AN­NET­TE HEICK Vir­ke­lig­he­den over­går alt

BT - - SONDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

Isom­me­ren 2014 sat­te jeg mig til at skri­ve den­ne ugent­li­ge klum­me med det mål at fi nde en barn­doms­ven, Su­ne. Hi­sto­ri­en var, at hans sø­ster og jeg var ve­nin­der i fol­ke­sko­len, indtil hun tragisk dø­de af en in­fek­tion ba­re 15 år gam­mel. Den lil­le fa­mi­lie faldt stil­le og ro­ligt fra hin­an­den. Få år se­ne­re tog fa­de­ren sit eget liv, og der gik ik­ke læn­ge, før mo­de­ren valg­te at gå sam­me vej. I åre­ne eft er hør­te jeg, at lil­le­bror Su­ne var ble­vet sam­let op af den øv­ri­ge fa­mi­lie, men jeg vid­ste ik­ke, hvor han var, og jeg hav­de så man­ge ube­sva­re­de spørgs­mål. JEG VED EGENT­LIG ik­ke, hvor­for jeg var så sen til at ind­se, at jeg med min klum­me hav­de en op­lagt mu­lig­hed for at sø­ge no­gen, der kend­te no­get til Su­nes skæb­ne. Jeg skrev, og jeg fi k mit svar. HVIS JEG INDTIL da hav­de syn­tes, at he­le hi­sto­ri­en hav­de haft et skær af van­vid over sig, så skul­le den nu vi­se sig at væ­re end­nu me­re skæb- Jeg op­da­ge­de i april, at min æg­te­mand gen­nem 7 år ( 51 år gam­mel) og sam­bo på 15. år har væ­ret mig ut­ro gen­nem me­re end 3 år med den sam­me kvin­de. Han li­der af en kro­nisk syg­dom og sad på so­fa­en hver dag, når jeg kom hjem, og så fed­tet og syg ud. Jeg sad tro­ligt ved hans si­de, de år og hå­be­de hver dag på, at nu var han ble­vet bed­re. Men nej. Han sad sta­dig og spil­le­de på sin iPad hver dag jeg, kom hjem fra job. ( Han selv ar­bej­der tidligt og var tidligt hjem­me) En lør­dag i april tog et par ve­nin­der og jeg til Sol­rød på en pub, og der sad min mand sam­men med to kvin­der! ( han skul­le ha­ve væ­ret på be­søg i Øl­by hos en kam­me­rat) Han kom hjem da­gen eft er kl. 18, og ik­ke med no­gen for­kla­ring. Det vi­ste sig, at en af kvin­der­ne var hen­de, han hav­de væ­ret mig ut­ro med i de over tre år. Jeg fandt selv ud af sam­men­hæn­gen med det me­ste via hans egen iPad. Jeg vil­le skil­les, men han vil­le ik­ke! Han vil­le fort­sæt­te vo­res æg­te­skab, og han skul­le da nok glem­me hen­de! Den hop­pe- nesvan­ger. Selv­sam­me dag som jeg sad og for­mu­le­re­de min eft er­lys­ning, var den på­gæl­den­de Su­ne på fe­rie med sin fa­mi­lie i Frank­rig. En glad og smuk fa­mi­lie med mas­ser af over­skud og kær­lig­hed. Og Su­ne var ta­get på cy­kel­tur i bjer­ge­ne. Her mi­ste­de han plud­se­lig kon­trol­len over cyk­len og kol­li­de­re­de med en bil. Han var død på ste­det. DA JEG MODT­OG den be­sked, kun­ne jeg nær­mest ik­ke rum­me vir­ke­lig­he­den. På re­la­tivt få år var he­le den fa­mi­lie, jeg kom hos i min barn­dom, ble­vet ud­s­let­tet. Så trist og ufor­stå­e­ligt. AT LI­VET KAN væ­re kort, har jeg lært fra en tid­lig al­der. Jeg var kun 20, da den næ­ste ve­nin­de dø­de i et tra­fi kuheld. Hen­des for­æl­dre har jeg sta­dig kon­takt til, og de kom­mer sig na­tur­lig­vis al­drig over det tab. Det er desvær­re ble­vet til en del ven­ner og ve­nin­der over åre­ne, og det fø­les hver gang ube­gri­be­ligt, at et men­ne­ske, der ik­ke en­gang har run­det 40, skal hi­ves væk fra et dej­ligt liv. FOR ET PAR år si­den var man­den med le­en igen på spil. Vi gam­le ven­ner sad i kir­ken og så på en­ken og de to små børn, der sad derop­pe på for­re­ste ræk­ke tyn­get af sorg. Igen en dum ulyk­ke. Så­dan en, hvor man tæn­ker: Det er næ­sten for utro­ligt til at de jeg ik­ke på. Vi bo­e­de i nog­le mdr i hver sit væ­rel­se i vo­res 3- vær. lej­lig­hed, Jeg an­søg­te om skils­mis­se, og han fl yt­te­de mod­vil­ligt ud i ok­to­ber. Skift eret­ten hav­de over­dra­get mig lej­lig­he­den. . Han fl yt­te­de, og jeg fi k sat lej­lig­he­den i stand med hjælp fra en god ven, der er ma­ler. Og er glad for re­sul­ta­tet. MEN jeg har me­ga svært ved at glem­me ham, selv­om han fak­tisk ik­ke var god for mig. Han be­hand­le­de mig ik­ke godt, tal­te dår­ligt til mig og ind­drog mig al­drig i si­ne ting. Spurg­te mig al­drig til rå­ds om no­get osv. SÅ hvor­for kan jeg ik­ke løs­ri­ve mig fra ham? Jeg er me­get stæ­dig og for­føl­ger en ting, til det er opkla­ret. Det er li­ge­som at jeg mang­ler hans ac­cept, når jeg la­ver no­get og op­le­ver no­get. Han lover og si­ger en ting, når jeg rin­ger men gør no­get an­det. Kan så si­ge at så­dan var han og­så nog­le gan­ge i æg­te­ska­bet. Men sy­nes, det er me­ga svært at kom­me vi­de­re i mit liv. Ham ma­le­ren er me­ga glad for mig, vil hi­ve him­len ned til mig, MEN min ma­ve­for­nem­mel­se er ik­ke rig­tig med, fø­lel­ser­ne for ham vil ik­ke ind­fi nde sig rig­tigt desvær­re. Har sagt til ham, at han skal gi­ve mig tid, idet jeg ik­ke hop­per fra et for­hold til et an­det. Vil mær­ke fri­he­den, nu den er der. Jeg har skre­vet i en sms til min eks­mand, at jeg op­gi­ver at ha­ve kon­takt til ham fra i dag, bort­set fra hvad an­går be­ta­ling for den bil, han kø­rer i, som står i mit navn.

