F

iktion og virkelighed vikler sig på både forunderlig og forskrækkelig vis ind i hinanden i Morten Hesseldahls nye spændingsroman, ’ Ernestos hænder’. Det forunderlige skyldes først og fremmest, at den virkelige historie giver genklang og psykologisk forståelse for den fi ktive historie. Det forskrækkelige bunder i, at hovedfi - gurerne fra virkeligheden ender som afskårne skævheder i den fi ktive historie.

’ Ernestos hænder’ er på mange måder en velfortalt og velturneret spændingsroman om at brænde for det, man tror på, og at brænde ud af det, man fortryder. Hovedpersonen er en fedladen forlægger , der på sit konkurstruede forlag kæmper for at udgive den lødige litteratur .

Mimers gode ven, journalisten og forfatteren Mikkel Fjordager, er netop død, eft er at have levet udbrændt og alkoholiseret. Som forlægger og ven bliver Mimer eksekutor af det litterære bo, og det viser sig snart, at en eller anden er mere end almindeligt interesseret i at få fi ngre i dele af de eft erladte papirer.

Den overvægtige forlægger, der på mange måder er et sympatisk bekendtskab, tumler sig igennem sagen og opklaringen på tilpas klodset vis til, at det er troværdigt og godt leveret. Undervejs er der mange skønne, sarkastiske hints til både forlagsbranchen og journaliststanden . Men desværre er selve plottet og opklaringen af forbrydelserne lidt for tyndbenede i forhold til de tykke lag af psykologisk indsigt, internationale politiske intriger og rammende ironi, historien hviler på.

Parallelt med hovedhistorien løber en dagbogsføljeton, hvor en anonymiseret person beretter om begivenheder i Cuba, Bolivia og Tyskland for 40- 50 år siden. Denne fortælling bidrager til forståelsen af sammenhængen og giver bogen dybde og mening.

Dagbogsskribenten viser sig at være Fjordager, og Hesseldahl erklærer i en kommentar i bogen at have ladet sig inspirere af virkelighedens Jan Stage, den navnkundige krigsreporter m. m., der døde i 2003. Det er her, problemerne begynder – i hvert fald for denne anmelder.

I en tid, hvor fi ktion og fakta kopulerer med hinanden i mere eller mindre ekshibitionistisk grad, er det naturligvis ikke overvældende dramatisk, at Hesseldahl fortæller om sit venskab med og viden om Stage, og det ligger helt inden for den kunstneriske frihed. Men lige i dette tilfælde, hvor kriminelle handlinger kommer for en dag, stikker man sig på oplysningen om, at Stage har inspireret til Fjordager. Historien er på nippet til at tippe fra god spændingsroman til plat nøgleroman, og det er faktisk synd. Og heller ikke særlig pænt.

Ernestos hænder. ten Hesseldahl. 276.

Modtryk.