13 TI­MER VI AL­DRIG GLEM­MER

BT - - NYHEDER -

Hvad gik der egent­lig igen­nem ho­ve­d­et på ham og de men­ne­sker, der ufri­vil­ligt el­ler qua de­res job blev in­vol­ve­ret i det vær­ste ter­r­or­an­greb på dansk jord i ny­e­re tid? BT har bedt øjen­vid­net, po­li­ti­in­spek­tø­ren, le­de­ren af det jø­di­ske sam­fund og den da­væ­ren­de ju­stits­mi­ni­ster gen­for­tæl­le, hvad de op­le­ve­de i døg­net, der ryste­de Dan­mark 14. fe­bru­ar 2015. Jeg er på vej hjem fra vin­ter­fe­rie med mi­ne børn, da jeg får at vi­de, at der er sky­de­ri ved Kr­udt­tøn­den. To­get fra Tys­kland er fyldt op med dan­ske­re, så der op­står en mær­ke­lig si­tu­a­tion, hvor al­le føl­ger med på de­res te­le­fo­ner, iPads og com­pu­te­re, men der er selv­føl­ge­lig og­så en helt sær­lig vej, når man er ju­stits­mi­ni­ster. Så mens jeg bli­ver bri­e­fet som mi­ni­ster, væl­ter det ud med hi­sto­ri­er på me­di­er­ne.

Det før­ste jeg tæn­ker er ‘ åh nej’. Og jeg tæn­ker me­get hur­tigt, at det er ter­ror. Det er umid­del­bart eft er Pa­ris og an­gre­bet på Char­lie Heb­do. Så kom­mer fryg­ten for, at der er me­re på vej, li­ge­som i Pa­ris, hvor ter­r­o­ri­ster­ne gik eft er det jø­di­ske sam­fund.

Jeg spør­ger og­så mig selv, om no­gen er i gang med at ko­pi­e­re an­dres ger­nin­ger, men som mi­ni­ster går jeg ret hur­tigt ind i et ope­ra­tio­nelt og prak­tisk mo­de. Det hand­ler om, at vi skal væ­re sik­re på, at alt kø­rer, som det skal. Der­fra rul­ler he­le ma­ski­ne­ri­et.

Der går ik­ke lang tid før det for os i re­ge­rin­gen og hos myn­dig­he­der­ne står klart, at der er ta­le om ter­ror, at det ik­ke er til­fæl­di­ge sky­de­ri­er på Øster­bro.

I den si­tu­a­tion er det spe­ci­elt at ha­ve an­sva­ret, men det er nær­mest ma­ski­nelt. Dér læg­ger man sig selv og si­ne eg­ne fø­lel­ser til si­de. Man tæn­ker hel­ler ik­ke over, at man sid­der midt i et mørkt ka­pi­tel i dan­marks­hi­sto­ri­en. Der er ik­ke plads til an­det end at tæn­ke så klart som mu­ligt og for­sø­ge at hol­de ho­ve­d­et koldt.

Så kom­mer ven­te­ti­den. Det er i vir­ke­lig­he­den no­get af det vær­ste. Uvis­he­den og uklar­he­den om hvad vi står i. Hvor jeg var, hvem jeg var sam­men med og hvor­dan jeg får tin­ge­ne at vi­de, vil jeg ik­ke ind i. Men der er en lang ræk­ke ope­ra­tio­nel­le spørgs­mål, som vi skal ta­ge stil­ling til un­der­vejs: Hvad gør vi? Hvad er det rig­ti­ge at gø­re? Hvor stort er det? Hvor man­ge ger­nings­mænd er der? Hvad er det, vi har med at gø­re? Er det do­mi­no- brik­ker, der fal­der?

Da jeg hø­rer om sky­de­ri­et ved sy­na­go­gen, fal­der ver­den sam­men. Det er skræks­ce­na­ri­et og det, jeg har fryg­tet. Sam­ti­dig slip­per han væk. Kom­mer der så me­re?

Se­ne­re, da jeg får at vi­de, at han er død, fø­ler jeg op­rig­tigt en let­tel­se. At det får den ud­gang, som det gør, ta­ger jeg ik­ke stil­ling til i si­tu­a­tio­nen. Jeg har fuld til­tro til, det var det rig­ti­ge at gø­re. Jeg har in­gen tvivl. Og for mig er det ik­ke et stort tab, selv om jeg til hver en tid hel­le­re vil ha­ve, at en ger­nings­mand bli­ver fan­get og stil­let for en dom­mer.

Man kun­ne godt for­ven­te, at man i lø­bet af de tid­li­ge mor­gen­ti­mer, ef­ter han er død, vil­le fal­de lidt ned, men det sker ik­ke. For vi ved sta­dig ik­ke, hvad vi har med at gø­re.

Og først se­ne­re går vi ind i den næ­ste fa­se. Den hand­ler om kom­mu­ni­ka­tion, of­re­ne, de på­rø­ren­de og de sår­e­de po­li­ti­be­tjen­te.

SØN­DAG 14. FE­BRU­AR 2016

Jeg har få­et en helt an­den al­vor i og om­kring mig selv eft er at ha­ve væ­ret en del af det for­løb. Der var no­get af vo­res uskyld, der for­svandt i de ti­mer. Der er en re­el ter­r­ortrus­sel mod Dan­mark, og der er folk, som bor her, som ik­ke vil os det godt. Sam­ti­dig er der bil­le­der fra da­ge­ne, som al­drig kom­mer til at for­svin­de. Be­gra­vel­ser­ne og of­re­nes enor­me sorg er no­get, der sta­dig er helt ufor­stå­e­ligt. Hvor­for skul­le de to mænds liv en­de dér? Og på ho­spi­ta­let, hvor jeg så be­tjen­te­nes skud­sår, der blev for­skel­len mel­lem liv og død me­get kon­kret.

Om den eft er­føl­gen­de kri­tik af po­li­ti­et har jeg det så­dan, at vi dan­ske­re nog­le gan­ge er me­get klo­ge på no­get, som vi ik­ke kun­ne væ­re klo­ge på i si­tu­a­tio­nen. Og no­get af kri­tik­ken var og­så over stre­gen. Men jeg fø­ler og­så, at jeg som ju­stits­mi­ni­ster eft er­føl­gen­de tog fat om de pro­ble­mer, der var.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.