AN­NET­TE HEICK Hairgate

BT - - SØNDAG -

Imin seng fi ndes tu­sind­vis af støv­mi­der. Ik­ke for­di jeg ik­ke va­sker sen­ge­tøj. De er ba­re uund­gå­e­li­ge. De er mi­krosko­pi­ske dyr, som le­ver af hud­skæl fra men­ne­sker. Sæt­ter man dem un­der lup, vil man se, at de er ut­ro­lig grim­me. Ja, nær­mest uhyg­ge­li­ge. Så det la­der jeg væ­re med. Alt­så at sæt­te dem un­der lup. Jeg tæn­ker ik­ke en­gang over, at de er der, og der­for sover jeg så godt om nat­ten. STORT SET DET sam­me kan jeg si­ge om de man­ge men­ne­sker, der klo­ger sig på de so­ci­a­le me­di­er. Jeg ved, de er der, men jeg ser dem ik­ke. Læ­ser dem ik­ke. Hø­rer dem ik­ke. Og der­for sover jeg godt om nat­ten. Der­for har jeg og­så væ­ret dej­ligt uvi­den­de om, hvad der er ble­vet skre­vet i den for­gang­ne uge om mit hår. No­get må der ha­ve stå­et, for der er ik­ke det me­die el­ler den tv- sta­tion, der ik­ke har rin­get og bedt om min kom­men­tar. Men jeg har ik­ke no­gen. SET LIDT FRA oven kan det vir­ke helt ube­gri­be­ligt, at der i 2016 fi ndes folk ( ik­ke fri­sø­rer), der bru­ger tid på at dis­ku­te­re fri­su­rer. Vi ta­ler ik­ke om en ind­sats, en hold­ning, en uger­ning. Vi ta­ler om hår... det dér, de fl este af os har på ho­ve­d­et. Det er ret vildt. Det si­ger jeg med et smil, for folk må så­dan set me­ne li­ge præ­cis, hvad de vil om mig og mit hår. DER ER SIK­KERT og­så nog­le, der sy­nes, det er vildt, at jeg ik­ke er på de so­ci­a­le me­di­er. Det er hel­ler ik­ke 100 pct. kor­rekt. Jeg er på In­s­ta­gram, hvor jeg for re­sten more­de mig kon­ge­ligt over de mor­som­me hash­tags # mgp­hair­ga­te og # jesu­isan­net­te. MEN FOR TRE uger si­den valg­te jeg at stå af Fa­ce­book. Jeg kom med på FB for ca. seks år si­den, for­di al­le sag­de, at det skul­le man. Og så hav­de jeg kol­le­ga­er, der men­te, at det var den ene­ste vej frem, hvis man vil­le ha­ve et job. I dag må jeg si­ge, at jeg ik­ke har tjent så me­get som en 25 øre på at væ­re på Fa­ce­book. Jeg har mod­ta­get en mas­se sø­de be­ske­der fra vel­me­nen­de men­ne­sker, men pro­ble­met er, at jeg er så­dan en, der fø­ler en for­plig­tel­se til at sva­re folk. Det vil si­ge, at de man­ge be­ske­der har ko­stet mig enor­me byr­der af ar­bej­de og dår­lig samvit­tig­hed. Og det var jo li­ge­som hel­ler ik­ke me­nin­gen. SÅ JEG ER hop­pet af. Min avis læ­ser jeg dag­ligt på iPad’en, og nyhe­der hø­rer jeg på ra­dio­en – pri­mært Ra­dio24­syv, hvor jeg er fan af de po­li­ti­ske de­bat­pro­gram­mer. Der­for kom­mer jeg hel­ler ik­ke ved en svip­ser til at scrol­le henover de­bat­fora på net­tet. Jeg aner ik­ke, hvor­når jeg skul­le få tid til det. Og jeg kan til­fø­je, at jeg bå­de le­ver et lyk­ke­ligt liv og fø­ler mig væl­dig op­lyst, hvis an­dre skul­le ha­ve lyst til at gø­re mig kun­sten eft er.

’’

DER ER BLE­VET talt me­get om to­nen på de so­ci­a­le me­di­er. Må­ske man i vir­ke­lig­he­den skul­le kal­de dem de aso­ci­a­le me­di­er. Selv Lars Løk­ke valg­te at sæt­te fo­kus på to­nen i sin al­ter­na­ti­ve nytårs­ta­le. Er den ble­vet vær­re? Jeg ved det fak­tisk ik­ke, men jeg kan si­ge, at den in­tri­gan­te to­ne al­tid har ek­si­ste­ret. Der­til be­hø­ver man ik­ke no­get viralt net­værk. Man kan så væl­ge at dyr­ke den el­ler la­de væ­re. I den for­gang­ne uge be­tød det hos mig, at man kun­ne væl­ge at væ­re støv­mi­de el­ler en, der sover godt om nat­ten. Jeg valg­te så det sid­ste.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.