Re­a­gans ig­hed

BT - - NYHEDER -

» Det vir­ke­de som om, de var på en ly­se­rød sky, når de kig­ge­de på hin­an­den, « si­ger Met­te Nøhr Claus­høj.

Og da Ro­nald Re­a­gan i 1981 – kort in­de i sit em­be­de – blev skudt i et at­ten­tat­for­søg, var hans stør­ste be­kym­ring, at ’ Mom­my’ var be­kym­ret.

» Det må du me­get und­skyl­de, jeg glem­te at dukke mig, « sag­de han iføl­ge Uf­fe El­le­mann- Jensen til sin ko­ne, da hun kom til ho­spi­ta­let, hvor hun nær­mest flyt­te­de ind, mens han var ind­lagt.

Ev­nen til at løf­te en stem­ning ved f. eks. at væ­re mun­ter, er et af de sær­træk, som Uf­fe El­le­mann- Jensen hu­sker Ro­nald Re­a­gan for.

» Han hav­de en ut­ro­lig hu­mor. « Far­vel » Mit liv be­gynd­te ik­ke rig­tigt, før jeg mød­te Ron­nie, « sag­de Nancy Re­a­gan of­te, skri­ver USA To­day. Ver­den så til, da hun i 2004 tog en tå­re­væ­det af­sked med sin livs­ledsa­ger ved hans be­gra­vel­se. Si­den har hun væ­ret ved sin ’ Ron­nie’ på hans grav­sted. Må­den, hun græd på ved ki­sten, af­spej­le­de de in­der­ste fø­lel­ser.

» Der var ik­ke no­gen tvivl om, at hun var ek­stremt ulyk­ke­lig, « si­ger Met­te Nøhr Claus­høj.

I 1994 skrev Ro­nald Re­a­gan i et brev til den ame­ri­kan­ske be­folk­ning, at han trak sig til­ba­ge fra det of­fent­li­ge liv. Den fol­ke­li­ge eks- præ­si­dent hav­de Alzhei­mers, og der er iføl­ge Met­te Nøhr Claus­høj ik­ke no­gen tvivl om, at det var hårdt for Nancy Re­a­gan at mi­ste den mand, hun kend­te og el­ske­de så in­der­ligt. Men hun var al­tid ved hans si­de.

» Hun var me­get, me­get tro­fast, « si­ger USA- eks­per­ten, der for­kla­rer, at det var med til at be­kræf­te det ind­tryk, man fik af par­ret i Det Hvi­de Hus. » Det var helt æg­te. « El­ler som den tid­li­ge­re præ­si­dent selv for­mu­le­re­de det i et af bre­ve­ne til sin ko­ne:

» Og du er fru Re­a­gan, for hr. Re­a­gan el­sker dig af he­le sit hjer­te. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.