, at vi mø­der Le­ague, in­den jeg dør’

BT - - NYKØBING FC -

land. Jeg syn­tes ik­ke helt, vi hav­de råd til det, og vi hav­de og­så en øde­gård i Sve­ri­ge, men så la­ve­de vi en de­al om, at hvis vi gjor­de det, som be­tød me­re for hen­de end for mig, så vil­le jeg uden at skul­le spør­ge om lov kun­ne se al­le LFAs ( tid­li­ge­re hed klub­ben Lol­land Fal­ster Al­li­an­cen. red) kam­pe i he­le Dan­mark i tre år. Den åd hun. «

Grun­det et stramt pro­gram blev det kun til et få­tal af kam­pe, men:

» Det var en enorm be­fri­el­se for er det in­gen til­fæl­dig­hed, at Claus Mey­er nu har an­del i den klub, han el­sker så højt. Han vil ik­ke op­fat­tes som en fod­bold­boss, der dik­te­rer ret­nin­gen i klub­ben. Sna­re­re som en hjæl­per. Den hjælp blev for al­vor mu­lig, da han med sal­get af ak­tie­ma­jo­ri­te­ten i livs­vær­ket ’ Mey­ers’ kun­ne sæt­te et tre­cif­ret mil­li­onbe­løb ind på bank­kon­to­en.

» Af al­le mu­li­ge ir­ra­tio­nel­le år­sa­ger har fod­bold­klub­ben der­ne­de ba­re al­tid fyldt no­get i mit hjer­te. Jeg har al­tid holdt med den lil­le, ’ the un­der­dog’, jeg er jo selv star­tet med at ko­ge sup­pe på en sten. Helt fra bun­den af. « Han fort­sæt­ter: » Jeg har al­drig rig­tig kun­net for­hol­de mig til FCK som fæ­no­men. Det der med, at der kom­mer nog­le rig­mænd for at tje­ne pen­ge på spor­ten. Jeg hå­ber ik­ke selv, jeg bli­ver op­fat­tet som en el­ler an­den pa­te­tisk for­ret­nings­mand, som ba­re skal eje en klub for at væ­re no­get ved mu­sik­ken, « si­ger han i en im­po­ne­ren­de ta­le­strøm, der på en el­ler an­den må­de er ble­vet en del af hans sig­na­tur.

Ta­len dre­jer ind på den tid­li­ge­re FCN- di­rek­tør Ta­ge Ni­el­sen, som Mey­er selv ind­sat­te som be­sty­rel­ses­for­mand og man­den, der skal væ­re med til at hol­de styr på øko­no­mi­en - og Claus Mey­er selv, fri­stes man til at tæn­ke. Iføl­ge Claus Mey­er en helt af­gø­ren­de mand for pro­jek­tet.

» Det var så­dan no­get, vi tal­te om for sjov over en whi­skey i Lon­don. ’ Ta­ge, du skal ned og væ­re di­rek­tør i Ny­kø­bing Fal­ster en dag’. Han syn­tes jo, det var fuld­stæn­dig latterligt, for han kom fra en af Dan­marks stør­ste fod­bold­klub­ber. Men af en el­ler an­den grund kan han godt li­de mig at ha­ve ube­græn­set ad­gang til at ta­ge af sted for at se fod­bold, hvis jeg skul­le få lyst. Ba­re det, at der ik­ke lå en for­hand­ling for­an én, hvis der var no­get spæn­den­de un­der op­træk, « si­ger Claus Mey­er, mens ar­me­ne flag­rer rundt og ska­ber en be­gej­string, så Claus Jensen bry­der ud i et lil­le grin. Sil­ke­borg en ons­dag af­ten Der var og­så LFAs po­kal­kvart­fi­na­le mod Brønd­by. Claus Mey­er var i Sve­ri­ge med fa­mi­li­en, men MÅT­TE af sted. En tog­tur på ot­te ti­mer var in­gen hæn­dring.

» Vi var 10.000 der tro­e­de på mirak­let, men vi tab­te 0- 2. Men det var ba­re det der med at gø­re det. At ta­ge af sted fra Små­land klok­ken 5 om mor­ge­nen fra Jönköping Sta­tion. «

Og så var der po­kal­kam­pen i Sil­ke­borg, hvor Claus Mey­er » tog fri fra ar­bej­det klok­ken 15 « og mød­tes med ven­nen Mor­ten Jensen på en tank­sta­tion i Ka­lund­borg, så de sam­men kun­ne ta­ge tu­ren til det midtjy­ske. Det end­te med en sen­sa­tio­nel 2- 1- sejr til fal­strin­ger­ne til sil­ke­bor­gen­ser­nes højlyd­te fru­stra­tion.

» Vi var ved at dø af grin. Vi var de ene­ste fra Ny­kø­bing Fal­ster på he­le Sil­ke­borg Sta­dion en ons­dag af­ten. Når man har det så­dan med fod­bold, kan man le­ve på så­dan no­get i en uge. Det over­skyg­ger al­le ne­ga­ti­ve op­le­vel­ser i ens ar­bejds­liv. «

Med den pas­sion bræn­de­ne i sig

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.