F

BT - - BOG- FIX - Me­re­te Re­in­holdt

ik­tion og vir­ke­lig­hed vik­ler sig på bå­de forun­der­lig og for­skræk­ke­lig vis ind i hin­an­den i Mor­ten Hes­sel­da­hls nye spæn­dings­ro­man, ’ Er­ne­stos hæn­der’. Det forun­der­li­ge skyl­des først og frem­mest, at den vir­ke­li­ge hi­sto­rie gi­ver genklang og psy­ko­lo­gisk for­stå­el­se for den fi kti­ve hi­sto­rie. Det for­skræk­ke­li­ge bun­der i, at ho­ved­fi - gu­rer­ne fra vir­ke­lig­he­den en­der som af­skår­ne skæv­he­der i den fi kti­ve hi­sto­rie.

’ Er­ne­stos hæn­der’ er på man­ge må­der en vel­for­talt og vel­tur­ne­ret spæn­dings­ro­man om at bræn­de for det, man tror på, og at bræn­de ud af det, man for­try­der. Ho­ved­per­so­nen er en fed­la­den for­læg­ger , der på sit kon­kur­stru­e­de for­lag kæm­per for at ud­gi­ve den lø­di­ge lit­te­ra­tur .

Mi­mers go­de ven, jour­na­li­sten og for­fat­te­ren Mik­kel Fjor­da­ger, er net­op død, eft er at ha­ve le­vet ud­brændt og al­ko­ho­li­se­ret. Som for­læg­ger og ven bli­ver Mi­mer ek­se­ku­tor af det lit­teræ­re bo, og det vi­ser sig snart, at en el­ler an­den er me­re end al­min­de­ligt in­ter­es­se­ret i at få fi ngre i de­le af de eft er­lad­te pa­pi­rer.

Den over­væg­ti­ge for­læg­ger, der på man­ge må­der er et sym­pa­tisk be­kendt­skab, tum­ler sig igen­nem sa­gen og opkla­rin­gen på til­pas klod­set vis til, at det er tro­vær­digt og godt le­ve­ret. Un­der­vejs er der man­ge skøn­ne, sar­ka­sti­ske hin­ts til bå­de for­lags­bran­chen og jour­na­list­stan­den . Men desvær­re er sel­ve plot­tet og opkla­rin­gen af for­bry­del­ser­ne lidt for tynd­be­ne­de i for­hold til de tyk­ke lag af psy­ko­lo­gisk ind­sigt, in­ter­na­tio­na­le po­li­ti­ske in­tri­ger og ram­men­de iro­ni, hi­sto­ri­en hvi­ler på.

Pa­ral­lelt med hovedhistorien lø­ber en dag­bogs­føl­je­ton, hvor en ano­ny­mi­se­ret per­son be­ret­ter om be­gi­ven­he­der i Cu­ba, Bo­li­via og Tys­kland for 40- 50 år si­den. Den­ne for­tæl­ling bi­dra­ger til for­stå­el­sen af sam­men­hæn­gen og gi­ver bo­gen dyb­de og me­ning.

Dag­bogs­skri­ben­ten vi­ser sig at væ­re Fjor­da­ger, og Hesseldahl er­klæ­rer i en kom­men­tar i bo­gen at ha­ve la­det sig in­spi­re­re af vir­ke­lig­he­dens Jan Sta­ge, den navn­kun­di­ge krigs­repor­ter m. m., der dø­de i 2003. Det er her, pro­ble­mer­ne be­gyn­der – i hvert fald for den­ne an­mel­der.

I en tid, hvor fi ktion og fak­ta ko­p­u­le­rer med hin­an­den i me­re el­ler min­dre eks­hi­bi­tio­ni­stisk grad, er det na­tur­lig­vis ik­ke over­væl­den­de dra­ma­tisk, at Hesseldahl for­tæl­ler om sit ven­skab med og vi­den om Sta­ge, og det lig­ger helt in­den for den kunst­ne­ri­ske fri­hed. Men li­ge i det­te til­fæl­de, hvor kri­mi­nel­le hand­lin­ger kom­mer for en dag, stik­ker man sig på op­lys­nin­gen om, at Sta­ge har in­spi­re­ret til Fjor­da­ger. Hi­sto­ri­en er på nip­pet til at tip­pe fra god spæn­dings­ro­man til plat nøg­lero­man, og det er fak­tisk synd. Og hel­ler ik­ke sær­lig pænt.

Er­ne­stos hæn­der. ten Hesseldahl. 276.

Mod­tryk.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.