Det vær­ste’

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

LØR­DAG 27. FE­BRU­AR 2016 vej og hav­de få­et et godt liv. Så sæt­ter det rig­tig dy­be spor, at jeg står til et til­bage­fald. « mi­ne hold­kam­me­ra­ters skyld. Jeg ved, min si­tu­a­tion på­vir­ker dem, men de skal se, at selv­om det er hårdt, er jeg der. Det skal ik­ke væ­re no­get, de tæn­ker på, for gør de det, bru­ger de ener­gi på det, og så præ­ste­rer de ik­ke li­ge så godt på ba­nen. Og vi har af­talt, at in­tet er ta­bu, så de kan spør­ge mig om al­ting un­der­vejs. «

» Jeg var med bag bæn­ken ons­dag, da vi spil­le­de mod HC Midtjyl­land, og jeg blev næ­sten me­re hid­sig der, end jeg gør in­de på ba­nen. Jeg råb­te af HCM- spil­ler­ne og dom­mer­bor­det. Jeg måt­te li­ge kig­ge mig selv i spej­let i pau­sen … Og pas­se­de så Hod­g­kins lym­fe­kræft Hod­g­kin lym­fom ram­mer al­le al­ders­grup­per – men ses hyp­pigst hos un­ge om­kring 15- år­sal­de­ren og hos æl­dre per­so­ner om­kring 65- år­sal­de­ren. Der er lidt fle­re mænd end kvin­der, der får di­ag­no­sen. De hyp­pig­ste symp­to­mer er hæ­ve­de lym­feknu­der på hal­sen, i arm­hu­ler­ne el­ler i ly­sken. An­dre hyp­pi­ge symp­to­mer er nat­tes­ved, for­hø­jet le­gem­stem­pe­ra­tur og vægt­tab. Over 80 pct. bli­ver hel­bredt for Hod­g­kin lym­fom.

Kræf­tens Be­kæm­pel­se mig selv lidt me­re i an­den halv­leg, hvor jeg ryk­ke­de lidt læn­ge­re væk fra bæn­ken. Men det er ek­stremt fru­stre­ren­de, når man er vant til at få si­ne ag­gres­sio­ner, fru­stra­tio­ner, fø­lel­ser og kær­lig­hed ud in­de på ba­nen. Det er så van­vit­tigt hårdt ba­re at sid­de og se på. For­di der er en lym­fe, der si­ger, at jeg ik­ke kan væ­re med … «

» Jeg ved, jeg har ek­stremt go­de be­tin­gel­ser for at kom­me mig. Jeg har i Skjern to fy­si­o­te­ra­pe­u­ter hos mig he­le ti­den og en ma­te­ri­a­le­mand, som hen­ter ting til mig el­ler fyl­der min vand­dunk, hvis den er tom. He­le mit job er at bli­ve fy­sisk fit igen. Der kan jeg kun tæn­ke på al­le de men­ne­sker, der skal til­ba­ge på ar­bejds­mar­ke­det og sam­ti­dig ha­ve styr på de­res krop – det er en dob­belt kom­bi­na­tion, der er me­get hår­de­re end det, jeg skal igen­nem. På den må­de er jeg lyk­ke­lig over at ha­ve mit er­hverv. «

» Jeg har væ­ret me­get til­freds med for­lø­bet indtil vi­de­re på Aal­borg Sy­ge­hus. Det er præ­cis det sam­me, som jeg var igen­nem i Tys­kland. Den stør­ste for­skel her er, at jeg kan få blød­kog­te æg i Aal­borg. I Tys­kland lå jeg på stue med en an­den mand, og da jeg så, han fik blød­kog­te æg en mor­gen, sag­de jeg, at det vil­le jeg og­så ger­ne ha­ve. Men så med­del­te sy­geple­jer­sken, at ’ desvær­re hr. Svensson, du har ik­ke den rig­ti­ge for­sik­ring. Så du kan ik­ke få blød­kog­te æg’. Så jeg måt­te nø­jes med en ski­ve brød og en lil­le yog­hurt. Men de gan­ge min far så kom ned, tog Fan­den ved ham, og han kom hver dag på sy­ge­hu­set med en hel gry­de fyldt med blød­kog­te æg. Det skul­le sgu ik­ke hed­de sig, men­te han. «

» Jeg er ik­ke 100 pro­cent sik­ker på, hvad chan­cer­ne er for at over­le­ve, når det er et til­bage­fald, men for Hod­g­kins lig­ger det på 80 pro­cent, og det tæl­ler og­så men­ne­sker, som er æl­dre end mig og ik­ke li­ge så stær­ke rent fy­sisk. Det gi­ver mig håb om, at jeg kan mod­stå det. Men det bli­ver hårdt. Vi skal sik­re os, det al­drig kom­mer igen. Der­for skal jeg bå­de ha­ve al­min­de­lig ke­mo, høj­do­sis ke­mo, strå­ler – he­le pak­ken. Jeg kom­mer til at væ­re lagt fuld­stæn­dig ned. Men det skal ba­re ud af krop­pen den her gang. Jeg vil­le ik­ke kun­ne bæ­re at skul­le igen­nem det he­le en gang til. «

» Ke­mo­for­lø­bet vil va­re fem- seks må­ne­der alt ef­ter, hvor­dan min krop kla­rer det. Så det pas­ser fint med, at jeg kan væ­re til­ba­ge mod slut­nin­gen af juli, hvor op­star­ten frem mod den nye sæ­son be­gyn­der for al­vor, og det vil så væ­re næ­ste fa­se, hvor jeg kan genop­byg­ge mig selv til at spil­le hånd­bold. Det er det, der er i mi­ne tan­ker. Jeg lær­te af min træ­ner i Spa­ni­en, at der ik­ke er ’ go­de’ el­ler ’ dår­li­ge’ da­ge – der er kun da­ge. Det hand­ler om at ta­ge én dag ud af ka­len­de­ren og bru­ge den på må­let om at bli­ve rask igen. Og så gø­re det sam­me da­gen ef­ter. Så kan jeg ski­de ud over mig selv, for­di jeg ik­ke kan sty­re min krop. Jeg kan ka­ste op. So­len kan skin­ne, og jeg kan gå en tur. Det er li­ge me­get – må­let er at bli­ve rask, og det er det, al­le da­ge­ne skal bru­ges på. «

» Jeg har få­et kæm­pe op­bak­ning, ik­ke kun fra fa­mi­lie, ven­ner og be­kend­te, men og­så fra he­le hånd­bold­dan­mark. Det er fan­ta­stisk at mær­ke så­dan en var­me, når man er på sit la­ve­ste. Jeg vil ger­ne si­ge tak til al­le. Til Tvis- sup­por­te­re, som ha­der mig, men ha­der kræf­ten end­nu me­re ( de stil­le­de op til en kamp med et ban­ner med skrif­ten: ’ står sam­men mod can­cer for Svensson’, red.). Til al­le dem, som har skæn­ket mig en tan­ke, hvad en­ten det har væ­ret sagt el­ler ej, « si­ger Da­ni­el Svensson.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.