JEG BLEV VOLD­TA­GET

Kæm­per på 8. år for er­stat­ning

BT - - VOORZIJDE PAGINA -

OVER­FALD En hyg­ge­lig af­ten hos en ve­nin­de over en fla­ske vin skul­le vi­se sig at bli­ve skæb­nesvan­ger for Ci­ci­lie Holm. På vej hjem blev hun over­fal­det og vold­ta­get. Ef­ter­føl­gen­de har hun kæm­pet for at gen­vin­de sit liv, der brutalt blev øde­lagt. Men ud­over sel­ve kam­pen for at sam­le sig selv som men­ne­ske igen, må hun og­så sta­dig kæm­pe for at få er­stat­ning.

Voldtæg­ten blev først re­gi­stre­ret om­kring 14 da­ge ef­ter po­li­ti­et - iføl­ge Ci­ci­lie Holm - hav­de ‘ ka­stet hen­de rundt’ mel­lem for­skel­li­ge po­li­ti­sta­tio­ner, da man ik­ke umid­del­bart kun­ne af­gø­re, hvil­ken af­de­ling sa­gen hør­te til.

Der­med var fri­sten for at an­mel­de en voldtægt, hvis man vil op­nå er­stat­ning fra sta­ten gen­nem Er­stat­ningsnæv­net, over­skre­det ad­skil­li­ge gan­ge.

Hvert år bli­ver om­kring 3.600 per­so­ner vold­ta­get el­ler for­søgt vold­ta­get i Dan­mark. Kun om­kring 400 an­mel­der voldtæg­ten.

For at få er­stat­ning fra det of­fent­li­ge, skal an­mel­del­sen ske in­den for 72 ti­mer ef­ter over­gre­bet, og det skal kun­ne be­vi­ses, at der er ta­le om voldtægt el­ler for­søg på voldtægt.

Skæb­nesvan­gert Men får man det ik­ke gjort i ti­de, op­står pro­ble­met som det er gjort for Ci­ci­lie Holm.

Der­for står Ci­ci­lie Holm nu frem og for­tæl­ler om den uhyg­ge­li­ge voldtægt, der øde­lag­de hen­des liv, og send­te hen­de ud i åre­lang kamp for er­stat­ning.

Det var i 2008, men for Ci­ci­lie er det på man­ge må­der som om det var i går.

Det var for­år og fre­dag den­gang for ot­te og et halvt år si­den.

Ci­ci­lie Holm var på be­søg hos en ve­nin­de. Ci­ci­lie Holm, der er mor til tre, drik­ker nor­malt ik­ke, men den af­ten del­te hun en fla­ske vin og en pizza med ve­nin­den.

Ci­ci­lie Holm, som på det tids­punkt træ­ne­de op til tri­at­lon og ar­bej­de­de som per­son­lig træ­ner, in­den hun skul­le på uni­ver­si­te­tet og læ­se, skul­le op tidligt næ­ste dag, så da ve­nin­den vil­le vi­de­re i by­en, be­slut­te­de hun sig for at ta­ge hjem:

» Nor­malt ta­ger jeg al­tid en taxi hjem, men den af­ten var jeg kom­met til at glem­me mit dan­kort hos min ve­nin­de. Hun var ta­get i by­en, så jeg kan ik­ke få fat i hen­de el­ler mit kort. Så jeg får fat i en taxi og be­der chauf­før­en om at kø­re mig så langt, som de pen­ge, jeg har i lom­men, kan få mig. «

Pen­ge­ne i lom­men gav hen­de en tur til en Re­ma 1000, som lig­ger på Sø­borg Ho­ved­ga­de. Her blev hun sat af.

Tru­et med en kniv Ik­ke læn­ge ef­ter ‘ blev alt sort’ for Ci­ci­lie Holm, som kom til sig selv på en par­ke­rings­plads bag su­per­mar­ke­det. Det var her, hun blev vold­ta­get. Da hun våg­ne­de, stod en mand og tru­e­de hen­de med en kniv:

» Først strit­ter jeg imod, men han tru­er med, at han vil dræ­be mig med kni­ven, og jeg kom­mer til at tæn­ke på mi­ne børn, og at jeg ger­ne vil hjem til dem. Så til sidst la­der jeg ham kom­me til, « for­tæl­ler Ci­ci­lie Holm, der bli­ver vold­ta­get vag­i­nalt og oralt.

