MIT FOTOALBUM

BT - - SØNDAG -

Pelle Drag­sted f. 1975 har de sid­ste ti år ar­bej­det for En­heds­li­sten - bl. a.. som rå­d­gi­ver for Jo­han­ne Sch­midt- Ni­el­sen, og har stå­et i spid­sen for par­tiets for­ny­el­ses­pro­ces. Pelle Drag­sted blev fol­ke­tings­med­lem for En­heds­li­sten i 2015 og er i dag fi nans-, er­hvervs-, kir­ke- og for­bru­ger­ord­fø­rer. Des­u­den ma­ster­stu­de­ren­de i re­to­rik ved Aar­hus Uni­ver­si­tet i 2011, ba­chel­or i hi­sto­rie og spansk fra Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet i 2002 til 2005. Han bor på Fre­de­riks­berg i et kol­lek­tiv sam­men med sin kæ­re­ste og de­res to børn Al­ma og Mat­tis. Opkaldt eft er Pelle Ero­bre­ren

Jeg er født på Sct. Jo­sefs Ho­spi­tal på Nør­re­bro, og jeg blev opkaldt eft er Pelle Ero­bre­ren. Beg­ge mi­ne for­æl­dre var stu­de­ren­de, og vi bo­e­de i en lej­lig­hed i Griff en­felds­ga­de, li­ge ved ho­spi­ta­let. Vi fl yt­te­de se­ne­re til kvar­te­ret ved Fre­de­riks­berg svøm­me­hal, det var den­gang det bil­li­ge kvar­ter, og mi­ne for­æl­dre blev skilt, da jeg var to år. Min mor Lo­ne Ly­a­ger blev so­ci­al­rå­d­gi­ver, og hun ar­bej­de­de på del­tid i Kri­mi­nal­forsor­gen og var me­get op­ta­get af fan­gers ret­tig­he­der. Min pap­far var og­så so­ci­al­rå­d­gi­ver, men var ramt af ar­bejds­løs­hed i 80’ er­ne indtil han fi k en stil­ling i Bo­lig­fon­den for en­li­ge mødre. Det var ik­ke et hjem med man­ge øko­no­mi­ske res­sour­cer, der var en ugent­lig grød­dag, men jeg føl­te ik­ke, vi mang­le­de no­get.

1.

Ide­a­li­stisk far

Min bi­o­lo­gi­ske far Ni­els Drag­sted læ­ste til læ­ge, og han var ude af lan­det en del af mi­ne barn­domsår. Han fl yt­te­de til Sve­ri­ge, for­di han ik­ke kun­ne få ar­bej­de i Dan­mark, og si­den til Ni­ca­ragua, hvor dik­ta­to­ren blev væl­tet i 1979. Min far var del af en sund­heds­bri­ga­de, der tog der­ned for at genop­byg­ge lan­det, og han var der fra 1983 og tre år frem. Jeg be­søg­te ham fl ere gan­ge, og det har haft stor be­ty dning for mig at væ­re der­ne­de. Det var su­per­spæn­den­de at op­le­ve et land, som li­ge hav­de få­et sin fri­hed eft er en dik­ta­tor. Men der var og­så bor­ger­krig. USA fi nan­si­e­re­de en op­rørs­hær, de så­kald­te kon­tra­er, og de fo­re­tog væb­ne­de an­greb i det om­rå­de, min far bo­e­de. Jeg op­le­ve­de ik­ke selv an­greb, men jeg var til en de­mon­stra­tion på års­da­gen for re­vo­lu­tio­nen i den lil­le by, hvor min far bo­e­de, og plud­se­lig var der no­gen, der råb­te, at kon­tra­er­ne an­greb. Vi fi k travlt med at kom­me væk, men det vi­ste sig ba­re at væ­re en mor­bid spøg. På bil­le­det sid­der vi og ven­ter på en bus. Det er min far til ven­stre, si­den min mor og til høj­re min sted­far, Jan.

2.

Sko­le med selv­for­valt­ning

En af de sær­li­ge ting ved Fre­i­net- sko­len, som jeg gik på, var, at børn ik­ke var ad­skilt i klas­se­trin, børn skul­le læ­re af an­dre børn, og der var me­get vægt på at læ­re hån­dens ar­bej­de i sløjd, me­talsløjd og ler. Hver man­dag kun­ne man selv be­stem­me sit eget ske­ma for ugen, men man kun­ne selv­føl­ge­lig ik­ke und­gå ma­te­ma­tik he­le ti­den. Der var stor selv­for­valt­ning, og jeg var glad for at gå på sko­len - i ot­ten­de klas­se skift ede jeg til Det Fri Gym­na­si­um på Fre­de­riks­berg. Som barn var jeg så­dan én, der kun­ne li’ dra­ma­ti­ske fan­ta­sil­e­ge, hvor jeg var stuk­ket af fra et bør­ne­hjem, men jeg var og­så me­get op­ta­get af, hvad der ske­te ude i ver­den. Min ven Kas­per og min ku­si­ne solg­te vo­res gam­le le­ge­tøj, og det gav pen­ge til en gu­i­tar, der blev sendt til en mu­siks­ko­le i Ni­ca­ragua, og se­ne­re fi k vi sendt et kas­set­tebånd hjem med gu­i­tar­spil. Bil­le­det er fra 1985, jeg er ti år gam­mel og num­mer to fra høj­re.

3.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.