Den soven­de kæm­pe

BT - - SUPERLIGA -

DA KAM­PEN BLEV fl øjtet af, strøm­me­de sto­re de­le af de 39.000 til­sku­e­re ind på El­land Ro­ad for at hyl­de de­res hel­te. De løft ede den lo­ka­le helt Alan Smith op på de­res skul­dre og bar ham ba­nen rundt eft er det, der den dag i dag, næ­sten 12 år se­ne­re, sta­dig er den sid­ste gang, Le­eds Uni­ted har spil­let en hjem­me­kamp i Pre­mi­er Le­ague.

Det var alt­så alt an­det end en tri­umf, som de tu­sind­vis af til­sku­e­re ’ fejre­de’ 8. maj 2004. Det var det stik mod­sat­te, Le­eds en uge tid­li­ge­re hav­de skabt med skam­lø­se 1- 4 mod Bolt­on, og hjem­me­hol­det, som al­tid klædt helt i hvidt, var der­med de­fi ni­tivt uden chan­ce for at over­le­ve. Og al­li­ge­vel ud­vi­ste til­hæn­ger­ne en nær­mest ab­surd loy­a­li­tet.

Jeg var der ik­ke selv, men sce­ner­ne er nø­je be­skre­vet i den frem­ra­gen­de bog ’ Pre­mi­er Le­ague. A Hi­story in 10 Mat­ches’, skre­vet af Jim Whi­te. For­fat­te­ren de­di­ke­rer et af si­ne ka­pit­ler til oven­nævn­te kamp mel­lem Le­eds og Char­lt­on og bru­ger 3- 3- op­gø­ret som ram­men om den tri­ste for­tæl­ling om Le­eds Uni­ted. Le­eds Uni­ted le­ve­de drøm­men i en grad, der før­te til klub­bens fald. FOR­TÆL­LIN­GEN OM LE­EDS Uni­ted er be­ret­nin­gen om den stør­ste en­gel­ske fod­bold­klub, som ik­ke er i Pre­mi­er Le­ague i øje­blik­ket. Le­eds er en stor­by, El­land Ro­ad er neds­lidt, ja­vel, men sta­dig et af de stør­ste og mest at­mos­fæ­re­fyld­te sta­dio­ner i Eng­land, og klub­ben har en gyl­den for­tid, som ik­ke lig­ger så langt til­ba­ge end­da. På en­gelsk be­nyt­ter man ud­tryk­ket ’ a sle­epi­ng Gi­ant’, og det pas­ser præ­cis på Le­eds Uni­ted. En soven­de kæm­pe. Som åben­bart ik­ke kan væk­kes. Le­eds Uni­ted har haft tre stor­heds­ti­der. Den før­ste var fra 1965 til 1974, hvor klub­ben un­der den ben­hår­de ma­na­ger Don Re­vie gan­ske en­kelt do­mi­ne­re­de en­gelsk fod­bold. I lø­bet af ti sæ­so­ner vandt den nor­den­gel­ske klub det en­gel­ske mester­skab to gan­ge og end­te på an­den­plad­sen ik­ke fær­re end fem gan­ge, mens kul­mi­na­tio­nen kom i 1974, da Le­eds nå­e­de fi na­len i Eu­ro­pa Cup’en for mester­hold.

Den næ­ste var kortva­rig, for eft er en lang ned­t­ur ryk­ke­de Le­eds op i den bed­ste ræk­ke i 1990, og blot to år se­ne­re vandt man det sid­ste en­gel­ske mester­skab in­den Pre­mi­er Le­ague æra­en. Fra bæn­ken trak Howard Wil­kin­son i trå­de­ne, og på ba­nen sty­re­de Gor­don Stra­chan lø­jer­ne. DEN TRED­JE OG sid­ste stor­heds­tid er desvær­re den, der er endt med at de­fi ne­re Le­eds Uni­ted som det må­ske al­ler­vær­ste ek­sem­pel på det ab­sur­de over­for­brug, der kan fi nde sted i en pro­fes­sio­nel fod­bold­klub.

År­sa­gen til ned­t­u­ren skal fi ndes på to om­rå­der, hvor Le­eds Uni­ted rent fak­tisk hav­de stor suc­ces. For det før­ste kla­re­de Le­eds sig glim­ren­de i Cham­pions Le­ague, hvor ma­na­ger David O’Leary før­te sit hold helt frem til se­mi­fi na­len i 2001. Og for det an­det gjor­de Le­eds det fi nt på trans­fer­mar­ke­det, hvor man godt nok hen­te­de dy­re spil­le­re, men i til­fæl­de som Jim­my Floyd Has­sel­baink og Rio Ferdinand solg­te dem vi­de­re for end­nu stør­re pen­ge.

