Bold­spil­ler’

BT - - SUPERLIGA -

TRYL­LE­KUNST­NE­REN De fl este har en fo­re­stil­ling om, hvor­dan fod­bold­spil­le­re er. Er du en ty pisk el­ler en aty pisk fod­bold­spil­ler?

Jeg er nok en aty­pisk fod­bold­spil­ler. Det tror jeg på man­ge må­der, jeg er om­kring nog­le ting, men der er selv­føl­ge­lig og­så ste­der, hvor jeg fal­der ind un­der idéen om den ty­pi­ske fod­bold­spil­ler. Jeg går rig­tig me­get op i mit fod­bold og går me­get op i, at det skal gø­res per­fekt. Jeg er me­get per­fek­tio­ni­stisk. Især om­kring min fod­bold. Men jeg sy­nes og­så, jeg er god til at ha­ve et liv ved si­den af. Jeg fø­ler, jeg er pro­fes­sio­nel om­kring min sport, og jeg går op i de­tal­jer­ne om­kring den, men det er og­så vig­tigt, at he­le li­vet ik­ke bli­ver fod­bold. Det, at der har væ­ret tids­punk­ter, hvor jeg har lagt fod­bol­den lidt væk, har gjort mig bed­re. Det er jeg sik­ker på.

Al­le men­ne­sker er for­skel­li­ge på et el­ler an­det ni­veau. Som fod­bold­spil­ler på det her ni­veau op­le­ver man re­la­tivt tidligt, at man kan le­ve på en må­de, som der ik­ke er man­ge an­dre jæv­nal­dren­de, der kan. Der er en mas­se op­mærk­som­hed på en, man har et in­ter­es­sant job og nog­le mu­lig­he­der, som ens kam­me­ra­ter ik­ke har. Men jeg har he­le ti­den gjort me­get ud af, at det ik­ke må ha­ve no­gen ind­fl ydel­se. Min fa­mi­lie, mi­ne ven­ner og min kæ­re­ste ved, hvor­dan jeg er. Men det er og­så et bil­le­de, som jeg ger­ne vil ha­ve, an­dre folk har. De må ger­ne vi­de, at jeg ik­ke kom­mer til at æn­dre mig på grund af suc­ces hver­ken det ene el­ler det an­det sted. For mig er det vig­tigt at skil­le mit job, fod­bol­den, og så min fri­tid ad. Er der for­skel på den Ras­mus Falk, of­fent­lig­he­den ken­der, og den rig­ti­ge Ras­mus?

I pres­sen prø­ver jeg al­tid at væ­re stil­le og ro­lig og ik­ke gi­ve så me­get af mig selv. Det er må­ske en rol­le, jeg har ta­get for at be­skyt­te mig selv og ik­ke de­le for me­get ud af mit liv. Men i om­klæd­nings­rum­met og med mi­ne ven­ner prø­ver jeg at ska­be lidt liv og la­ve lidt sjov. Jeg prø­ver at kom-

I mor­gen

Man­dag 22. fe­bru­ar me rundt og snak­ke med al­le.

Der er helt klart for­skel på det bil­le­de, off ent­lig­he­den har af mig, og hvor­dan jeg i vir­ke­lig­he­den er. Og det er ik­ke no­get, jeg har det dår­ligt med. Jeg tror hel­ler ik­ke, off ent­lig­he­den har et dår­ligt bil­le­de af mig, men det er be­græn­set, hvor me­get jeg gi­ver. Der er nog­le spil­le­re, der gi­ver helt vildt me­get af sig selv, og det har jeg slet ik­ke no­get imod. Jeg sy­nes tværtimod, det er sjovt. Men jeg kan på man­ge må­der godt li­de at væ­re lidt ano­nym og væ­re lidt til­ba­ge­truk­ket. Jeg be­hø­ver ik­ke ska­be vil­de ting hver dag. Så der er sik­kert for­skel på det bil­le­de, men­ne­sker om­kring mig har, og det bil­le­de an­dre folk har. Man ska­ber al­tid et bil­le­de af en per­son. Hvad er dit bed­ste ka­rak­ter­træk?

Det er, at jeg ser ens på al­le men­ne­sker. Det er jeg glad for, og jeg ha­der, når folk ik­ke gør det. Det er li­ge me­get, om man kan det ene el­ler an­det. Al­le er li­ge. Hvad er så dit vær­ste ka­rak­ter­træk?

Jeg er en dår­lig ta­ber. Det kom­mer frem – og det kan væ­re i alt. Jeg er vir­ke­lig kon­kur­ren­ce­men­ne­ske – det er der, jeg kan væ­re mindst stolt af mig selv. Hvil­ket num­mer spil­ler du bedst på din gu­i­tar?

