KÆR­LIG­HE­DEN TIL

BT - - KULTUR -

IN­TER­VIEW ik­ke skal væ­re løgn: Skre­vet som en hyl­dest til Ma­rie Key.

De to mu­si­ke­re lær­te hin­an­den at ken­de for fem- seks år si­den. Se­ne­re har de blandt an­det op­t­rå­dt sam­men ved et DR1- show til ære for den år­li­ge ’ Spil dansk da­gen’.

» Ma­rie og jeg hav­de druk­ket et par øl sam­men en helt al­min­de­lig tirs­dag af­ten. Det var en fan­ta­stisk af­ten. Jeg var så glad ef­ter at ha­ve væ­ret sam­men med hen­de, at jeg skrev san­gen på halvan­den ti­me den føl­gen­de for­mid­dag. Ma­rie og jeg har stort li­ge­sind, vi tæn­ker ens, har sam­me form for hu­mor – og la­ver jo det sam­me. Et ven­skab, der gør én så be­gej­stret, er næ­sten som en form for kær­lig­hed, « si­ger An­ni­ka Aakjær, som BT mø­der på det pla­de­sel­skab, der kon­tak­te­de hen­de net­op, da hun sang ’ Skul­der ved skul­der’ ved det nævn­te tv- show.

Nog­le gan­ge hæn­ger tin­ge­ne sam­men.

» ’ Jeg fø­ler, at jeg skyl­der et el­ler an­det… ik­ke ba­re 200 kr.,’ sag­de Ma­rie, da hun hør­te den før­ste gang, « si­ger An­ni­ka Aakjær med et af si­ne man­ge smil, der træk­ker veks­ler på smile­hul­ler­ne. El­sker det sen­ti­men­tale Hun har ud­sendt et par al­bum tid­li­ge­re. Hun har be­væ­get sig på den dan­ske te­a­ter- og mu­siks­ce­ne i ef­ter­hån­den man­ge år. Med sit nye al­bum, der er ind­spil­let over næ­sten to år, har Aakjær over­skre­det fle­re græn­ser. Hun syn­ger helt igen­nem for før­ste gang, hun er søgt væk fra den Bob Dylan- in­spi­re­re­de sangskriv­nings­tra­di­tion. Til­ba­ge til det, hun lyt­te­de til som pi­ge: An­ne, San­ne, Lis, Kim Lar­sen, Elt­on Jo­hn, kla­ver­pop. Ma­ri­ah Ca­rey. Hun er søgt Ma­rie og jeg har stort li­ge­sind, vi tæn­ker ens, har sam­me form for hu­mor – og la­ver jo det sam­me. Et ven­skab, der gør én så be­gej­stret, er næ­sten som en form for kær­lig­hed An­ni­ka Aakjær til­ba­ge i sit liv, blandt an­det an­spo­ret af sin højt el­ske­de far­mors død for ny­lig.

» Som barn lyt­ter man in­stink­tivt. Uden de fil­tre, du på­ta­ger dig, når du bli­ver ung og lyt­ter til folk, der for­tæl­ler dig, hvad der er godt. Mu­sik er iden­ti­tets­ska­ben­de. De se­ne­ste år har jeg tænkt me­get over, hvad folk som f. eks. Kim Lar­sen og Tho­mas Hel­mig har, der har gjort, at de blev va­ri­ge. Og hvad jeg selv kan gø­re. Det er fa­sci­ne­ren­de, at man kan skri­ve så god en sang som Kim Lar­sens ’ Blaf­fer­san­gen’ over ba­re to ak­kor­der. «

San­gen ’ Tæt på’ hand­ler især om de to men­ne­sker, der har gjort hen­de til den, hun er i dag, nem­lig hen­des mor og far­mor hjem­me i Aal­borg. Når An­ni­ka spil­le­de mu­sik el­ler op­t­rå­d­te i ama­tør­te­a­ter, var far­mor der for hen­de. Al­tid.

» Jeg var ik­ke sær­lig sort­sy­net el- ler misan­tro­pisk som barn. Jeg er en suck­er for det sen­ti­men­tale. Alt det gi­ver jeg frit løb nu. Jeg om­fav­ner det, som nog­le kal­der ’ gu­ilty plea­su­res’. ( Ny­del­ser, som man skam­mer sig over, red.). Jeg kan hø­re ’ Tæt på’ og me­ne, at nu er det ved at væ­re for me­get fø­lel­se. An­dre gan­ge er jeg li­ge ved at be­gyn­de at græ­de. Den op­rid­ser mit liv den se­ne­ste pe­ri­o­de. At rej­se sig fra et mør­ke og kom­me ud i ly­set. Jeg har mi­stet min far­mor for ik­ke så læn­ge si­den, det har fyldt me­get i mig. Hun var den, der sag­de, ’ du kan godt, An­ni­ka’. Det ly­der så ... men jeg har al­tid følt mig SET af hen­de. Hun var der al­tid, når jeg spil­le­de te­a­ter som barn og helt ung, og hun sag­de al­tid, ’ in­gen tvivl om du var bedst’ med sit smil. Den slags men­ne­sker har man brug for i sit liv. Man kan i hvert fald mær­ke det når de er væk. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.