AN­NET­TE HEICK BIL­LIG UN­DER­HOLD­NING

BT - - SØNDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

For man­ge år si­den, mens jeg sta­dig bo­e­de hjem­me, fandt mi­ne for­æl­dre i sid­ste øje­blik ud af, at de hav­de mu­lig­he­den for at ta­ge på eft er­års­fe­rie. Vi hav­de ik­ke så man­ge pen­ge og var jo sent ude, så det blev til en Spies- rej­se i la­ve­ste ka­te­go­ri til Kre­ta. VI AN­KOM TIL et lil­le ho­tel lidt in­de i lan­det. Det vi­ste sig at lig­ge midt i en smuk oli­ven­lund, og vi hav­de en al­tan, hvor­fra vi kun­ne skim­te ha­vet. Kuff er­ten var fyldt med spil og fyr­fads­lys, så vi kun­ne sid­de om aft enen og hyg­ge os på al­ta­nen. Det blev der nu ik­ke me­get af, for der var an­dre gæ­ster på ho­tel­let, og på umær­ke­lig vis blev vi ry­stet sam­men til én stor fa­mi­lie. DER VAR F. EKS. den en­li­ge far – en fl ot mand, som i øv­rigt var in­de­ha­ver af en olym­pisk guld­me­dal­je. Min far hav­de gå­et i sko­le med ham og kun­ne til­fø­je, at han var en af dem, der score­de topka­rak­ter og ba­re var god til alt den­gang. Så­dan var det ik­ke på Kre­ta. Den en­li­ge far hav­de få­et et knæk. En skils­mis­se hav­de sendt ham helt ned i li­vets kulkæl­der og ned på bun­den af en fl aske. Til trods for, at han hav­de si­ne to dren­ge med, så for­må­e­de han ik­ke at hol­de igen. Dren­ge­ne for­søg­te at for­hin­dre fa­de­rens druk, og om mor­ge­nen var de uro­li­ge, for­di de ik­ke kun­ne væk­ke ham. Det var ik­ke så mær­ke­ligt, at nog­le af de an­dre voks­ne be­gynd­te at blan­de sig. SÅ VAR DER og­så en æl­dre mand, som den uge fi k lagt sit svig­ten­de hel­bred på hyl­den. Han hav­de el­lers gjort et stort num­mer ud af at for­tæl­le os an­dre gæ­ster om sin dår­li­ge ma­ve. Jo tak… vi fi k ma­len­de be­skri­vel­ser af, hvor­dan hans aff øring ar­te­de sig. Men så en aft en var der ’ græsk aft en’. Der blev spil­let græsk mu­sik og dan­set kæ­de­dans og ik­ke mindst smadret tal­ler­ke­ner. Jeg tror, det med tal­ler­ke­ner­ne er en græsk tra­di­tion. Der blev bå­ret stab­ler ind af gip­stal­ler­ke­ner, som gik me­get let i styk­ker. Den gam­le mand stod på dan­se­gul­vet og stor­gri­ne­de, mens han kla­ske­de tal­ler­ke­ner i ho­ve­d­et på sig selv fra hver si­de. Væk var den dår­li­ge ma­ve.

Al­drig har jeg set så man­ge skår. SIDST, MEN IK­KE mindst var der Ruth og svi­ger­dat­te­ren… hed hun Jet­te? De var ta­get hjem­me­fra, for­di de­res mænd var op­slugt af fod­bold på fj ern­sy­net. Og nu stod de her på det lil­le ho­tel og fo­rel­ske­de sig i en af de man­ge hjem­lø­se hunde. Den var godt nok og­så kær. De kald­te den Char­lie. De fj er­ne­de utøj og va­ske­de

’’

den. Gav den mad og lod den sove i de­res væ­rel­se. Til ho­te­le­je­rens sto­re for­try­del­se. NÆ­STE DAG VED po­o­len kom Char­lie lu­sken­de for at se, om der faldt lidt god­bid­der af ov­re hos Ruth og Jet­te. Men ho­te­le­je­ren skul­le ik­ke ha­ve no­gen hund ren­den­de, så han tog ko­sten og daske­de hårdt til hund­en, så den stak af. Det skul­le han al­drig ha­ve gjort, for Ruth rej­ste sig re­so­lut, gik over og tog ko­sten fra ham og så fi k han så­dan et rap i rø­vet­ten, at han su­se­de ind bag di­sken i sin re­stau­rant. DA­GEN EF­TER IGEN duk­ke­de Char­lie op. Det var et syn for gu­der. Ho­te­le­je­ren tog ko­sten og kig­ge­de over på Ruth, som stir­re­de li­ge til­ba­ge på ham. Den fan­ge­de Char­lie godt og be­gynd­te at gø ad ho­tel­fat­ter. Og så for­svandt eje­ren igen ind bag di­sken. JEG VED IK­KE, hvad der ske­te med al­le dis­se men­ne­sker si­den. Der er vel gå­et 30 år. Men Char­lie end­te fak­tisk med at kom­me i ka­ran­tæ­ne og bli­ve fl øjet til Dan­mark, hvor den for­ment­lig bo­e­de hos Ruth til sin død. Og vi lær­te, at en fe­rie ik­ke be­hø­ver at væ­re dyr for at væ­re god. Det, du op­le­ver, kan jeg fuld­kom­men gen­ken­de. Det er helt nor­malt, og det sker, når man kom­mer i din al­der. Det gør det ik­ke min­dre sør­ge­ligt, men jeg sy­nes, du skal ta­ge aff ære. Du skal ta­ge an­svar for dig selv og væ­re ær­lig over­for dig selv. Du træn­ger sim­pelt­hen til en ti­meout.

Man kan si­ge, at du ån­de­ligt har over­ha­let din ve­nin­de. Du har få­et øje på nog­le ting, som teg­ner ver­den i et nyt per­spek­tiv. I er to for­skel­li­ge ste­der i li­vet, og må­ske bli­ver I ved at væ­re det. Jeg sy­nes, du skal for­li­ge dig med det. Til­giv hen­de, at hun ik­ke mag­ter at se tin­ge­ne fra din si­de. Jeg tror slet ik­ke, hun bru­ger så man­ge kræft er på at tæn­ke over je­res for­hold, som du gør. Og der­for skal du gø­re op med dig selv, hvad der skal ske fremad­ret­tet.

Du skal tæn­ke me­get nø­je over det, og hvis I vir­ke­lig er på vej væk fra hin­an­den – sør­ge­ligt el­ler ej – så tror jeg, du skal væl­ge den svæ­re, men me­get ær­li­ge ud­ga­ve: Sig det! Du kan tro, jeg har prø­vet det. Det er alt an­det end rart. Jeg skrev ned for mig selv, hvad det var, jeg skul­le gø­re. Hvad var det for et bud­skab, jeg skul­le afl eve­re? Og så afl eve­re­de jeg det. Det gør me­ga nas, men på den lan­ge ba­ne er det fan­ta­stisk. Der lig­ger ik­ke no­get us­agt, og du skal ik­ke læn­ge­re for­hol­de dig til det­te an­det men­ne­ske, som er med til at ska­be uba­lan­ce i din til­væ­rel­se.

Der skal ik­ke lig­ge be­skyld­nin­ger i luft en. Vær nøg­tern. For­tæl, hvad det gør ved dig at væ­re usik­ker på je­res for­hold og af­rund med at for­tæl­le, at du er nødt til at sor­te­re hen­de fra for at pas­se på dig selv. Ønsk hen­de alt det bed­ste i ver­den og lov dig selv al­drig at ta­le dår­ligt om hen­de ( det ven­der ba­re skidt til­ba­ge).

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.