H

BT - - INTERVIEW - Dor­te Han­sen

an er en in­sti­tu­tion i dansk ra­dio og tv. Den ra­re mand med den blø­de stem­me og de blå øj­ne. P3s før­ste ung­doms­vært. Hit­lis­te­be­sty­ren. Qu­iz- ma­ste­ren. Mi­ster Me­lo­di Grand Prix. En ge­ne­ra­tions stem­me – vo­res al­le­sam­mens ’ Myl­le’ fyl­der 70 år i dag.

Jør­gen de My­li­us er en rig­tig ra­dio­mand – når han smi­ler, kan det hø­res på or­de­ne. Som om smilet gør dem var­me­re. Han smi­ler me­get og ler lav­mælt med abrup­te haha- ly­de.

Men gen­nem kar­ri­e­ren har Jør­gen de My­li­us fle­re gan­ge måt­tet kæm­pe. For at bli­ve ta­get al­vor­ligt. For sin plads i æte­ren. Dan­sker­ne har el­sket hans pro­gram­mer. Men che­fer og an­mel­de­re har væ­ret svæ­re­re at over­vin­de – hvis det no­gen­sin­de er lyk­ke­des helt. ’ Abemu­sik’ kald­te che­fer­ne i Dan­marks Ra­dio den ro­ck- mu­sik, der blev grund­la­get for Jør­gen de My­li­us kar­ri­e­re. Si­den var det den blø­de­ste pop- mu­sik, han blev ban­ner­fø­rer for og måt­te for­sva­re, da han i 1978 de­bu­te­re­de på tv som vært på det dan­ske Me­lo­di Grand Prix, en post han pas­se­de i 11 år ef­ter­fulgt af et kom­men­ta­torjob ved det in­ter­na­tio­na­le grand Prix.

Blot 16- år gam­mel blev Jør­gen de My­li­us an­sat i Dan­marks Ra­dio og ba­ne­de vej­en for nu­ti­dens ra­diovær­ter. Han tog kam­pe­ne, der gav plads til det hav af un­ge vær­ter, der er fulgt i hans spor.

» Jeg kan bryste mig af, at jeg har ta­get sla­get for dem, der er kom­met ef­ter mig. De har ik­ke be­hø­vet over­be­vi­se så man­ge. «

Sla­ge­ne, man får, når man som den før­ste skil­ler sig ud fra flok­ken, tog Jør­gen de My­li­us. Først på ra­dio si­den på tv. Som en vel­run­det tum­ling har han rejst sig – gang på gang på gang.

Kam­pe­ne

Der lig­ger en grund­læg­gen­de op­ti­mis­me bag den ly­se­blå skjor­te og de blå øj­ne. En dyb ro, der må­ske er kom­met med al­de­ren. En tro på, at det he­le nok skal gå.

Den svæ­re­ste kamp i pri­vat­li­vet var, da hans tred­je barn, søn­nen Oli­ver, blev født ti uger for tidligt og ik­ke ve­je­de me­re end en li­ter mælk.

» Jeg var helt fra kon­cep­ter­ne, « skri­ver Jør­gen de My­li­us i sin bi­o­gra­fi ’ Tak for al mu­sik­ken’, om fryg­ten for at mi­ste søn­nen.

Men bå­de far, mor og søn kæm­pe­de. Vok­se­de. Og kla­re­de den. Det gjor­de æg­te­ska­bet ik­ke.

Lav­punk­tet i pri­vat­li­vet, var da han blev skilt fra sin før­ste ko­ne, 10 år ef­ter søn­nens fød­sel.

Som så man­ge an­dre par vok­se­de Jør­gen de My­li­us og hu­stru­en Jyt­te fra hin­an­den. De så ik­ke hin­an­den me­re. In­ter­es­se­re­de sig ik­ke for hin­an­den. I 1995, ef­ter næ­sten 30 år sam­men, blev de skilt.

» Skils­mis­sen var mit per­son­li­ge lav­punkt. Jeg fø­ler mig dum over ik­ke at kun­ne få det til at fun­ge­re ef­ter så man­ge år. «

I sam­me pe­ri­o­de dø­de hans mor. Men en tum­ling er svær at slå helt ud, selv­om den kan bli­ve lidt rundt­os­set for en tid.

En vred ung mand

I an­led­nin­gen af den run­de dag, har BT talt med Jør­gen de My­li­us om li­vet, som det har for­met sig. Om kam­pe­ne – for mu­sik­ken, fa­mi­li­en og om at ha­ve hjer­tet med på ar­bej­de.

Det he­le be­gynd­te en dag i 1963, da Jør­gen de My­li­us blev va­ske­æg­te te­e­na­ge­sur. For han føl­te sig snydt.

Dan­marks Ra­dio hav­de lo­vet, at de­res nye ra­di­o­ka­nal P3 vil­le sen­de mu­sik for de un­ge, li­ge­som pirat­sta­tio­nen Ra­dio Mercur hav­de gjort

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.