AN­NET­TE HEICK Føj, hvor du lug­ter

BT - - SØNDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

Du stin­ker! Kan vi ik­ke godt bli­ve eni­ge om, at det er me­get sjæl­dent, man bru­ger den sæt­ning? Al­li­ge­vel tror jeg, al­le kan kom­me i tan­ker om no­gen i ven­ne­kred­sen el­ler fa­mi­li­en, der lug­ter dår­ligt. JEG SKAL GER­NE in­drøm­me, at jeg er sen­si­tiv over­for lug­te. Nok og­så lidt me­re sen­si­tiv end de fl este. DA JEG VAR gravid, blev min lug­tesans ud­vi­det på en må­de, så jeg kun­ne sid­de i en tog­kupé og ud­pe­ge hund­e­e­je­re, kat­te­e­je­re og ry­ge­re ale­ne ved at lug­te mig hen i de­res ret­ning. Det var fak­tisk vir­ke­lig fl ip­pet, og jeg kan ind imel­lem ærg­re mig over, at det ik­ke va­re­de ved. Om­vendt kun­ne det og­så sæt­te en re­ak­tion i gang, som ik­ke var så hen­sigts­mæs­sig. Som f. eks. da vi bo­e­de hos en cu­bansk da­me i Tri­ni­dad, og hun ser­ve­re­de en ost, som ba­re blev for me­get. Jeg kun­ne sim­pelt­hen ik­ke væ­re i rum­met uden at ka­ste op. DER VAR OG­SÅ den lil­leju­le­aft en for man­ge år si­den, hvor det ban­ke­de på dø­ren. Det var vo­res na­bo, som stod med en po­se va­ske­tøj, som han ger­ne vil­le ha­ve va­sket. Jeg skyl­der li­ge at for­tæl­le, at han var så­dan en hil­l­bil­ly ty­pe, der gik i bad to gan­ge om året, mang­le­de de fl este tæn­der og mest le­ve­de sam­men med si­ne høns. Der sad jeg så med mi­ne ren­va­ske­de un­ger, ild i pej­sen og spi­ste ri­sen­grød og ju­le­hyg­ge­de. Jeg kun­ne da ik­ke af­slå at va­ske hans tøj. SÅ PO­SEN RØG ind. Da jeg åb­ne­de ma­ski­nen, kom så den­ne var­me lugt af... ja lort. Han hav­de godt nok en slags lo­kum, men nå­e­de vist ik­ke al­tid der­ud, så hans tøj var fuldt af det. Eft er at ha­ve ka­stet op i hånd­va­sken hev jeg så det våde tøj ud, og med pla­stikpo­ser på hæn­der­ne fj er­ne­de jeg ka­ger af hår og skidt fra ma­ski­nen. Jeg kun­ne sim­pelt­hen ik­ke over­skue og­så at tum­b­le tø­jet. LUG­TE KAN VÆ­RE go­de i ud­gangs­punk­tet, men al­li­ge­vel dår­li­ge. F. eks. er der ik­ke no­get vær­re end folk, der over­hæl­der sig med par­fu­me. Det kan vir­ke­lig væ­re gru­fuldt, for­di det smit­ter af ved kind­kys. Min far hav­de en duft , som ba­re var SÅ god. Det for­tal­te jeg ham, hvor­på han fi k den go­de – syn­tes han selv – idé at sprøjte den på min mand. Det blev alt­så en helt for­kert sam­men­kob­ling in­de i mit ho­ved. Jeg måt­te va­ske alt sen­ge­tøj og ven­ligst be­de min mand om ik­ke at gen­ta­ge den om­gang.

’’

I GAM­LE DA­GE stank al­le men­ne­sker, og der lug­te­de for­fær­de­ligt i by­er­ne. Jeg tæn­ker tit på, hvor­dan de kun­ne hol­de det ud. Jeg el­sker at se westerns, men jeg kom­mer på en el­ler an­den må­de al­tid til at tæn­ke på, hvor fryg­te­ligt dis­se cow­boys må ha­ve lug­tet ud af mun­den. Tænk at skul­le kys­se så­dan en! Bva­dr! JEG VED GODT, jeg er sart, og der­for si­ger jeg sjæl­dent no­get, hvis der lug­ter. Jeg må ba­re ta­ge mig sam­men. Men al­li­ge­vel: Vil­le man gø­re folk en tje­ne­ste, hvis man sag­de no­get? Der er jo de der men­ne­sker, der al­tid lug­ter af fug­tig sport­st­a­ske. Dem, hvor tø­jet ik­ke har få­et lov at tør­re helt, men er ble­vet lagt sam­men og ind i ska­bet, hvor det har få­et en sur lugt. Vil­le man ik­ke ger­ne ha­ve det at vi­de, så man selv hav­de chan­cen for at gø­re no­get ved det? El­ler hvad? LI­GE PRÆ­CIS I det­te se­kund lig­ger mi­ne for­æl­dres hund ved mi­ne fød­der og lum­rer. Føj, hvor det stin­ker. Men den ser ud til at væ­re li­geg­lad, så det må væ­re mig, der går ud for en stund. Vis­se ting kan man ba­re ik­ke æn­dre ved, hvil­ket man vil kun­ne læ­se me­re om i da­gens brev. God søn­dag!

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.