Fem­stjer­net Fuh­len­dor­ff

BT - - KULTUR -

AN­MEL­DEL­SE

’ DET ER LI­GE­GYL­DIGT...’ Chri­sti­an Fuh­len­dor­ff Stand- up ***** *

‘ Her er dit liv med’ Chri­sti­an Fuh­len­dor­ff.

Der er så me­get, man ik­ke må tæn­ke. Og slet ik­ke si­ge højt. Med­min­dre man alt­så er der­hjem­me. Det er vi så hel­dig­vis. I et ly­se­rødt hus, der er ram­men for showet, og hvor Fuh­len­dor­ff li­ster sig helt in­den­for, når det al­li­ge­vel bli­ver for ær­ligt.

For kan man over­ho­ve­det væ­re ‘ født i den for­ker­te krop’. Kun­ne flygt­nin­gepo­li­tik­ken stram­mes ved hjælp af Fuh­len­dor­ff’ske – og helt sær­li­ge – pe­nis­reg­ler? På for­navn med ko­nen Er det ik­ke okay at flyg­te fra vir­ke­lig­he­den og ind i hash­tå­ger, når det før­ste rum­mer li­ge ri­ge­ligt gylp og for­de­ling af plig­ter i en småbørns­ramt fa­mi­lie? Og hvor­for må man ik­ke slå si­ne børn?

Ja, men det sid­ste må man alt­så ik­ke, Chri­sti­an Fuh­len­dor­ff. Men du har gjort det. Det si­ger du i hvert fald. Og jeg til­gi­ver dig. Og­så for di­ne kon­stan­te til­svi­nin­ger af din ko­ne Ka­ri­na, som vi er på for­navn med. Og fak­tisk og­så for to­ner­ne. For med to­ner kan man jo alt, si­ger man­den, der ef­ter­ly­ser fle­re ud­brud af spon­tan mu­si­calsang. I bus­sen og i det he­le ta­get.

Og han gjor­de det selv i af­tes. Un­der­stre­ge­de, hvad man egent­lig kan slip­pe af sted med, hvis ba­re man syn­ger imens. Un­der bæl­te­ste­det? Ja da. Plat? Næ. Og det var der ik­ke no­get, der var.

Kø­ber man Chri­sti­an Fuh­len­dor­ff, ved man godt, hvor man be­fin­der sig hen­ne.

Det vid­ste et for­holds­vis ung­dom­me­ligt pu­bli­kum ty­de­lig­vis og­så i af­tes: Det er sjovt, det er ram­men­de, og så for­mår han alt­så at ‘ kø­re den ind med char­men’ – og­så når han pa­ro­di­e­rer sin ko­ne på en fa­con, som må­ske ik­ke al­le ko­ner i ver­den vil­le klap­pe li­ge be­gej­stret over. Hej, Dirch Men det vir­ker. Og med sin Fuh­len­dor­ff’ske fa­con kan han slip­pe af­sted med ret så me­get. Selv en ( im­pro­vi­se­ret?) af­stik­ker og hil­sen til Dirch Pas­ser, der dø­de i 1980 før en fo­re­stil­ling i selv­sam­me byg­ning, som af­te­nens pre­mi­e­re blev skudt af sted fra. Den lan­de­de, hvor den skul­le. Li­ge­som den fem­te stjer­ne. Og li­ge­som en im­pro­vi­se­ret ping- pong med en til­fæl­dig gæst – in­klu­siv to­ner - var li­ge i ska­bet.

Det var der man­ge ting, der var. Ti­m­in­gen, flas­h­ba­cks til tid­li­ge­re pointer, tem­po­et, den an­ti- ar­ro­gan­te, sel­v­ud­le­ve­ren­de ‘ jeg ved ik­ke bed­re- fa­con’, han di­sker op med. Og den rø­de tråd. Han si­ger selv, at det ik­ke var me­nin­gen, den skul­le væ­re der. Men det var det må­ske. Den er der i hvert fald.

Sav­ner du højtra­ven­de, små­fi­lo­so­fi­ske pointer om li­vets sto­re – og små – spørgs­mål, er det må­ske ik­ke Fuh­len­dor­f­fs livsa­nek­do­ter, du skal ka­ste dig over som det før­ste. Men vil du un­der­hol­des, gen­ken­des og char­me­res, skul­le du un­de dig selv en af­ten i me­re end al­min­de­ligt sjovt sel­skab. I mel­lem­ti­den må du tæn­ke dig til po­in­ter­ne. Og det er jo li­ge­gyl­digt, hva’ an­dre tæn­ker, ikk’?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.