I

BT - - SONDAG -

hjør­net af ba­ren ’ The Lo­cal Hero’ sid­der 65- åri­ge Cliff Gin­net­ta og drik­ker en dyb­sort half- pint. Man­den, der har bo­et i by­en he­le sit liv, har sin egen må­de at be­skri­ve ste­det: » Indtil nu har vi nok mest væ­ret kendt for vo­res chips- fa­brik, Wal­kers. «

Nå ja, så er der selv­føl­ge­lig og­så Gu­in­nes­s­re­kor­den for Stor­bri­tan­ni­ens stør­ste su­per­mar­ked og det ny­li­ge fund af King Ri­chard den 3.’ s jor­di­ske re­ster un­der en par­ke­rings­plads.

Der­u­d­over er der ik­ke så me­get at kom­me eft er her i Lei­ce­ster, der lig­ger i hjer­tet af Eng­land, 60 ki­lo­me­ter øst for Bir­m­ing­ham.

By­en, der har ca. 330.000 ind­byg­ge­re, lig­ger i den tri­ste en­de af de fl este sta­ti­stik­ker over so­ci­a­le og sund­heds­mæs­si­ge for­hold. Be­bo­er­ne har bl. a. den la­ve­ste gen­nem­snit­li­ge ind­komst i Stor­bri­tan­ni­en, den stør­ste an­del af børn, som le­ver un­der fat­tig­doms­græn­sen, og ar­bejds­løs­he­den er hø­je­re end gen­nem­snit­tet

om en ek­stra streg un­der elen­dig­he­dens reg­ning blev Lei­ce­ster for ny­lig kå­ret som en af de mindst ro­man­ti­ske by­er i det bri­ti­ske kon­ge­ri­ge.

Men i øje­blik­ket er de lo­ka­les hjer­ter ved at bri­ste af ren lyk­ke og stolt­hed. Et va­ske­æg­te fod­bol­de­ven­tyr har sat den bri­ti­ske ar­bej­der­by på den an­den en­de – og på ver­dens­kor­tet.

En ek­sta­tisk stem­ning

De iko­ni­ske bri­ti­ske ræk­ke­hu­se lig­ger si­de om si­de med neds­lid­te in­du­stri­byg­nin­ger og fa­brik­ker. En æl­dre da­me, som kom­mer slæ­ben­de med si­ne ind­købspo­ser, bæ­rer et Lei­ce­ster Ci­ty- hal­størklæ­de om hal­sen. Et sym­bol, der har få­et en helt sær­lig be­tyd­ning for by­en og dens ind­byg­ge­re.

86- åri­ge Bet­ty Fre­e­sto­ne, der si­den hun var helt lil­le har fulgt det lo­ka­le fod­bold­holds kam­pe i sin tran­si­stor­ra­dio, kan selv bedst be­skri­ve den nu­væ­ren­de stem­ning i Lei­ce­ster med ét ord: » Ek­sta­tisk. «

Og det er li­ge præ­cis den fø­lel­se, som man mø­der, uan­set hvem man ta­ler med i Lei­ce­ster.

Som ta­get ud af et fi lm­ma­nuskript har det lo­ka­le fod­bold­hold kæm­pet sig he­le vej­en fra bun­den til top­pen i den øver­ste en­gel­ske fod­bold­liga, Pre­mi­er Le­ague – og er nu fa­vo­rit til at vin­de det he­le. For­an fod- bold­gi­gan­ter og mil­li­ard- for­ret­nin­ger som Man­che­ster Ci­ty, Ar­se­nal og Tot­ten­ham.

Bri­ti­ske me­di­er tø­ver ik­ke med at kal­de det for en af de stør­ste sen­sa­tio­ner i en­gelsk fod­bold, hvis ’ The Foxes’ ( ræ­ve­ne, red.) drøm går i op­fyl­del­se.

Sam­men med sin svo­ger er Bet­ty Fre­e­sto­ne på vej til den lo­ka­le pub, The Uni­on Inn. For som hun si­ger:

» Vi ta­ger os al­tid en øl om man­da­gen. Nej, for re­sten, det er jo ons­dag!, « ud­bry­der hun med et grin.

Stam­ste­det, der lig­ger i et gam­melt bin- dings­værks­hus, er som et mu­se­um for Lei­ce­ster Ci­ty- kleno­di­er.

Overalt på væg­ge­ne og bag ba­ren hæn­ger der sig­ne­re­de trø­jer, fo­tos af tid­li­ge­re spil­le­re, gam­le kamp­pro­gram­mer, klub­fl ag, bil­let­ter fra 70’ er­ne, an­tik­ke fod­bold­støv­ler og an­dre kurio­si­te­ter som en T- shirt fra en svensk Lei­ce­ster Ci­ty- fan­klub og en chipspo­se med et bil­le­de af fol­ke­hel­ten og top­sco­re­ren Ja­mie Var­dy.

