Kul­tur ’ Mit dår­li­ge selvvær

BT - - KULTUR -

IN­TER­VIEW Han lig­ner ik­ke show­man­den Fuh­len­dor­ff, som han kom­mer drys­sen­de, let­te­re for­sin­ket og i jog­gingtøj, ind på en over­fyldt café på Ama­ger. Med et ’ und­skyld for­sin­kel­sen’, sort kaf­fe i kop­pen og kon­stant sum­men af stem­mer i bag­grun­den, er han nær­væ­ren­de – og på hjem­me­ba­ne – blot et par spyt­k­lat­ter fra, hvor han, ko­nen og de to børn bor.

For Fuh­len­dor­ff er og bli­ver en Ama­ger­dreng. Her le­ver han på sin egen barn­dom­mens ga­de, seks hu­se fra barn­doms­hjem­met, hvor for­æl­dre­ne sta­dig­væk bor. Trygt, sik­kert og kon­stant. Mod­sat ar­bejds­li­vet, som li­ge nu by­der på one­mans­how- et, som egent­lig ik­ke skul­le ’ hand­le om no­get be­stemt’, men al­li­ge­vel er endt med en rød tråd. Om ret­ten til at ta­ge fejl. Og om at væ­re helt li­geg­lad med, hvad folk tæn­ker og si­ger. El­ler må­ske nær­me­re slet ik­ke væ­re det. ’ Hvis jeg hav­de selv­vær­det…’ » Gu’ er jeg ej li­geg­lad. Det hand­ler da om mang­len­de selv­værd, når jeg går på sce­nen. Det er et hur­tigt drug, der gi­ver selv­til­lid li­ge nu og her, men alt­så, hav­de jeg selv­vær­det, var det ik­ke nød­ven­digt. Jeg vil vel ba­re ger­ne ha­ve an­er­ken­del­sen, ha­ve en kram­mer og få at vi­de, at jeg er god nok. Det vil vi jo al­le, « si­ger den 33- åri­ge ko­mi­ker, der la­der ar­bej­det fyl­de det me­ste af sit liv de kom­men­de må­ne­der på lan­de­vej­en.

Et ’ skred’, han som ud­gangs­punkt egent­lig ik­ke er me­get for.

» Vi kon­stru­e­rer vo­res liv un­der­ligt ef­ter­hån­den. Den an­er­ken­del­se, vi bur­de få fra vo­res kæ­re­ste og fa­mi­lie, hen­ter vi på ar­bej­det, og vi ta­ger kær­lig­he­den med på job­bet, for­di det de­fi­ne­rer os. Det er no­get rod. Så­dan var det ik­ke i gam­le da­ge, hvor man gik på fa­brik­ken og tog hjem til fa­mi­li­en og var no­get for dem bag­ef­ter.

Nu er det som om, fa­mi­li­en er ble­vet vo­res ar­bej­de. Folk vil hel­le­re red­de de­res job end de­res æg­te­skab, « si­ger Fuh­len­dor­ff, der hver­ken tviv­ler på, hvor han læg­ger si­ne fø­lel­ser, el­ler hvad der træk­ker tæn­der ud. Det er nem­lig det sam­me sted: Hos fa­mi­li­en. ’ Jeg sav­ner dem vildt’ » Det, der er hårdt for mig nu, er godt for mig i frem­ti­den. Og selv­føl­ge­lig er det hårdt med to børn på ét og fem år. Jeg el­sker min fa­mi­lie hø­je­re end alt, og jeg sav­ner dem vildt, når jeg er på tur­né, men jeg kan alt­så og­så godt li­de at skul­le ud ad dø­ren igen. Så­dan er det jo. Den roman-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.