Dren­gen, der ik­ke måt­te bli­ve ban­ge

BT - - NYHEDER -

Jeg el­ske­de Al­fons Åberg, da jeg var barn. Jeg hu­sker sær­ligt en spe­ci­fi k fi lm fra 1980, som jeg må ha­ve set nog­le år se­ne­re. Den gjor­de ind­tryk, for­di det er en fan­ta­stisk ind­følt hi­sto­rie, som sæt­ter præ­ci­se bil­le­der på små børns svæ­re­ste fø­lel­ser: selv­stæn­dig­hed, frygt og en spi­ren­de for­nem­mel­se af moral.

PA­NE­LET Er man et men­ne­ske, hvis man ik­ke op­le­ver frygt, vre­de og sorg?

’ AL­FONS OG UHY­RET’ hed­der fi lmen, og her har Al­fons slå­et en dreng, der er min­dre end ham selv. Han ved egent­lig godt, at det er for­kert, men han kan ik­ke sæt­te ord på det. Om nat­ten bli­ver han hjem­søgt af et uhy­re, og han er me­get ban­ge, selv­om han godt ved, at der slet ik­ke fi ndes uhy­rer. Men da han får ta­get sig sam­men til at gå hen til den lil­le dreng og si­ge und­skyld, for­svin­der uhy­ret.

Hvis dét ik­ke er en op­byg­ge­lig hi­sto­rie om mob­ning, moral og pro­blem­løs­ning, så ved jeg ik­ke, hvad det er. Og så er den til­med me­dri­ven­de og un­der­hol­den­de for må­l­grup­pen.

Der­for blev jeg fak­tisk chokeret, da jeg i sid­ste uge her i avi­sen kun­ne læ­se, at en bør­ne­ha­ve i Mal­mø er holdt op med at vi­se fi lmen, for­di et for­æl­dre­par har kla­get over den. De­res søn hav­de få­et ma­re­ridt eft er at ha­ve set fi lmen. BØRN BLI­VER BAN­GE en gang imel­lem, og børn får ma­re­ridt. Så­dan er det at væ­re barn, og et el­ler an­det skal de ma­re­ridt jo hand­le om. Na­tur­lig­vis bør man ik­ke skræm­me bør­ne­ne unø­digt og sæt­te en vol­de­lig vok­sen­fi lm på, som de slet ik­ke for­står, men når man for­by­der Al­fons Åberg, så har man vik­let så tykt et lag vat rundt om bør­ne­ne, at de knap nok kan få vej­ret.

Det er en ten­dens, der slår ty­de­li­ge­re og ty­de­li­ge­re igen­nem i dis­se år – desvær­re ik­ke kun i bør­ne­op­dra­gel­sen, og desvær­re ik­ke kun i Sve­ri­ge.

Li­vet må ik­ke gø­re ondt, al­le fa­rer skal eli­mi­ne­res, in­gen må fø­le sig kræn­ket. Vre­de, frygt og ue­nig­hed skal helst gem­mes væk. Den off ent­li­ge de­bat er fyldt med klyn­ke­re, og der står al­tid en po­li­ti­ker pa­rat med et par trø­sten­de ord og en check. PSY­KO­LO­GER, CO­A­CHES OG selv­hjælps­for­fat­te­re le­ver fedt og godt, men det er egent­lig det mind­ste pro­blem.

Langt vær­re er det, at vi ri­si­ke­rer at mi­ste os selv – sel­ve det at væ­re men­ne­ske – i vo­res evin­de­li­ge jagt på sik­ker­hed og har­moni. For er man et men­ne­ske, hvis man ik­ke op­le­ver frygt, vre­de og sorg? Kan man le­ve et vær­digt men­ne­ske­liv, hvis al­le fa­rer er ryd­det væk? Hvis sam­fun­det ude­luk­ken­de be­står af blødt vat, evi­ge smil og harm­løs smal­l­talk? PÅ FLE­RE HÆ­DER­KRO­NE­DE ame­ri­kan­ske uni­ver­si­te­ter har man ind­ført så­kald­te ’ trig­ger war­nings’. Det er ad­vars­ler til sen­si­ti­ve stu­de­ren­de, så de kan sty­re uden om ord el­ler tan­ker, der kan kræn­ke dem – for ek­sem­pel hvis no­get kan op­fat­tes se­xi­stisk, ra­ci­stisk el­ler vol­de­ligt.

Det er svært at for­stå, hvor­dan man kan få en or­dent­lig uni­ver­si­tets­grad i for ek­sem­pel lit­te­ra­tur­vi­den­skab uden at læ­se Sha­kespea­re, Do­sto­jevskij el­ler Fitz­ge­rald.

End­nu svæ­re­re er det at be­gri­be, at net­op uni­ver­si­te­ter­ne – som bur­de stå vagt om dan­nel­sen – la­der den slags pas­se­re.

Jeg hå­ber in­der­ligt, at bøl­gen er vendt, når bør­ne­ha­ved­ren­gen fra Mal­mø en­gang skal på uni­ver­si­te­tet. Så får han må­ske en ny chan­ce for at mær­ke fryg­ten og læ­re at stå den igen­nem.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.