Won­derwall ( med Oa­sis, red.) var ut­ro­lig nem at læ­re på det ni­veau, jeg be­gynd­te på . Det er den, jeg spil­ler bedst. Den sid­der dér no­gen­lun­de. Jeg gi­der ik­ke spil­le san­ge, jeg ik­ke kan li­de. Won­derwall er et fedt num­mer, og det er den sang, jeg har brugt mest tid på og den, jeg er mest stolt af. De an­dre vil si­ge, at det er den ene­ste, jeg kan no­gen­lun­de. Den er og­så ret nem. Hvad er den mest bizarre op­le­vel­se, du har haft i dit fod­bold­liv?

Der er man­ge, for som fod­bold­spil­ler mø­der man folk fra for­skel­li­ge kul­tu­rer. Vi har haft en del spil­le­re fra Afri­ka, som har væ­ret fan­ta­sti­ske og utro­ligt sjove. Jeg har sta­dig kon­takt med en af dem i dag.

Da Ka­li­ou Tra­oré ( midt­ba­ne­spil­ler fra Ma­li, der var i OB fra 2010 til 2012, red.) kom her­til, var der nog­le ting, hvor man ik­ke kun­ne la­de væ­re med at gri­ne og tæn­ke ’ hvad fan­den sker der her’. Han var

Tirs­dag 23. fe­bru­ar en fan­ta­stisk per­son, men han var godt nok sjov. En­gang kør­te jeg bag­ved ham i bil på et tids­punkt, hvor der var is på ve­je­ne. Det var han ik­ke vant til, så han tog det ik­ke ro­ligt og brem­se­de ik­ke in­den svin­ge­ne. Det kun­ne han jo ik­ke vi­de, man skul­le, for det var før­ste gang, han hav­de op­le­vet det. Men da han brem­se­de, stop­pe­de hans bil ik­ke, så da jeg kom for­bi, holdt han in­de i en hæk med ar­me­ne ud af vin­du­et uden over­ho­ve­det at kun­ne for­stå, hvad der var sket.

Når man mø­der en mas­se for­skel­li­ge kul­tu­rer, er der en mas­se sjove hi­sto­ri­er fra om­klæd­nings­rum­met. Men nog­le af dem skal selv­føl­ge­lig ik­ke ud. Hvem er det vig­tig­ste men­ne­ske i dit liv?

Det er min far. Og min mor. Dem ved jeg al­tid, hvor jeg har. Det gør jeg og­så med min kæ­re­ste, mi­ne ven­ner og mi­ne sø­sken­de. Men de to har jeg haft fra dag ét af, og dem kan jeg al­tid reg­ne med. Jeg bru­ger min far til no­get og min mor til no­get an­det. Fod­bol­den bru­ger jeg min far til, for det har han for­stand på. Til al­le de an­dre ting bru­ger jeg min mor. Om det så er mad, lej­lig­hed el­ler no­get an­det. Det har hun styr på, og det er jeg hen­de evigt tak­nem­me­lig for. Hvor­dan vil du ger­ne hu­skes?

Først og frem­mest vil jeg ger­ne hu­skes for mi­ne be­drift er og præ­sta­tio­ner på fod­bold­ba­nen. Det er det vig­tig­ste. Jeg hå­ber selv­føl­ge­lig og­så at bli­ve an­er­kendt for det, jeg har la­vet i OB. Jeg har væ­ret her 11 år og har væ­ret glad for al­le åre­ne. Det vil­le jeg væ­re rig­tig glad for. Jeg for­står godt dem, der er skuff ede over mit valg ( skift er til FCK til som­mer , red.). Men jeg hå­ber, folk og­så kan se det fra min si­de. Er der en lil­le del af dig, der er nervøs for at fl yt­te til Kø­ben­havn?

Jeg ved ik­ke, om jeg vil si­ge nervøs, for jeg glæ­der mig og er klar til ud­for­drin­gen, når den kom­mer. Mit fo­kus er først og frem­mest på at gø­re det fær­digt i OB, men det er selv­føl­ge­lig et stort skift e, når man skal fl yt­te fra et sted og en by, hvor man har bo­et og væ­ret glad i man­ge år. Jeg er spændt, men jeg er ik­ke i tvivl om, at det bli­ver godt der­ov­re.

Alt an­det end

Ons­dag 24. fe­bru­ar

BT tæl­ler ned til Superliga- start i de sid­ste 12 da­ge op til for­år­spre­mi­e­ren 26. fe­bru­ar. Her sæt­ter vi fo­kus på en ho­ved­per­son i hver klub med spørgs­mål, der hand­ler om ’ alt an­det end 4- 4- 2’.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.