det må væ­re no­get af det vær­ste. For­di man er helt pris­gi­vet en an­den, og det al­ler­mest in­ti­me rum bli­ver ta­get fra én. Jeg kan bli­ve helt hvid­g­lø­de­n­de, når jeg læ­ser om en ung kvin­de, der er ble­vet vold­ta­get, og jeg bli­ver så­dan helt ka­te­go­risk oven i ho­ve­d­et og hå­ber, at volds­man­den bli­ver fængs­let i uen­de­lig lang tid. Jeg tror og­så, at når man bli­ver for­æl­der, bli­ver man me­re tynd­hu­det over­for over­greb mod børn og un­ge: så kan man slet ik­ke rum­me det. Jeg blev in­dok­tri­ne­ret i ... fol­ke­sko­len, den var me­get marxi­stisk, og vi hav­de man­ge tvind­læ­re­re på Krog­gårds­sko­len i Oden­se. I tred­je klas­se frem­før­te vi te­a­ter om Ro­bin Hood, jeg hav­de ho­ved­rol­len, og pa­ro­len var ty­de­lig: De ri­ge var de on­de. Min far, som jo var selv­stæn­dig, sad på for­re­ste ræk­ke og kla­re­de det ud­mær­ket. Den­gang lær­te jeg i sko­len at jor­den var ved at gå un­der i foru­re­ning, at der nok snart kom atom­krig, at en mor li­ge så godt kun­ne væ­re kran­fø­rer som en far og at kon­kur­ren­ce var no­get vær­re no­get, for al­le var li­ge go­de. Det pas­ser jo ik­ke, og det vid­ste vi og­så godt, selv­om sko­len sag­de no­get an­det. Dan­mark år 2026: Jeg fryg­ter, at ... Dan­mark ved­bli­ver at væ­re gå­et i stå, for­di fl er­tal­let af po­li­ti­ker­ne tror, at det er dem, der skal ska­be vel­stand. Det er det ik­ke – det er bor­ger­ne. Vi skal gi­ve dem fri­he­den til det. Jeg fryg­ter og­så, at vi får et vær­di­mæs­sigt po­la­ri­se­ret Dan­mark med sam­funds­grup­per, der ik­ke an­er­ken­der grund­søj­ler­ne i de­mo­kra­ti­et. Det er et pro­blem, når man har grup­per, der ik­ke an­er­ken- der prin­cip­per som li­ge­stil­ling, de verds­li­ge loves for­rang frem for re­li­gi­øse, yt­rings­fri­hed osv. Det gi­ver al­le­re­de nog­le vold­som­me sam­men­stød, men de kan bli­ve me­get vær­re, hvis vi ik­ke får si­tu­a­tio­nen un­der kon­trol. Jeg vil al­drig no­gen­sin­de gen­ta­ge ... det var i hvert fald for stor en mund­fuld at ka­ste sig ud i at for­sø­ge at hjæl­pe psy­ko­ti­ske og selv­mord­s­tru­e­de per­so­ner, da jeg var 21 år og ik­ke hav­de an­det end mit go­de hu­mør at kom­me med. Jeg ar­bej­de­de i psy­ki­a­tri­en og lær­te en mas­se, men det var og­så dum­dri­stigt. Når man er ung, tror man, at man kan kla­re det he­le. Det kan man ik­ke. Det send­te mig ud i et ek­si­sten­ti­elt uvejr at ar­bej­de med dis­se men­ne­sker – bå­de i en psy­ki­a­trisk rå­d­giv­ning og på et psy­ki­a­trisk ple­je­hjem. Man skal ik­ke ka­ste sig ud i så svært et ar­bej­de i så ung en al­der. Jeg hav­de bå­de for lidt at by­de ind med og for lidt at stå imod med. Psy­ki­a­tri­en kan væ­re en barsk om­gang – mest selv­føl­ge­lig for de men­ne­sker, der er tvun­get til at væ­re der. Det er helt ude i sko­ven ... når folk tror, at Li­be­ral Al­li­an­ce kun er et par­ti for ri­ge men­ne­sker. Vi ke­rer os om fri­he­den for al­le men­ne­sker, uan­set om de er pri­vat- el­ler off ent­ligt an­sat­te, og om de har høj el­ler lav lø­nind­tægt. Den go­de nyhed er, at fl ere og fl ere, ek­sem­pel­vis fol­ke­sko­le­læ­re­re, er ble­vet med­lem­mer. De kan ik­ke li’ cen­tralsty­ring, de har de­res fag­li­ge stolt­hed og vil ger­ne gø­re de­res ar­bej­de, uden at po­li­ti­ker­ne blan­der sig. Li­be­ral Al­li­an­ce er ik­ke et kon­kur­ren­ce­statspar­ti, som øn­sker al­le skal knok­le der­u­dad for sta­tens skyld. Man skal gø­re det med det liv, man selv sy­nes er godt, f. eks. væ­re kunst­ner og le­ve af en svin­gen­de ind­tægt, hvis det er det, man vil. Jeg bry­der mig ik­ke om, at man be­trag­ter men­ne­sker som mid­ler. Sta­ten har ik­ke ret til at be­trag­te si­ne bor­ge­re som pro­duk­tions­dyr, der skal pres­ses så hårdt som mu­ligt bå­de i ud­dan­nel­se og skat­te­sy­stem, for­di de skal le­ve­re så me­get i skat som mu­ligt. Sta­ten er til for bor­ge­ren og ik­ke den an­den vej rundt. Om­vendt må man så hel­ler ik­ke reg­ne med, at man som bor­ger kan få en mas­se, hvis man ik­ke læg­ger et godt styk­ke ar­bej­de. Med fri­hed føl­ger an­svar.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.