’ Når jeg spil­ler fo egen ver­den’

BT - - SPORTEN - AF­KLA­RET OG BE­VIDST

Hvem er din bed­ste ven in­den for fod­bol­den?

» Jeg har ik­ke no­gen bed­ste ven. De fl este af mi­ne ven­ner er uden for fod­bol­den. Men på hol­det hæn­ger jeg mest ud med Paul Onu­a­chu, Martin Pu­sic, Marcos Ureña og Rilwan Has­san. « Hvad vil­le du stu­de­re, hvis du ik­ke spil­le­de fod­bold?

» Jeg har al­tid godt kun­net li­de ma­te­ma­tik og er­hverv. Så jeg tror, det hav­de haft no­get med det at gø­re. « Hvis du fi k mag­ten i Dan­mark i en dag – hvad vil­le du så gø­re?

» Uh, der er man­ge ting. Men jeg vil­le sør­ge for, at dem, der ik­ke har det godt, fi k det bed­re. Jeg er en me­get kær­lig per­son, der går op i, at folk tri­ves. Så­dan har jeg al­tid væ­ret. Og­så da jeg var min­dre. Det be­ty­der me­get for mig, at folk har det godt. « Hvad er den stør­ste skuff el­se i dit liv?

» Det var da vi smed det dan­ske mester­skab i for­ri­ge sæ­son. Jeg vid­ste ik­ke, hvad jeg skul­le gø­re ved mig selv. Og­så på grund af må­den, det ske­te på. Det var for­fær­de­ligt. « Hvad gør dig vred?

» Jeg bli­ver ik­ke så tit vred. Men jeg bli­ver vred, hvis der ik­ke er rent hjem­me hos mig. Jeg kan godt li­de, at der er styr på det. Jeg ha­der at gø­re rent, men hel­le­re det end at sid­de og kig­ge på, når der er be­skidt. « Hvad gør dig så glad?

» Det gør fod­bold. Og min fa­mi­lie. Men når jeg spil­ler fod­bold, er jeg i min egen ver­den, og jeg glem­mer alt, hvad der el­lers er der­u­de. Jeg el­sker at spil­le fod­bold, og jeg er ik­ke ban­ge for at mi­ste den barn­li­ge glæ­de ved det. Jeg kan mær­ke på mig selv, at jeg al­tid vil se den sjove del og le­gen ved fod­bold,

Tirs­dag 16. fe­bru­ar

Ons­dag 17. fe­bru­ar selv om fod­bold­ver­de­nen er så barsk. Hvis den glæ­de skul­le for­svin­de, hvor skul­le mo­ti­va­tio­nen så kom­me fra? Hvor­for skul­le man så fort­sæt­te med at træ­ne så hårdt? Det er glæ­den og mi­ne am­bi­tio­ner, der hol­der det he­le kø­ren­de. « Hvad er det svæ­re­ste valg, du har fo­re­ta­get?

» Det var, da jeg i som­mer skul­le fi nde ud af, om jeg skul­le skift e el­ler ej. Var det en god ide, når der sam­ti­dig var me­get at hen­te i FCM? Der løb man­ge ting igen­nem mit ho­ved, men jeg traf det rig­ti­ge valg. Til som­mer står jeg nok i den sam­me si­tu­a­tion igen, men det bli­ver nem­me­re at hånd­te­re for hver gang. Jeg sy­nes, jeg er klar, men jeg ta­ger ik­ke af sted for en­hver pris. « Ta­lent er et far­ligt ord. Når man har så me­get ta­lent, som du har, fryg­ter man så, at man al­drig kom­mer til at le­ve op til det ta­lent og om­ver­de­nens for­vent­nin­ger?

