MIT FOTOALBUM

BT - - SØNDAG -

La­ti­fa Ljørring, 38, fored­rags­hol­der om in­te­gra­tion og sund livs­stil, de­bat­tør og med­lem af by­rå­det i Gre­ve for Ven­stre, og del af so­ci­a­log sund­heds- samt in­te­gra­tions­ud­val­get. Er ud­dan­net it og elek­tro­nik­tek­ni­ker, mor og bor i Gre­ve. Re­li­gio­nen fyl­der me­re nu

Jeg er vok­set op i Ca­sablan­ca i Ma­rok­ko. Min mor Fa­ti­ma ar­bej­de­de i et fi rma, der pro­du­ce­re­de Mar­l­boro Clas­sic- tøj, hun kon­trol­le­re­de kva­li­te­ten af det fan­cy tøj, og min far var ba­ger. Når jeg ser gam­le bil­le­der af min mor, hav­de hun ik­ke slør på, det kom først for om­kring ty ve år si­den, ik­ke for­di hun blev tvun­get til det, men for­di hun selv vil­le. I dag be­der hun seks gan­ge om da­gen. Da jeg var barn, hav­de re­li­gion ik­ke no­gen be­ty dning. Ca­sablan­ca var en by som Pa­ris, ba­re i dår­li­ge kva­li­tet byg­nings­mæs­sigt, nog­le gik med bur­ka, an­dre var top­lø­se på stran­den, og der var dem med ka­lot. Min mor var 14 år, da hun blev gift og min far 23, så­dan er kul­tu­ren i Ma­rok­ko.

1.

En skæv gren

Jeg vil be­teg­ne mig selv som me­get selv­stæn­dig og stæ­dig, jeg snak­ke­de al­tid om ret­tig­he­der, og min mor fat­te­de ik­ke, hvor jeg hav­de det fra. Men de syn­tes, det var sjovt. De var stol­te af, at de hav­de få­et en ’ skæv gren i fa­mi­li­en, som de hav­de la­det vok­se’, som de sag­de. Jeg spurg­te al­tid » Hvor­for? « , når min mor bad mig om no­get. Her fra stran­den ved Ca­sablan­ca, min sø­ster står bag­ved, min lil­le­bror med en ap­pels­in. Min mor var al­drig i van­det, for hun kun­ne ik­ke svøm­me.

2.

Bal­la­de på sko­len

Jeg var dyg­tig i sko­len, men lidt an­der­le­des og snak­ke­de nok me­get. Da jeg var 10, år fo­re­slog jeg pi­ger­ne på sko­len, at vi dan­ne­de vo­res eget pi­ge­råd, hvor vi kun­ne ta­le om vo­res ret­tig­he­der. Jeg var nok in­spi­re­ret af no­get, jeg hav­de set i tv - jeg så blandt an­det. Gla­mour og Be­ver­ly Hills 90210. Vi pi­ger gik i sam­let fl ok op på sko­lens kon­tor, hvor vi la­ve­de en slags de­mon­stra­tion og for­tal­te, at vi vil­le ha­ve vo­res eget råd. Det fi k den sto­re, ty kke sko­le­in­spek­tør til at rå­be højt, og al­le pi­ger­ne for­dam­pe­de, og jeg stod til­ba­ge og fi k or­de­ne: » Nu er du bort­vist, og du kom­mer ik­ke til­ba­ge uden din far. Tag din ta­ske og gå « . Det gjor­de mig ik­ke ban­ge, jeg gik de fem ki­lo­me­ter hjem, som jeg ple­je­de at gø­re. Da­gen eft er mød­te jeg i sko­le som nor­malt, jeg prø­ve­de at sni­ge mig ind, men det var ånds­svagt, for læ­re­ren, som jeg ik­ke kun­ne li’, sag­de: » Ma­da­me Buck­et, pak di­ne ting og gå hjem og hent din far, den der møgun­ge- leg gi­der vi ik­ke « . Jeg for­tal­te min far om ide­en med et pi­ge­råd, og det syn­tes han var en god idé. Men han sag­de og­så, at det skul­le gø­res rig­tigt. Dren­ge­ne skul­le og­så væ­re med. Vi kør­te over på sko­len, og det end­te med, at der kom et elev­råd på sko­len, som jeg var for­mand for i nog­le år.

3.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.