MA­RIE KEY

BT - - KULTUR -

Sam­ti­dig med in­spira­tion fra 80er- pop er Aakjær in­spi­re­ret af den nye po­li­ti­ske bøl­ge i po­pu­lær ame­ri­kansk ro­ck og især R& B. Ri­han­na, Dra­ke, Ka­nye West, Ken­dri­ck La­mar, Bey­on­cé, der al­le er in­spi­re­ret af ’ Bla­ck Li­ves Mat­ters’- be­væ­gel­sen. Tay­l­or Swift i den pop­pe­de en­de er i dag køns­po­li­tisk rol­lemo­del. Dan­mark er split­tet. Aakjærs ’ Plads nok’ er et po­li­tisk num­mer.

» Vi op­le­ver split­tel­se i Dan­mark li­ge nu. Vi gik me­get op i lig­hed tid­li­ge­re, men der er sket et skift på man­ge ni­veau­er. Det vir­ker som om, vi i Dan­mark har op­gi­vet at bli­ve eni­ge om fæl­les vær­di­er. I ste­det for en nød­ven­dig dis­kus­sion om et fæl­les vær­di­sæt, kå­rer man en na­tio­nal­ret. Hvor er vi hen­ne? Det hand­ler ik­ke så me­get om, hvor man­ge men­ne- sker der er plads til i Dan­mark, men me­re om, hvor­dan vi, der er her, bli­ver eni­ge om at be­hand­le hin­an­den or­dent­ligt. Jeg sy­nes, at man er be­gyndt at ta­le om al­le sam­funds­grup­per, som om de var nas­se­re, stu­de­ren­de, folk på del­tid, folk der ik­ke

AN­NI­KA AAKJÆR

33 år gam­mel og op­vok­set på Aal­borg- eg­nen.

Af­slut­te­de Ryt­misk Mu­sik­kon­ser­va­to­ri­um i Kø­ben­havn i 2012.

Det før­ste al­bum ’ Lil­le fi lan­trop’ hø­ste­de ros hos an­mel­der­ne .

Med­vir­ke­de i 2009 i An­ne Dor­te Mi­chel­sens fi nanskri­se­ka­ba­ret, i 2009- 2010 i te­a­ter­kon­cer­ten ’ Co­me To­get­her’ på Østre Gas­værk. An­ni­ka Aakjær skrev san­ge­ne til og med-

kan fi nde et ar­bej­de, folk der er for sy­ge til at ar­bej­de fuld tid, kunst­ne­re, ry­ger­ne, de tyk­ke, selv po­li­ti­ker­ne, in­gen kan sæt­te sig i en an­dens sted, og når det sker, så ta­ber vi det fæl­les­skab som vo­res bedste­for­æl­dre har ar­bej­det for, « si­ger Aakjær.

AN­MEL­DEL­SE

GEN­NEM­FØRT ’ Lyk­kens gang’ Pop ***** *

Bå­de som mu­si­kan­mel­der og ci­vil po­p­fan fri­stes jeg nog­le gan­ge til at lyt­te, mens jeg ryd­der op el­ler fol­der va­ske­tøj. Og det var og­så så­dan, jeg ind­led­te An­ni­ka Aakjærs tred­je al­bum ’ Lyk­kens gang’.

Men det vi­ste sig hur­tigt at væ­re en uhold­bar løs­nings­mo­del. Pan­du­rosk præ­ci­sion Al­le­re­de fra den umid­del­ba­re åbings­linje ’ Går langs sø­er­ne, lug­ter af øl og røg, Ami­go Bar sid­der i mit hår og mit tøj’ lag­de An­ni­ka nem­lig be­slag på he­le min op­mærk­som­hed. Og da hun med en læk­ker me­lo­di som ind­pak­ning fort­sat­te med or­de­ne ’ Vi gri­ner lidt for højt og lidt for læn­ge, nat­ten til tirs­dag, vi bur­de lig­ge hjem­me i vo­res sen­ge’, fi k bå­de gam­le re­k­la­mer og kulør­te T- shir­ts lov til at pas­se sig selv.

Re­sten af ’ Lyk­kens gang’ fi k fuldt fortjent min udel­te op­mærk­som­hed. Og det vi­ste sig at væ­re en god in­ve­ste­ring.

Sam­men med sin mu­si­kal­ske part­ner, mul­ti­mu­si­ke­ren og pro­du­ce­ren Jo­han Eck­e­born har An­ni­ka skabt et al­bum, der er langt me­re per­son­ligt, gen­ne­m­ar­bej­det og hel­støbt end si­ne to el­lers ud­mær­ke­de for­gæn­ge­re. Og ind­led­nings­san­gen ’ I går’, der åb­ner med før­nævn­te Pan­du­ro­ske præ­ci­sion, står be­stemt ik­ke ale­ne. In­spira­tion Nu er en so­lid ar­bejds­ind­sats i sig selv ik­ke nok til at la­ve et or­dent­ligt po­pal­bum. In­spira­tion kom­mer sta­dig i for­re­ste ræk­ke. Og hel­dig­vis har An­ni­ka ty­de­lig­vis og­så haft Eft er en pla­de­pau­se på seks en mas­se på hjer­te. år har An­ni­ka Aakjær valgt Så­le­des hyl­des bå­de far­mor, ve­nat ven­de blik­ket in­dad. Og ner­ne og mu­sik­ken i smuk­ke og re­sul­ta­tet er et al­bum, der fi k gen­ne­m­ar­bej­de­de san­ge som ’ Tæt un­der­teg­ne­de til at stop­pe op, på’, ’ Skul­der ved skul­der’ og ’ Jeg lyt­te gi’r’.eft er og så lyt­te til det O he­le én gang til. g net­op som de vel­dre­je­de om­kvæd tru­er med at ta­ge mag­ten, bry­der An­ni­ka ryt­men ( bå­de ly­risk og mu­si­kalsk) med min per­son­li­ge fa­vo­rit, bal­la­den ’ Uden at slå igen’, der her­hjem­me hos os al­le­re­de nu kan­di­de­rer til ’ årets dan­ske po­p­sang’.

Hvis jeg skal brok­ke mig over én lil­le ting ( og det skal man jo), så skul­le det væ­re Jo­han Eck­e­borns lidt for po­le­re­de pro­duk­tion, der en­kel­te ste­der får An­ni­kas san­ge til at ly­de lidt ens. Især trom­mer­ne ( com­pu­ter el­ler ej) kun­ne godt tå­le lidt me­re liv og dyb­de. Men det er små­ting på et ud­spil, hvor he­le al­bum- idéen og­så får ny be­ret­ti­gel­se. Så­le­des har An­ni­ka ik­ke ba­re skre­vet ti en­kelt­stå­en­de san­ge – Hun har skabt et al­bum, hvor den ene kom­po­si­tion hæn­ger ulø­se­ligt sam­men med den næ­ste. An­ni­ka har skabt et al­bum, der er langt me­re per­son­ligt, gen­ne­m­ar­bej­det og hel­støbt end si­ne to el­lers ud­mær­ke­de for­gæn­ge­re

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.