Den svæ­re løs­ri­vel­se fra si­ne børn J

BT - - KENDER DU DET? -

eg er en ret plig­top­fyl­den­de ty­pe – det vil si­ge ik­ke med nul­ler­mænd og mat­chen­de tal­ler­k­ner – men når det gæl­der dét, der er vig­tigt. M ine børn, min kar­ri­e­re og den slags. Som plig­top­fyl­den­de eta­pe­sover man ger­ne en nat, for­di dat­te­ren på ni år ho­ster så me­get, at det ik­ke er nok at væ­re døv på det ene øre. Man ta­ger tå­l­mo­digt imod al aft ens­ma­den, som jeg var så stolt af i før­ste om­gang, da den en­der i toilet­tet. ( OBS: Jeg kan af­slø­re, at bol­ler i kar­ry lig­ner det sam­me på vej op, som det gør på vej ned.) Man aer bar­net, som nu lig­ger på so­fa­en og ser al­le de hjer­ne­dø­de, hyste­ri­ske, ame­ri­kan­ske, bør­ne­se­ri­er, som jeg nor­malt næg­ter hen­de at se. For hun er i det forjæt­te­de ’ sløj­men- ik­ke- man­fl u- land’. Og så går man i pa­nik ... Jeg skal hol­de fored­rag for Vi­borg Er­hvervs­råd kl 15.30. I Vi­borg. I Jyl­land. 4- ti­mers kør­sel fra ’ bræk- cri­me- sce­ne’. Men fored­rag og sygt barn er svæ­re at for­e­ne. Hvad gør en klog? Kan Vi­borg Er­hvervs­råd egent­lig væ­re i min spi­sestue? Og hvor­dan får jeg over­talt dem til at kom­me for­bi? Søn­ni­ke køb­te en­gang en Har­ry Pot­ter tryl­le­stav – må­ske vir­ker den i min desperation... Lort. Hun har væ­ret ale­ne hjem­me før. Men kun når jeg var ne­de at hand­le, og det ta­ger som be­kendt ’ kun 5 mi­nut­ter’. Jeg kik­ker på søn­ni­ke – men han har grup­pe­ar­bej­de på gym­na­si­et. Gym­na­si­et for hel­ve­de... ham kan jeg ik­ke be­de om at ta­ge mit an­svar, han har sit eget. Men jeg kan hel­ler ik­ke ta­ge det selv. Det er én af de mor­ge­ner, hvor li­vet gi­ver dig en ud­for­dring in­den kl 7. ’ I just love the smell of fe­ver in the mor­ning’. Hun må med. Fi­re ti­mer den ene vej. Fored­rag. Fi­re ti­mer den an­den vej. Der er ik­ke an­det for. Men hun vil ik­ke. Hun vil væ­re ale­ne hjem­me og ser ik­ke rig­tig no­get pro­blem i dét – det lil­le, nai­ve, fan­ta­sti­ske men­ne­ske­barn. På ni år. Me­get be­stemt ty­pe. Jeg stil­ler frokost klar og en ter­mokan­de med te og kær­lig­hed og æng­stel­se. Tjek­ker at iPo­den er la­det op, gi­ver hen­de lov til at kø­be et spil, en fi lm – alt, hvad iTu­nes kan afh jæl­pe i den­ne des­pe­ra­te si­tu­a­tion. Og så kø­rer halv­de­len af mig til Jyl­land. Eft er el­ler for­ma­nin­ger­ne: ’ Du må ik­ke luk­ke no­gen ind. In­gen ild. Hvis du mi­ster en fi nger, skal du hol­de den varm ved at ha­ve den i mun­den, indtil du kom­mer på ska­destu­en. Der er yog­hurt i kø­le­ska­bet. I til­fæl­de af tor­den­vejr må du ik­ke sø­ge dæk­ning un­der et træ, for du må un­der in­gen om­stæn­dig­he­der gå ud. Kun hvis det bræn­der... MEN IN­GEN ILD.’ Min sidst­fød­te skal væ­re ale­ne hjem­me – uden mig. Jeg har gjort mig unød­ven­dig, ’ Pro­jekt børn vok­ser op

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.