Man­den i hvidt

BT - - NAVNE -

85 PÅ ONS­DAG Det er ik­ke nok at skri­ve godt. Er man for­fat­ter i en tid, hvor ud­bud­det af kunst er så stort og mu­lig­he­der­ne for adspre­del­se så man­ge, er det og­så vig­tigt at skil­le sig ud som men­ne­ske. El­ler ret­te­re: Gø­re sig selv til et brand, der er gen­ken­de­ligt for en­hver. Se ba­re på Tom Wol­fe, der si­den 1962 – alt­så i de se­ne­ste 54 år – kun har vist sig off ent­ligt i hvidt jak­ke­sæt. Ja, må­ske er han for nog­le ik­ke me­get an­det end ’ Ham i det hvi­de su­it’.

Selv har Wol­fe for­kla­ret, at han går i det, for­di det » af­væb­ner folk « , og net­op det at kun­ne kom­me tæt ind på men­ne­sker har væ­ret af­gø­ren­de for hans for­fat­ter­skab, der via et stort gal­le­ri af ka­rak­te­rer for­sø­ger at skil­dre USAs kol­lek­ti­ve psy­ke.

Men det be­gynd­te ik­ke med fi ktion for Wol­fe, der vok­se­de op i Vir­gi­nia og først gjor­de op­mærk­som på sig selv med en ræk­ke ar­tik­ler i man­de­ma­ga­si­net Esqui­re. Her skrev han om såvel høj- som lav­kul­tur – di­stink­tio­ner der gav bed­re me­ning den­gang – og gjor­de det på må­der, der si­den dan­ne­de sko­le.

’ New Jour­na­lism’, kal­des sti­len og dæk­ker over lit­terært in­spi­re­ret jour­na­li­stik, der er me­get selv­be­vidst og for­sø­ger at ska­be in­ten­si­tet og nær­vær hos læ­se­ren ved at ind­dra­ge jour­na­li­stens fø­lel­ser og tan­ker. Sam­ti­dig læg­ges der me­get ar­bej­de i for­tæl­lefor­men, i nar­ra­ti­vet, med brug af de­tal­jer og be­skri­vel­ser, så­dan som det ken­des fra skøn­lit­te­ra­tu­ren.

På den må­de har Wol­fe væ­ret mar­kant med­ska­ber af en stil, som har ført til no­get af den bed­ste jour- na­li­stik, der no­gen­sin­de er skre­vet. Men og­så no­get af den vær­ste. Det kræ­ver nem­lig en vi­den­de, uhy­re stil­be­vidst skri­bent for ik­ke at bli­ve li­ge så vul­gær og op­pum­pet som en af de ka­rak­te­rer, Wol­fe har be­skre­vet i sit skøn­lit­teræ­re for­fat­ter­skab, der al­le­re­de kul­mi­ne­re­de i de­but­ro­ma­nen ’ The Bon­fi re of the Va­ni­ties’ fra 1987.

I ’ For­fæn­ge­lig­he­dens bål’, som ro­ma­nen hed­der på dansk, føl­ges tre ho­ved­ka­rak­te­rer i 1980er­nes New York, og ro­ma­nen er med sit lys på ra­cis­me, klas­se­skel og grå­dig­hed ty­pisk Wol­fe. En rost sæl­lert Og den solg­te ik­ke ba­re for­ry­gen­de, den blev til­med rost af det lit­teræ­re etablis­se­ment, han tid­li­ge­re hav­de hud­fl et­tet.

Ro­ma­nen var og­så før­ste skridt i etab­le­rin­gen af et stør­re lit­terært uni­vers. Ka­rak­te­rer fra ’ For­fæn­ge­lig­he­dens bål’ – der blev til en Hol­lywood- fi lm i 1990 – duk­ker ek­sem­pel­vis op i ’ Jeg er Char­lot­te Sim­mons’, en sted­vis dy­ster un­der­sø­gel­se af li­vet på ame­ri­kan­ske uni­ver­si­te­ter, og i USA- sa­ti­ren ’ En stor mand’.

Wol­fe har gen­nem tal­ri­ge men­ne­ske­al­dre be­væ­get sig mel­lem ar­tik­ler, es­sayi­stik og ro­ma­ner.

Det er et stort og in­di­mel­lem over­læs­set værk. Men er der ét ken­de­tegn ved Wol­fes skrift , er det ame­ri­ka­ner­nes me­re el­ler min­dre vær­di­ge stræ­ben eft er sta­tus og so­ci­al an­er­ken­del­se.

Selv har Wol­fe for længst op­nå­et beg­ge de­le. I blæn­den­de hvidt jak­ke­sæt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.