» Jeg var så for­vir­ret da det he­le fo­re­gik, så jeg så ham al­drig, men jeg kan sta­dig hu­ske hans lugt i dag, « si­ger Ci­ci­lie Holm.

Ef­ter den bruta­le voldtægt var over­stå­et, gik der no­get tid, før Ci­ci­lie Holm tur­de for­la­de par­ke­rings­plad­sen ved Re­ma 1000.

Hun var ban­ge for at voldtægts- man­den skul­le kom­me til­ba­ge. Hun var med eg­ne ord ‘ for­vir­ret’, og hun ved ik­ke, om der gik ‘ fem mi­nut­ter el­ler fle­re ti­mer’, in­den hun fik ta­get sig sam­men og be­væ­ge­de sig mod den nær­me­ste po­li­ti­sta­tion, som den­gang var Bud­din­ge Po­li­ti­sta­tion.

Po­li­ti­sta­tio­nen var luk­ket, og en med­del­el­se for­kla­re­de iføl­ge Ci­ci­lie Holm, at man kun­ne hen­ven­de sig igen, når sta­tio­nen åb­ne­de igen om man­da­gen el­ler ta­ge på en an­den po­li­ti­sta­tion.

På det tids­punkt hav­de Ci­ci­lie Holm ik­ke over­skud­det til at ta­ge vi­de­re til den næ­ste sta­tion, og hun be­slut­te­de sig for at ta­ge hjem.

End­nu et ma­re­ridt Tu­ren hjem fra po­li­ti­sta­tio­nen var en tå­ge, for­tæl­ler Ci­ci­lie Holm. Den fo­re­gik i små ryk fra op­gang til op­gang, da hun var ban­ge for, at man­den skul­le ven­de til­ba­ge. Og de næ­ste da­ge kan hun hel­ler ik­ke hu­ske me­get fra.

» Jeg kan hu­ske, at min søn, som den­gang var 16- 17 år, kom­mer ind på ba­de­væ­rel­set om man­da­gen og hi­ver mig ud af bru­se­ren, hvor jeg sid­der med alt mit tøj på. Og jeg kan hu­ske, at han ta­ger te­le­fo­nen og rin­ger til po­li­ti­et og si­ger ’ min mor er ble­vet vold­ta­get’, « for­tæl­ler Ci­ci­lie Holm.

Her­ef­ter tog hun og søn­nen på po­li­ti­sta­tio­nen i Bud­din­ge for at an­mel­de voldtæg­ten. Og her be­gynd­te der, iføl­ge Ci­ci­lie Holm, end­nu et ma­re­ridt oven i det, hun al­le­re­de gen­nem­gik.

» En po­li­ti­be­tjent ta­ger mig med ud på par­ke­rings­plad­sen, hvor jeg blev vold­ta­get. Her ta­ger en af be­tjen­te­ne en kug­le­pen frem og læg­ger den på jor­den. Så spør­ger han, ’ Ci­ci­lie, fandt voldtæg­ten sted på den her el­ler den der si­de af kug­le­pen­nen’, mens han pe­ger, ’ for hvis det er på den der si­de, så hø­rer sa­gen ik­ke til hos os’. Bag­ef­ter kø­rer vi til­ba­ge til po­li­ti­sta­tio­nen, hvor de be­der mig om at ta­ge på Gentofte Po­li­ti­sta­tion, « for­kla­rer Ci­ci­lie Holm om si­tu­a­tio­nen,

Så­dan gik det iføl­ge Ci­ci­lie Holm de næ­ste man­ge da­ge, hvor hun var på fle­re for­skel­li­ge po­li­ti­sta­tio­ner, in­den sa­gen en­de­lig blev re­gi­stre­ret om­kring 14 da­ge ef­ter voldtæg­ten.

De 14 da­ge, som det tog for Ci­ci­lie Holm at få re­gi­stre­ret sa­gen be­ty­der, at hun nu ik­ke kan få er­stat­ning fra den stats­li­ge in­stans Er­stat­ningsnæv­net, der den­gang hav­de en frist på 24 ti­mer for at an­mel­de en volds­hand­ling, hvis man skal ha­ve mu­lig­he­den for at få er­stat­ning.

I dag er den frist sat op til 72 ti­mer. Men det hav­de hel­ler ik­ke hjul­pet Ci­ci­lie Holm, der nu har en ad­vo­kat, som net­op har få­et fri pro­ces i sa­gen om er­stat­ning.