» Som ta­lent er der nog­le for­vent­nin­ger fra med­spil­le­re, træ­ne­re, fans og me­di­er. Man skal selv­føl­ge­lig væ­re stærk og vi­de, man er god. Og jeg ved, jeg er god. Men jeg ved selv­føl­ge­lig ik­ke, hvor­dan det kom­mer til at se ud i frem­ti­den. Jeg har al­tid haft det så­dan, at jeg selv­føl­ge­lig skal vi­de, hvad jeg skal ud­vik­le og væ­re me­get må­l­ret­tet i og se et kæm­pe po­ten­ti­a­le i det. Men hvad det bli­ver til i frem­ti­den, ved jeg re­elt set ik­ke, selv om jeg har et bil­le­de af det in­de i mit ho­ved. « Hvor­når vid­ste du før­ste gang, at du ik­ke ba­re var god – men lands­holds­god? Og hvor­dan var det at ind­se det?

» Det, der væk­ke­de mig mest, var den ud­vik­ling, jeg hav­de. Jeg kan hu­ske, jeg tænk­te: ’ Kan den fort­sæt­te, kan det gå hen og bli­ve ret far­ligt’. Jeg gjor­de, hvad jeg vil­le, men jeg spurg­te mig selv, om jeg kun­ne bli­ve ved med at ryk­ke mig og for­bli­ve sul­ten. Skul­le jeg ba­re væ­re til­freds der? Men jeg kun­ne bli­ve ved med di­sci­plin og træ­ning. « Hvem er den bed­ste spil­ler, du har spil­let sam­men med?

» Det er Chri­sti­an Erik­sen på lands­hol­det.

Tors­dag 18. fe­bru­ar Han tæn­ker så hur­tigt, og nog­le gan­ge får jeg bol­den fra ham på tids­punk­ter, hvor jeg slet ik­ke for­ven­ter det. Så har han oven i kø­bet en god spar­ke­tek­nik. Han er skarp. « Lio­nel Mes­si er dit for­bil­le­de på ba­nen – men hvem er det uden­for?

» Det er min fa­mi­lie. Jeg har ik­ke ét for­bil­le­de. Vi er man­ge i fa­mi­li­en, og man­ge, der står for for­skel­li­ge ting. Jeg er den yng­ste af dren­ge­ne, og så har jeg to små sø­stre. Men de har væ­ret igen­nem vir­ke­lig me­get, og har en kæm­pe er­fa­ring. Jeg har al­tid kun­net læ­ne mig op af dem og læ­re af dem. Det har al­tid væ­ret en kæm­pe for­nø­jel­se og er det sta­dig­væk. Jeg ser op til dem al­le sam­men, for­di de er så for­skel­li­ge på så man­ge må­der. Hvor­dan æn­drer be­røm­mel­se et men­ne­ske?

» Jeg er sta­dig den sam­me, men pri­vat­li­vet har jeg ik­ke i li­ge så høj grad me­re. Det er den stør­ste for­skel. Men jeg ved, hvad der er pri­vat­liv. Der er en græn­se. « Har du en fo­bi?

» Jeg har høj­de­skræk. Helt vildt. Jeg kan slet ik­ke hånd­te­re det. « Er der en lil­le del af dig, der for­try­der, at du sag­de nej til et skift e til Pre­mi­er Le­ague?

» Nej. Jeg er en afk la­ret fyr. Jeg er me­get be­vidst, når jeg træff er et valg. Og så tæn­ker jeg mig ik­ke om en ek­stra gang. Nu har jeg valgt det. Og så står det fast. «

Hvil­ket råd vil­le du gi­ve dig selv, hvis du mød­te dig selv som ti- årig?

» Nyd li­vet. Og lev det. « Hvad er det bed­ste, di­ne for­æl­dre har gi­vet og lært dig?

» De har op­dra­get mig godt, og de har vist mig en mas­se kær­lig­hed. De har vist mig, hvad der er rig­tigt og for­kert. Hvem jeg skul­le le­ge med og ik­ke skul­le le­ge med. Selv tænk­te jeg ’ der er jo ik­ke no­get i vej­en for at le­ge med ham og ham’. Men de hav­de jo al­tid ret. «

Fre­dag 19. fe­bru­ar

Lør­dag 20. fe­bru­ar

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.