Bam­bi på glat­te

BT - - REJSER -

BEGYNDERSKI Det er ik­ke helt sandt, at jeg al­drig har haft et par ski på fød­der­ne før. Da jeg var 17 år og bo­e­de i Ca­na­da med mi­ne for­æl­dre, slæb­te nog­le af mi­ne for­æl­dres ven­ner mig med på det lo­ka­le ski­an­læg, op i en lift - og så su­se­de de el­lers ned mod da­len med sne­en sprøjten­de om ører­ne, mens jeg for­søg­te at føl­ge ef­ter - og end­te med et vold­somt styrt og en for­st­u­vet an­kel. Si­den den fi­a­sko har jeg ik­ke for­søgt mig på ski. Men med al­le de ju­bel­ta­ler, min om­gangskreds, hvert år fra ok­to­ber til april, hol­der om kon­cep­tet ski­fe­rie, har nys­ger­rig­he­den nu vun­det over fi­a­sko­fø­lel­sen. Jeg er klar til at gi­ve det et nyt for­søg. Helt sik­kert med sti­ve­re ben og min­dre gå- på- mod, og oven i hat­ten ud­sty­ret med den be­la­sten­de ka­rak­te­r­e­gen­skab, at jeg, sik­kert li­ge­som man­ge an­dre, ha­der at væ­re dår­lig til no­get. Som man jo i sa­gens na­tur of­te er i di­sci­pli­ner, man ik­ke har prø­vet før.

Trø­sten er, at vi er fi­re be­gyn­de­re på det tre- da­ges kur­sus, der bli­ver min ild­dåb. Så selv om Trysil i Nor­ge, hvor se­an­cen skal fo­re­gå, er et stort ski­om­rå­de, hvor der vil væ­re ski­ha­jer al­le veg­ne, vil jeg ik­ke væ­re den ene­ste dan­ske bam­bi på bræd­der.

På dag et går det op for mig, at skiløb ik­ke ba­re er at fly­ve ele­gant ned ad bak­ke med vin­den su­sen­de om ører­ne og et per­fekt S i sne­en bag en.

Først skal man le­je ud­styr, som er en stør­re vi­den­skab, så skal ski, sta­ve og hjelm trans­por­te­res fra bu­tik­ken til ski­bak­ken - og helst på en må­de, så man ik­ke ta­ber de gen­stri­di­ge gen­stan­de un­der­vejs. Og så er der al­le de men­ne­sker, der kom­mer fræ­sen­de ned fra bjer­get og la­ver op­brems­nin­ger på et ni­veau, der for mig at se er li­ge til vin­ter- OL.

Så al­le­re­de in­den ski­e­ne er kom­met på, er jeg stres­set og opkogt un­der de man­ge lag tøj og fø­ler mig som en fisk, der er lan­det i den for­ker­te sø.

Vi er i be­gyn­der- om­rå­det, hvor al­le er nye i di­sci­pli­nen at ha­ve no­get på fød­der­ne, der be­væ­ger sig, som hav­de de de­res egen vil­je ved den mind­ste hæld­ning i ter­ræ­net. Vi læ­rer at fal­de - til si­den, læ­rer at kom­me op igen, læ­rer at gå op ad bak­ke med ski på, læ­rer at ba­lan­ce­re, og at man kom­mer langt, hvis man læ­rer at hol­de væg­ten rig­tigt over ski­e­ne. For me­get bag­vægt er en klas­si­ker og rig­tig dumt, for så fræ­ser ski­e­ne ubarm­hjer­tigt ne­d­ef­ter, og man en­der - med tyng­de­kraf­tens hjælp - helt sik­kert med et bump på num­sen. De­but på tal­ler­ken­lif­ten Så ta­ger vi tal­ler­ken­lif­ten op til top­pen af be­gyn­der­bak­ken og læ­rer, at nej, man kan ik­ke sid­de på en tal­ler­ken­lift, den er ude­luk­ken­de be­reg­net til at skub­be én fremad. På be­gyn­der­bak­ken læ­rer vi funk­tio­nen at plove, som er at for­me det om­vend­te v med ski­e­ne, der fun­ge­rer som brem­se.

Den di­sci­plin bli­ver jeg ret hur­tigt ferm til. Li­ge­som jeg og­så kan føl­ge ef­ter in­struk­tø­ren i de sto­re bu­er ned over bak­ken, hun kø­rer i. Til høj­re, til ven­stre, til høj­re, til ven­stre og husk at læg­ge vægt på det mod­sat­te ben, vægt på høj­re, når man vil dre­je til ven­stre og om­vendt.

Det kø­rer, det her, tæn­ker jeg. Det kø­rer.

Men det kø­rer ik­ke så­dan vildt hur­tigt.

» Far­ten er din ven, « bli­ver in­struk­tø­ren ved at si­ge.

Fart? Det er jo ik­ke som om, jeg har spe­ci­elt me­get kon­trol over mi­ne ski. Hver an­den gang jeg kø­rer ned, fø­ler jeg, at det er me­re held end min tek­nik, der gør, at jeg får la­vet nog­le sving. Skul­le jeg så øge far­ten? Så kan jeg da slet ik­ke kon­trol­le­re no­get, og kom­mer helt sik­kert til at en­de i en fortum­let klu­de­bun­ke af ski og sta­ve mel­lem gran­træ­er­ne ved si­den af bak­ken. Det kan hun glem­me.