Al­le gæ­ster­ne på den til­rø­ge­de pub snak­ker om fod­bold. Heri­blandt 68- åri­ge Roy Ward:

» Det er fuld­stæn­dig uvir­ke­ligt. Jeg har fulgt Lei­ce­ster Ci­ty i over 40 år, men det her er høj­de­punk­tet i klub­bens hi­sto­rie. Og det er en stolt­hed, man kan mær­ke i he­le by­en. «

Pen­ge­stær­ke ri­va­ler

For knap et år si­den lå de al­ler­sidst i liga­en og var fa­re­tru­en­de tæt på nedryk­ning – men nu har mand­ska­bet og den nye ita­li­en­ske træ­ner Clau­dio Ra­ni­e­ri vendt alt på ho­ve­d­et.

Med ben­hårdt ar­bej­de og en uku­e­lig selv­til­lid har den un­der­tip­pe­de klub kæm­pet sig til tops. Det er mil­dest talt no­get af en præ­sta­tion, ik­ke mindst når man tæn­ker på ri­va­ler­nes bug­nen­de øko­no­mi. Man­che­ster Ci­ty, som Lei­ce­ster yd­my­ge­de 3- 1 på ude­ba­ne i sid­ste we­e­kend, har en trup, der sam­let set er op mod tre mia. kr. værd. » Knib dig selv i ar­men. Gnid dig i øj­ne­ne.

Sprøjt vand i an. sig­tet. Det er ik­ke en drøm, « ly­der den ram­men­de be­skri­vel­se i den lo­ka­le avis, Lei­ce­ster Mercury.

Book­ma­ker­nes tal ta­ler og­så de­res eget ty­de­li­ge sprog: Sat­se­de man på guld til Lei­ce­ster ved sæ­so­nens begyndelse, gav det pen­ge­ne 5.000 gan­ge igen. En tøm­rer, der spil­le­de cir­ka 50 kr., står til en ge­vinst på cir­ka en kvart mil­li­on, hvis klub­ben vin­der mester­ska­bet.

’ Lei­ce­ster Ci­ty er min re­li­gion’

En af de mest hardco­re Lei­ce­ster- fans er 36- åri­ge Lee Job­ber, der bor i den so­ci­alt be­la­ste­de by­del, Braun­sto­ne. Her de­ler han et lil­le ræk­ke­hus med sin 62- åri­ge mor.

De fl este, der har no­get med fod­bold at gø­re i by­en, ved hvem Job­ber er. Han er hel­ler ik­ke til at over­se i ga­de­bil­le­det el­ler på King Po­wer Sta­di­um. Den kraft ige, skal­de­de mand, der har over 160 ta­to­ve­rin­ger, har i åre­vis haft den ære­ful­de tjans som trom­mesla­ger til hol­dets kam­pe. Han kal­der selv klub­ben for » sin re­li­gion « . Han har Lei­ce­ster Ci­ty’s logo ta­to­ve­ret hen over he­le ryg­gen, li­ge­som an­k­len er pry­det med et på­fund, som han helt sik­kert er den ene­ste i ver­den, der bæ­rer rundt på: Et bil­le­de af Dis­ney- fi gu­ren Mary Pop­pins med et Foxes­hal­størklæ­de om hal­sen. I hu­sets en­tré hæn­ger et kæm­pe skilt med klub­bens navn, og på bi­lens num­mer­pla­de står der ’ YES LCFC’. Selv hans mor er ble­vet på­vir­ket af søn­nens li­den­skab:

» Tid­li­ge­re, når jeg kom hjem fra en kamp, så spurg­te hun al­tid ’ vandt I i dag?’. Nu spør­ger hun i ste­det ’ vandt vi i dag?’, « si­ger Lee Job­ber.

I hans fat­ti­ge barn­doms­hjem var der hver­ken råd til fod­bold­bil­let­ter el­ler bør­ne­pas­ning, men na­bo­en tog den 4- åri­ge dreng med til sin før­ste kamp. Si­den har Job­ber og Lei­ce­ster Ci­ty væ­ret uad­skil­le­li­ge. Det er ble­vet så ek­stremt, at han selv gri­ner, når han for­tæl­ler om det:

» Jeg har ind­ret­tet he­le mit he­le liv eft er fod­bold. Hvis der var nog­le an­dre, der sag­de, at de hav­de gjort det, vil­le jeg selv tæn­ke, at det var mær­ke­ligt. Men jeg har væ­ret in­de i en fod­bold- bob­le he­le mit liv. Jeg har fra­valgt børn på grund af fod­bold, og jeg har valgt min kar­ri­e­re, så det pas­ser med, at jeg har fri, når der er kam­pe. Mi­ne fe­ri­er har jeg og­så al­tid få­et til at pas­se med kam­pe­ne. Hvis en kamp blev fl yt­tet, mens jeg var ude at rej­se, tog jeg hjem før tid. I lø­bet af de se­ne­ste 20 år har jeg kun mis­set en hånd­fuld kam­pe – og det har væ­ret på ude­ba­ne, « si­ger Job­ber, der sid­der i en sort læ­der­so­fa i sit lil­le væ­rel­se.

Det er kun for­di, at han er fl yt­tet ind hos sin mor for ny­lig, at væg­ge­ne ik­ke er til­pla­stre­de med Lei­ce­ster Ci­ty- mer­chan­di­se som i hans tid­li­ge­re bo­lig.

’’

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.