’ Mit liv gik i styk­ker med skils­mis­sen’

Drøm­men om ’ til dø­den jer skil­ler’ brast, da Kar­sten Kjems’ ko­ne vil­le skil­les. Ef­ter 20 år i fa­ste for­hold hav­de han svært ved fin­de fod­fæ­ste på egen hånd. I dag har han lært at sæt­te pris på de stil­le stun­der

BT - - KENDER DU DET? - Dort­he Brø­ker Kri­sten­sen

HFo­to Emil Hou­gaard an ser skarp ud. Høj, vel­træ­net og tjek­ket. Ud­tryk­ket er ma­skul­int og stærkt. Umid­del­bart er det svært at fo­re­stil­le sig, at der var no­get, der kun­ne væl­te Kar­sten Kjems om­kuld. Men det var der. Si­den hans ko­ne for snart tre år si­den sag­de, at hun vil­le skil­les, har han gen­nem­le­vet sit livs kri­se. Kno­ck­ou­ten fik hans ver­den til at styr­te sam­men, og ti­den ef­ter kal­der han ’ et hel­ve­de’. » Det har væ­ret ube­skri­ve­ligt hårdt og vir­ket helt uover­kom­me­ligt. Jeg gik helt ned og tro­e­de, at jeg skul­le dø. Det har væ­ret en livskri­se på linje med et døds­fald, « si­ger 43- åri­ge Kar­sten Kjems. På pa­pi­ret le­ve­de de det per­fek­te liv. Kar­sten Kjems og hans ko­ne Ca­mil­la hav­de tre dej­li­ge børn på 13, 7 og 2 år. De hav­de vil­la, vov­hund og gang i kar­ri­e­ren. Indtil det he­le ef­ter 13 års æg­te­skab bra­se­de sam­men. At hun vil­le skil­les kom ik­ke helt som det be­røm­te lyn fra en klar him­mel. Iføl­ge Kar­sten Kjems hav­de de i et styk­ke tid haft svært ved at få par­for­hol­det til at blom­stre, og kær­lig­he­den fra hen­de til ham for­svandt, imens hun blev fo­rel­sket i en an­den. » Det ske­te gli­den­de, og hun hav­de det selv­føl­ge­lig og­så vildt svært. En dag spurg­te jeg di­rek­te, hvad hun vil­le. Jeg fo­re­slog, at vi tog på en kæ­re­ste­fe­rie, men hen­des svar var, at hun hel­le­re vil­le væ­re ale­ne. Der­fra var der in­gen vej til­ba­ge. Jeg gik i chok. Ca­mil­la var mit livs kær­lig­hed, og ta­bet var enormt. De år, vi har haft sam­men fra vi var 25 til 40 år, er helt sær­li­ge. Det er dér, man byg­ger en mas­se op sam­men og etab­le­rer en fa­mi­lie. Alt det måt­te jeg vin­ke far­vel til. Jeg syn­tes, det var en kæm­pe skam, at vi ik­ke kun­ne lyk­kes som ker­ne­fa­mi­lie, « si­ger Kar­sten Kjems, der i dag for­står og respek­te­rer, hvor­for hans ko­ne vil­le skil­les. «

Ha­va­re­ret på mo­tor­vej­en

Men for tre år si­den var han dybt ulyk­ke­lig og en ube­skri­ve­lig svær tid fulg­te. Han for­kla­rer ople­vel­sen som at kø­re i bil på mo­tor­vej­en, for plud­se­lig at op­da­ge, at han var hav­net i grøf­ten med ta­get flæn­set af og tre børn på bag­sæ­det. Hvad ske­te der li­ge? Den ene dag tig­ge­de han sin ko­ne om at kom­me til­ba­ge. Den næ­ste dag ha­de­de han hen­de. Han hav­de ut­ro­lig svært ved at ka­pe­re, hvad der var sket, gi­ve slip og kom­me vi­de­re. » Jeg blev gå­et fra – og lå i foster­stil­ling på gul­vet og græd. Jeg kun­ne ik­ke fin­de ho­ved og ha­le i no­get som helst, og hav­de ik­ke lyst til no­get. Jeg måt­te tvin­ge mig selv til dag­lig­dags ting som at stå op og bør­ste tæn­der. Jeg hav­de in­gen ap­pe­tit og tab­te ti ki­lo. Jeg var fyldt af smer­te. Uan­set hvil­ke ud­for­drin­ger vi hav­de, øn­ske­de jeg ik­ke at bli­ve skilt. Jeg øn­ske­de ik­ke at ryk­ke fa­mi­li­ens rød­der op, « si­ger han. Kar­sten Kjems be­skri­ver, hvor­dan han så bil­le­det af at be­fin­de sig i en mørk skov for sit in­dre øje. Han ba­re gik og gik, men kun­ne ik­ke se ud­kan­ten. Et halvt år se­ne­re hav­de han sam­me fø­lel­se af savn og mod­løs­hed og tænk­te: ’ Fuck, jeg er ik­ke kom­met en skid vi­de­re.’ Han rej­ser sig fra sto­len på sit kon­tor. For­tæl­ler med be­gej­string – og sto­re arm­be­væ­gel­ser – om den præ­sen­ta­tion, han net­op har le­ve­ret på et mø­de med en ny kun­de. Sam­me be­gej­string vil­le han ha­ve haft ove­nud svært ved at stam­pe op af jor­den for to år si­den. Den­gang kun­ne han ’ ik­ke tæn­ke to sam­men­hæn­gen­de tan­ker’. » Ba­re det at få dren­ge­ne op og i sko­le var en ud­for­dring.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.