Jeg tror, din stæ­dig­hed spæn­der ben for dig. Der er ik­ke no­get væ­re sandt. I kir­ken sad og­så en an­den kvin­de, som var knust. Jeg lag­de ik­ke mær­ke til hen­de, for der var så man­ge men­ne­sker den dag, men så for et år si­den kom den­ne kvin­de hen til mig og gav mig sit num­mer. ’ Ring til mig’, sag­de hun. VI MØD­TES. DET vi­ste sig, at hun og min ven gen­nem fem år hav­de væ­ret el­sken­de. Idet de beg­ge var gift , hav­de det ik­ke væ­ret mu­ligt for hen­de at vi­se sin sorg, da han dø­de, el­ler i det he­le ta­get at ta­le med no­gen om det. Da hun plud­se­lig så mig på ga­den, fi k hun den idé, at hun må­ske al­li­ge­vel kun­ne let­te sit hjer­te. Og her sad vi så.

’’

JEG DØM­MER IK­KE no­gen, for kær­lig­he­den har så man­ge facet­ter, at vi næp­pe kan gø­re os klo­ge på, hvad der er rig­tigt el­ler for­kert. Men når li­vet får en brat en­de, så sid­der man nu al­li­ge­vel og spe­ku­le­rer på, om no­get kun­ne ha­ve væ­ret gjort an­der­le­des. Jeg har ik­ke sva­re­ne, men jeg tror, at for man­ge men­ne­sker bræn­der in­de med ord, der skul­le ha­ve væ­ret sagt. Og plud­se­lig en dag er det for sent. myste­ri­um at opkla­re el­ler gra­ve i. han var ba­re ik­ke god for dig, og du var nødt til at ta­ge et dra­stisk skridt for at be­skyt­te dig selv. End of story. Lad ik­ke din stæ­dig­hed hol­de dig me­re i gang med den hi­sto­rie. Jeg tror egent­lig ik­ke, ut­ro­ska­ben som så­dan har væ­ret år­sa­gen til, at du gik. Jeg tror blot, det var drå­ben. Hvis I hav­de haft et kær­lig­heds­fuldt og godt sam­liv, så hav­de du sik­kert fun­det en må­de at til­gi­ve ham på. Men din be­skri­vel­se af je­res for­hold rum­mer ik­ke man­ge kær­li­ge ord. Det gør na­tur­lig­vis ondt, når 15 års sam­liv får en en­de, men jeg tror på, at det vil væ­re godt for dig, hvis brud­det bli­ver me­re de­fi ni­tivt. Der­for er det fi nt, at du har skre­vet til ham, at I ik­ke læn­ge­re skal ha­ve kon­takt. Jeg tror, det vil væ­re nem­me­re for dig at kom­me vi­de­re, hvis der slet in­gen kon­takt er. Jeg un­drer mig dog lidt over den bil. Hvis den står i dit navn, og det er dig, der be­ta­ler for den, så bur­de du jo kun­ne sæl­ge den. Jeg sy­nes, I skal få gjort rent bord, så der ik­ke er me­re imel­lem jer. Og da slet ik­ke en dum bil. Det er din en­som­hed, der får dig til at sø­ge til­ba­ge til Pe­ter. Man kan si­ge, at du et el­ler an­det sted tæn­ker: Hel­le­re dår­ligt sel­skab end slet ik­ke no­get sel­skab. Men du ved jo godt, at så­dan hæn­ger tin­ge­ne ik­ke sam­men. Dår­ligt sel­skab er dår­ligt – uan­set al­ter­na­ti­vet. Din eks­mand skal sor­te­res helt fra, så du kan be­gyn­de at ret­te fø­le­hor­ne­ne ud mod nye ho­ri­son­ter. Vent du ba­re med ham ma­le­ren. Du skal li­ge ha­ve hjer­tet til at føl­ge med først. Men få ek­sen helt ud af ho­ve­d­et. Til­giv ham, at han var en idi­ot, og så husk, at du skal væ­re god ved dig selv.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.