’ Go­der­ne er for uli­ge for­delt’

BT - - KENDER DU DET? -

Den sid­ste hal­ve ti­me har min dat­ter Ka­mil­le grædt som en pi­sket. Sam­men med mi­ne børn er jeg i New York – på vin­ter­fe­rie – og på vej ud for at spi­se. Men hun kan slet ik­ke rum­me al­le de hjem­lø­se, vi ser overalt. Hun vil hjæl­pe dem. Hun sy­nes, at vi må de­les. For hvor­for lig­ger de ba­re dér – på ga­den? Vi må da ta­ge et an­svar, græ­der hun. Ef­ter nog­le vil­de da­ge med gej­se­re og Den Blå Lagu­ne. Is, sne og vand­fald i Island, har vi et par da­ges fe­rie i USA. Det er luksus. Vi går ud og spi­ser, og det er jo dej­ligt for os. Men tu­ren min­der mig om mi­ne un­ge da­ge. Den­gang jeg tal­te mi­ne pen­ge hver dag. Det gør jeg og­så nu. Jeg ven­der hver en ’ di­me’, men er stolt over, at det – ef­ter en ge­val­dig øko­no­misk røv­tur – er lyk­ke­des mig at spa­re sam­men til den­ne her tur. Jeg er stolt af, at der er ble­vet råd til bå­de en island­sk swe­a­ter og dy­re mu­si­cal­bil­let­ter til Alad­din på Bro­adway. Vi har det godt, og der er me­get, vi kan. Selv­om vi må gå hjem til vo­res ho­stel, når Ka­mil­les jet­lag slår re­kyl, for der var kun li­ge råd til tu­ren – og taxa er be­stemt ik­ke en del af vo­res bud­get. Alt er: ’ Hvis vi gør det, kan vi ik­ke det’. Og jeg kan godt få lidt ondt af mig selv, når jeg igen må si­ge: ’ Nej, det har vi ik­ke råd til’. Min søn Benja­min har i sit 17- åri­ge liv op­le­vet, hvor­dan jeg er gå­et fra ’ To­talt på rø­ven’ og at spi­se øko­no­misup­pe med fo­ge­den til bords, til at slå ud med ar­me­ne og si­ge: ’ køb dog en af hver’, til igen at kæm­pe for und­gå fo­ge­dens be­søg. Ja, ba­re det at be­va­re vo­res tag over ho­ve­d­et var en kamp. Kort sagt – li­vet – som selv­stæn­dig iværk­sæt­ter. Syg selv­stæn­dig iværk­sæt­ter. Til hans fi­re års fød­sels­dag pop­pe­de jeg po­pcorn uden at sæt­te låg på gry­den. Så he­le køk­ke­net reg­ne­de med po­pcorn. Det var min ga­ve til ham. Den ko­ste­de kun 8 kr. – som jeg li­ge hav­de. Si­den skif­te­de min si­tu­a­tion, og han fik Mac- com­pu­te­re og fly­si­mu­la­tor­o­p­le­vel­ser i fød­sels­dags­ga­ve. Men han hu­sker bedst po­pcor­ne­ne. Her til af­ten fik jeg en gour­met­bur­ger med chi­li og mango. Ka­mil­le fik en al­min­de­lig gour­met­bur­ger ( uden løg) og skyl­le­de den ned med et niårigt jet­lags­sam­men­brud – over al­le de stak­kels hjem­lø­se. Jeg prø­ve­de at for­kla­re hen­de, at de hjem­lø­ses vej til hjem­løs­hed har væ­ret bro­lagt med dår­li­ge be­slut­nin­ger. Men mit bil­le­de af de hjem­lø­se bli­ver far­ligt for­styr­ret ’ over he­re’. Vi ser al­le ty­per tig­ge – den for­hut­le­de krigs­ve­te­ran, den 50- åri­ge asi­a­ti­ske da­me – og børn – som al­drig selv kan gø­res an­svar­li­ge for de­res valg. Jeg for­sik­rer hen­de om, at hun al­drig hav­ner der – på ga­den. Men hun er be­kym­ret for sin ene sto­re­bror ( på fars si­de) som er flyt­tet hjem­me­fra med sin kæ­re­ste... ’ For bli­ver han hjem­løs, hvis de slår op? Nu hvor hans lil­le­bror har få­et hans væ­rel­se?’ Når jeg trø­ster hen­de, for­svin­der min fø­lel­se af at væ­re fat­tig. Jeg er rig. Vi er ri­ge. Vi har mas­ser at gi­ve af. Jeg sen­der en tan­ke til Do­nald Trump. Tid­li­ge­re på da­gen fik vi at vi­de, at hans lej­lig­he­der med ud­sigt til Cen­tral Park ko­ster ca. 100 mio. dol­lar – styk­ket. USA er ’ the land of op­portu­ni­ties’, hvis man alt­så ik­ke li­ge er hjem­løs – og har ind­ret­tet sig i en papkas­se, hvor man bor – og­så i frost­vejr. I mi­ne yn­gre da­ge var jeg kendt for at væ­re me­re li­be­ral end den ame­ri­kan­ske præ­si­dent. Men halvvejs i li­vet må jeg er­ken­de, at li­vets go­der er uli­ge for­delt – for uli­ge. Jeg lover Ka­mil­le, at vi i mor­gen gi­ver lidt af vo­res pen­ge til tig­ge­re. Vi kan ik­ke hjæl­pe al­le, men vi kan hjæl­pe lidt. Og i nat vil jeg drøm­me om, at nok ame­ri­ka­ne­re stem­mer på Ber­nie San­ders den 8. novem­ber.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.