Den suc­ces lod Le­eds Uni­ted og den nu her­o­stra­tisk be­røm­te chair­man Pe­ter Rids­da­le sig i den grad ri­ve med af. Rids­da­le ræs­so­ne­re­de gan­ske en­kelt, at hvis man ba­re kun­ne kva­li­fi ce­re sig til Cham­pions Le­ague hver sæ­son, så tjen­te man sto­re pen­ge, som man kun­ne in­ve­ste­re i dy­re og dyg­ti­ge spil­le­re, som man solg­te vi­de­re med fortjen­ste, og så vi­de­re, og så vi­de­re i en po­si­tiv spiral. Li­ge indtil den dag bob­len brast.

Det gjor­de den hur­tigt, for Le­eds Uni­ted kom al­drig si­den med i Cham­pions Le­ague, mens klub­ben fl op­pe­de to­talt på trans­fer­mar­ke­det med ind­køb af latterligt dy­re spil­le­re, der dår­ligt nok kun­ne sæl­ges vi­de­re over­ho­ve­det. Sym­bo­let på den selv- de­struk­ti­ve trans­fer- fi lo­so­fi blev ind­kø­bet af Seth Jo­hn­son fra Der­by for syv mil­li­o­ner pund. Jo­hn­son kun­ne dår­ligt nok Rids­da­le ræs­so­ne­re­de gan­ske en­kelt, at hvis man ba­re kun­ne kva­li­fi ce­re sig til Cham­pions Le­ague hver sæ­son, så tjen­te man sto­re pen­ge, som man kun­ne in­ve­ste­re i dy­re og dyg­ti­ge spil­le­re, som man solg­te vi­de­re med fortjen­ste, og så vi­de­re, og så vi­de­re i en po­si­tiv spiral. Li­ge indtil den dag bob­len brast. kom­me på hol­det og for­lod klub­ben på en fri trans­fer eft er fi re frug­tes­lø­se sæ­so­ner.

Så­le­des gik det til, at Le­eds Uni­ted kun tre år eft er se­mi­fi na­len i Cham­pions Le­ague ryk­ke­de ud af Pre­mi­er Le­ague. Som oven­for be­skre­vet tog klub­bens til­hæn­ge­re det pænt, men det gjor­de de og­så, for­di al­le reg­ne­de med, at til­væ­rel­sen på an­den klas­se vil­le bli­ve kortva­rig. Le­eds hør­te jo til i Pre­mi­er Le­ague. SÅ­DAN ER DET imid­ler­tid slet, slet ik­ke gå­et. I de eft er­føl­gen­de år blev Le­eds fl ere gan­ge fra­ta­get po­int på grund af den elen­di­ge øko­no­mi, og i 2007 ryk­ke­de den stol­te klub ned igen. Med dan­ske Casper An­ker­gren i må­let lyk­ke­des det at kom­me til­ba­ge til den næst­bed­ste ræk­ke igen i 2008, men si­den har Le­eds Uni­ted ik­ke ryk­ket sig.

Tværtimod er det ble­vet til den ene mid­del­må­di­ge pla­ce­ring eft er den an­den i den næst­bed­ste ræk­ke, alt imens en stri­be ejer­skift er og end­nu fl ere ma­na­ger- skift er har for­hin­dret en­hver form for kon­ti­nu­i­tet. Op­bak­nin­gen er sta­dig ko­los­sal, al­le elen­dig­he­der­ne ta­get i be­tragt­ning, for der kom­mer gen­nem­snit­ligt 25.000 til­sku­e­re til kam­pe­ne på El­land Ro­ad.

FA Cup’en gi­ver de hårdt prø­ve­de Le­eds- fans en mu­lig­hed for at drøm­me om den stor­hed, der en­gang om­gav klub­ben, og i da­gens kamp på ude­ba­ne mod Wat­ford vil vi op­le­ve, at ude­ba­ne- af­snit­tet er pro­p­fyldt med de fans, der en­gang bar Alan Smith i guldstol eft er den ul­ti­ma­ti­ve fi asko.

MOR­TEN BRUUN, skri­ver hver uge i BT

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.