Ller mig’ ’ ’

BT - - SPORTEN -

LLØØRRDDAAGG 1 122. M. MARATRST 2S0 216016 Han har vidst, at min ko­ne og jeg er gå­et fra hin­an­den, og han bry­der re­gel num­mer ét og sen­der en kæm­pe dolk i ryg­gen på mig. Han har ba­re la­det som in­gen­ting i de se­ne­ste par uger. Han er et død­koldt men­ne­ske for mig, og­så for­di jeg har væ­ret sinds­sygt sår­et over, at det ik­ke skul­le væ­re os me­re. Jeg har kun­net mær­ke, at jeg har haft svært ved at fo­ku­se­re 100 pro­cent, men i de se­ne­ste par uger har jeg egent­lig kun­net mær­ke, at jeg er be­gyndt at fi nde til­ba­ge til mig selv, og jeg har væ­ret glad for at for­læn­ge kon­trak- ten, men så kom det her, og det er jo end­nu vær­re. Men jeg ved og­så godt, at vi har to børn sam­men, og det er det al­ler­vig­tig­ste. Så det er klart, at jeg lig­ger i et stort hul nu. Men jeg er nødt til at se po­si­tivt på tin­ge­ne og kom­me op af hul­let hur­tigst mu­ligt. Hel­dig­vis har jeg go­de men­ne­sker om­kring mig. «

Har du tænkt dig at ta­ge kon­takt til ham?

» Det ved jeg ik­ke. Han har åben­bart ik­ke lyst til at træ­ne sam­men med mig, og det respek­te­rer jeg og­så. Det er han i sin go­de ret til. «

Er du klar til at gi­ve dig?

» Jeg er glad for at væ­re i Ran­ders. Men jeg kan ik­ke be­stem­me, hvad der skal fo­re­gå. Jeg har mit ar­bej­de, og det er det, jeg skal for­hol­de mig til. «

Og hvad så hvis pi­len pe­ger på, at det er dig, der skal for­la­de klub­ben?

» Jeg kan ik­ke li­ge se grun­den til, at jeg skal for­la­de Ran­ders. Men hvis jeg bli­ver smidt på po­r­ten, kan jeg ik­ke gø­re så me­get ved det. Så er jeg ble­vet fy­ret. Men jeg kan ik­ke se grun­den til, at jeg skul­le stop­pe. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.