Den frie pro­ces be­ty­der, at Ci­ci­lie Holm - der ef­ter­føl­gen­de har måt­tet drop­pe en uni­ver­si­tets­ud­dan­nel­se og job­bet som per­son­lig træ­ner - kan kæm­pe for at få en er­stat­ning, selv­om hun er på over­før­sels­ind­komst.

» He­le mit liv er ble­vet øde­lagt af den voldtægt. Jeg fik et dår­ligt ben i for­bin­del­se med voldtæg­ten, så jeg kan ik­ke lø­be me­re. Og i lang tid kun­ne jeg slet ik­ke kun­ne kom­me ud af min lej­lig­hed. Jeg har få­et po­st­trau­ma­tisk stress syn­drom, som be­ty­der, at jeg har svært ved at fun­ge­re og ha­ve et job. Jeg sover hel­ler ik­ke om nat­ten, » for­tæl­ler hun.

» Man­den, der voldt­og mig, tog og­så min pung med al­le mi­ne kort, så han har al­le mi­ne op­lys­nin­ger og­så cpr- num­mer, og selv­om jeg er flyt­tet, så er jeg ban­ge for, at han kom­mer til­ba­ge hver nat. Der­for sæt­ter jeg og­så al­tid no­get på dør­hånd­ta­get, så jeg kan hø­re, hvis no­gen prø­ver at kom­me ind. «

» Voldtæg­ten be­tød og­så, at det par­for­hold, jeg var i den­gang, gik i styk­ker. Jeg var ik­ke ’ ren’, ef­ter jeg var ble­vet vold­ta­get, syn­tes han, så han skred med or­de­ne ’ du er klam’. Mi­ne børn har og­så haft svært ved at hånd­te­re voldtæg­ten. Og jeg har ik­ke rig­tig kun­ne væ­re den mor for dem, som jeg ger­ne vil, « si­ger Ci­ci­lie Holm.

Vil­le ha­ve hjul­pet En er­stat­ning, som den Ci­ci­lie Holm nu kæm­per for at få, kun­ne iføl­ge hen­de selv ha­ve hjul­pet på rig­tig man­ge punk­ter.

» Hvis jeg hav­de få­et en er­stat­ning ik­ke læn­ge ef­ter, så vil­le jeg kun­ne ha­ve få­et råd til en psy­ko­log og til fy­sisk træ­ning, som kun­ne hjæl­pe mig vi­de­re. Jeg mi­ste­de min ind­tægt, så det hav­de jeg ik­ke råd til. Om­ver­de­nen for­står ik­ke den si­tu­a­tion, man står i, når man er ble­vet vold­ta­get. De prø­ver at si­ge til en, at man ba­re skal kom­me vi­de­re. Der er man­ge for­dom­me og me­get foragt for en. Og rig­tig man­ge tror ik­ke på en, men jeg er al­drig ble­vet op­dra­get til, hvor­dan jeg skal re­a­ge­re, hvis jeg blev vold­ta­get. Det hå­ber jeg ik­ke, at no­gen gør. «

» Jeg får tit at vi­de, at jeg ba­re skal kom­me over det. Men jeg tror ik­ke, man kan kom­me over en voldtægt. Men man kom­me til at le­ve kon­struk­tivt med det. Men det kræ­ver, at man kan få hjælp, « si­ger Ci­ci­lie Holm, der hver gang be­net gør ondt el­ler hun glem­mer en af­ta­le på grund af po­st­trau­ma­tisk stress syn­drom, bli­ver min­det om det uhyg­ge­li­ge over­fald, som har øde­lagt hen­des liv.

» Jeg tæn­ker tit på, at jeg ba­re ik­ke skul­le ha­ve glemt det dan­kort, så hav­de mit liv væ­ret et helt an­det. «

Jep­pe Elkjær An­der­sen

| je­pa@ bt. dk Ci­ci­lie Holm blev vold­ta­get på vej hjem ef­ter en af­ten hos en ve­nin­de. Po­li­ti­et kun­ne ef­ter­føl­gen­de ik­ke fin­de ud af, hvil­ken po­li­tik­reds sa­gen hør­te til. Der­for gik der om­kring 14 da­ge, in­den voldtæg­ten blev re­gi­stre­ret. Nu kæm­per den 46- åri­ge kvin­de for at få den er­stat­ning, hun mi­ste­de ret­ten til pga. for sen an­mel­del­se

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.