Ef­ter frokost flyt­ter vi lo­ka­tion til en lidt stør­re bak­ke og øver de sam­me ting, in­den vi, sidst på ef­ter­mid­da­gen, ta­ger en sto­le­lift op i ter­ræ­net.

» Det er jo her­op­pe, man rig­tigt står på ski, « si­ger in­struk­tø­ren med et stort smil.

Ud­sig­ten fra lif­ten er ma­ge­løs, man kan se langt ud over Trysils væl­di­ge ski­om­rå­de. Men den er lidt svær at ny­de, for knu­den i min ma­ve vok­ser pro­por­tio­nelt med de høj­de­me­ter, vi sti­ger op over gra­ner­ne. Vi skal jo og­så ned igen. Og ba­re den før­ste bak­ke, vi skal nedad, da vi er tum­let af lif­ten, ser ud som så­dan en, det nok er bedst, jeg ta­ger på num­sen.

Det er dog al­li­ge­vel for pin­ligt, li­ge­som tan­ken om ba­re at hop­pe på lif­ten re­tur hel­ler ik­ke dur, så jeg be­væ­ger mig for­sig­tigt fra det fla­de, sik­re styk­ke ud over fald­linj­en. Og så er jeg af­sted - selv om jeg føl­ger den grøn­ne, nem­me pi­ste og be­væ­ger mig mærk­bart lang­som­me­re end al­le an­dre, fø­ler jeg, at jeg er en vild­fa­ren ra­ket i land­ska­bet.

Jeg prø­ver at plove mig til et stop, så jeg kan få no­get kon­trol over si­tu­a­tio­nen, men ski­e­ne fort­sæt­ter helt upå­vir­ket, sving er der ik­ke me­get af, og at sty­re uden om de man­ge an­dre, der er her­op­pe i ter­ræ­net, drop­per jeg. Jeg har nok at gø­re med at hol­de mig op­rejst og føl­ge den grøn­ne pi­ste i det vir­var af an­dre pi­ster, den kryd­ser.

Da­gen ef­ter er vi til­ba­ge på be­gyn­der­bak­ken og øver brem­se­tek­nik - den slags op­brems­ning, hvor man ka­ster ski­e­ne til høj­re el­ler ven­stre og stop­per brat. Det kan mi­ne ben ik­ke fin­de ud af, ski­e­ne bli­ver ved at gli­de i al­le mu­li­ge ret­nin­ger, især ind over hin­an­den. Fejl­en er, iføl­ge in­struk­tø­ren, at min over­krop og hof­ter dre­jer med, og at jeg ik­ke ret­ter mig or­dent­ligt op, og en mas­se an­det, jeg hol­der op med at hø­re ef­ter. Og i ste­det klik­ker jeg mig ar­rigt ud af ski­e­ne og mar­che­rer ind i caf’éen for sur­mu­len­de at drik­ke varm ka­kao sam­men med an­dre træt­te børn.

En af de an­dre ski­jom­fru­er har en an­den til­gang end mig. Han kan hel­ler ik­ke rig­tigt brem­se på den ef­fek­ti­ve fa­con, og han bru­ger og­så he­le krop­pen i si­ne sving. Men han har ik­ke min skræk for at mi­ste kon­trol­len og en­de med et bræk­ket ben, så når han kø­rer nedad, blæser han der­ud­af, fal­der igen og igen, men kom­mer op igen og prø­ver igen.

I vir­ke­lig­he­den nok en bed­re me­to­de. 10.000 ti­mers træ­ning På dag 3 hed­der det pa­ral­lelsving. Den ’ rig­ti­ge’ må­de at stå på ski på. Sto­re, blø­de sving el­ler hur­ti­ge kor­te med sam­le­de ben og - ser det ud til - le­gen­de let. Jeg kan godt lidt, men de fle­ste gan­ge ik­ke. Så mens jeg igen og igen ta­ger tal­ler­ken­lif­ten op for en­den af - dog den sto­re - be­gyn­der­bak­ke og igen og igen kø­rer nedad, tæn­ker jeg på fi­lo­so­fi­en om, at det ta­ger 10.000 ti­mers træ­ning, før man er god til no­get. Okay, så er man og­så god i ka­te­go­ri­en eks­pert, men al­li­ge­vel. 10.000 ti­mer er godt nok lang tid.

Men at jeg trods alt har lært no­get, fin­der jeg ud af, da vi på sid­ste­da­gen skal af­le­ve­re ud­sty­ret i skis­hop­pen og jeg, mod­sat da vi kom, fak­tisk kø­rer no­gen­lun­de selvsik­kert ned til bu­tik­ken og uden at tæn­ke over det brem­ser - ik­ke over­le­gent og ele­gant, men dog kon­trol­le­ret.

Der skal ( me­get) me­re træ­ning til, og en ac­cept af, at man er dår­lig til no­get, indtil man har lært det, vil­le nok og­så væ­re en god ting. Men ja, selv voks­ne med angst for at mi­ste kon­trol­len kan fak­tisk godt læ­re at stå på ski på tre da­ge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.